Læsetid: 5 min.

Nekrologer

10. august 2001


Larry Adler, 87
*»Man, you don’t play that thing – you sing it.« Disse ord om den amerikanske
harmonika-virtuos Larry Adler kom ikke fra hvem som helst, de kom fra Billie Holiday.
Og det var blot én rose i en overvældende buket af positiv kritik den legendariske musiker modtog i løbet af sin karriere.
Han døde den 6. august på et hospital i London, hvor han var indlagt med lungebetændelse og kræft.
Far og mor, ortodokse jøder fra Baltimore, var ikke glade, da deres søn Lawrence Cecil Adler, i 1927 vandt en musikkonkurrence. De mente han skulle være læge eller sagfører. Alle de andre spillede gamle folk-schlagere, han ’fremførte’ Beethovens ’Menuet i G-dur’, på et tidspunkt hvor de færreste overhovedet aneede at man kunne spille klassisk musik på en ’tin sandwich’. Men det kunne Larry Adler, han kunne stort set spille hvilken genre han ville, og i sin karriere har han (ind)spillet med så forskellige musikere som Django Reinhard og Stephane Grapelli, helt tilbage i 1938, George Gershwin, som solist hos Chicago Women’s Symphony, New York Philharmonic, Sting og Elton John.
Han var selv udmærket klar over den indstilling, de fleste havde til mundharmonikaen som instrument. At folk forbandt det med folkemusik, og store, ensomme vidder. »Jeg kan spille de næste hundrede år, men det kan jeg ikke ændre på.« Heller ikke selv om adskillige klassiske komponister skrev stykker til ham.
I slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne, arbejde han i amerikansk vaudeville, men fik i 1934 en rolle i London. Her fik han sit store europæiske gennembrud, men i USA havde man næsten glemt ham, da han kom hjem i 1939. I slutningen af 40’erne blev han offer for McCarthy’ismen, og omkring 1950 bosatte han sig atter i England. Her skrev han bl.a. lydsporet til filmen Genevieve, og blev nomineret til en Oscar. I USA fjernede man hans navn fra krediteringen, det kom først med igen 30 år senere.
Larry Adler var i høj grad selv med til at kreere en af gaverne i anledning af sin 80 års fødselsdag i 1994. Det var albummet The Glory of Gersh-win, produceret af Sir George Martin, den berømte Beatles-producer, hvor Larry Adler optræder med navne som Cher, Sting, Meat Loaf og Elton John. ross

Josef Klaus, 90
*Josef Klaus var den eneste Folkeparti-politiker, der fik lejlighed til at stå i spidsen for en østrigsk regering, som udelukkende bestod af politikere fra det katolske-konservative parti. Det skete i årene fra 1966-1970. Det katolske var for Klaus noget afgørende. Som jurastuderende i Wien i trediverne havde han været talsmand for den katolske studenterbevægelse. Senere blev han sekretær for formanden for Det Kristelige Fagforbund. Efter krigstjeneste samt amerikansk krigsfangenskab, trådte han efter anden verdenskrig ind i det nyskabte østrigske Folkeparti. Allerede i 1949 blev han regeringschef i forbundslandet Salzburg. Han blev i 1961 hente ind i koalitionsregeringen i Wien som finansminister, men trådte igen ud, da han ikke kunne få den socialdemokratiske regeringspartner med til en stram sparepolitik. To år senere blev han formand for sit parti og overtog i 1964 ledelsen af den østrigske regeringskoalition, bestående af Folkepartiet og Socialdemokratiet. Hans klare li-nier hjalp Folkepartiet til det absolutte flertal ved valget i 1966, hvorpå han demonstrerede, at der kunne gennemføres investeringer i social-sektoren, uden at staten fik underskud.
Udenrigspolitisk fik han sammen med udenrigsminister Kurt Waldheim sikret Sydtyrols vidtgående selvstyre, samt åbnet for samarbejde med det nyetablerede europæiske fællesmarked.
Da Socialdemokratiet ved valget i 1970 fik to mandater mere end Folkepartiet fik skuffelsen Josef Klaus til at trække sig tilbage fra politik og overlade det til Socialdemokratiet at danne koalition med Frihedspartiet. PS

Kirsten Rose, 91
*Billedkunstneren Kirsten Rose døde forleden på Rigshospitalet i en alder af 91 år som følge af en pludseligt opstået hjerneblødning. Kirsten Rose var en tingfinder, og hendes værker baserer sig først og fremmest på affald. Hendes »skraldekunst« ejer en sjælden poesi og er båret frem af hendes sikre skønhedssans. Som det ’øjemenneske’, hun var, havde hun blik for det skæve, følsomme og humoristiske ved det kasserede og slidte. På det punkt er hun beslægtet med sin kollega, Cobra-kunstneren Henry Heerup, og hun er da også ofte blevet kaldt »Danmarks kvindelige Heerup«.
Hendes samlede indsats kunne man se på den store retrospektive udstilling for to år siden i Kastrupgaardsamlingen, hvor hun foldede hele sit talent ud. Kirsten Rose var autodidakt og artikulerede sig både som grafiker, maler og som billedhugger via sine skulpturelle assemblager, der var resultat af fundene på lossepladser og strandingsgods, opsamlet ved Langelands kyster.
Kirsten Roses kunstneriske karriere opstod som udløber af hendes arbejder med kunsthåndværk og smykker i fyrrerne og halvtredserne, men i tresserne begynde hun at male. I halvfjerdserne opdagede hun collagen og assemblagen, og v.h.a. overraskende materialesammen-stød, opstod hendes fantasifulde ’skraldekunst’. Mate-rialerne gør tingenes oprindelige funktion usikker, hvorved et nyt, ofte humoristisk skildret betydningsindhold opstår. Kirsten Rose formåede at genfortrylle det trivielle. Hendes farvestrålende malerier i alkyd er en særlig blanding af surrealisme og naivisme. Kirsten Rose er bl.a. repræsenteret i kunstmuseerne i Vejle og Tønder (Sønderjyllands Kunstmuseum), og hun har leveret udsmykninger til en række institutioner rundt om i landet, bl.a. til Rungsted Statsskole.LB

Maureen Reagan, 60
*Da den nu 90-årige amerikanske eks-præsident Ronald Reagan i 1994 bebudede, at han havde Alz-heimer og ville indlede »rejsen mod mit livs solnedgang«, blev Maureen, hans første datter af første ægteskab med Jane Wyman, straks national talsmand for den amerikanske Alzheimer-forening. Det var en naturlig reaktion for hende. I sin selvbiografi First Father, First Daughter: A Memoir skriver hun: »Mit forhold til min far har ikke ændret sig med årene. Jeg føler stadig den samme kærlig og respekt og beundring som altid; om noget er de følelser blevet stærkere med tiden. Han vil altid være en stor, varm, nuttet bamse af en far for mig, og jeg vil altid være hans forsigtige lille pige med de kloge øjne.«
Det var dog ikke altid lutter lagkage. Nok var Maureen Reagan republikaner som sin far (og stillede selv op til en senatspost i Californien), men som aktiv og offentligt udfarende feminist delte hun f.eks. ikke sin fars holdning til abort. Som talsperson rejste Maureen USA tyndt for at fortælle om Alzheimer. I 1996 fik hun konstateret den hudkræft, som hun døde af i onsdags.
I en pressemeddelelse forleden udtalte Ronald Reagans kone gennem 50 år, Nancy Reagan, at Maureen havde arvet hans »talent for at kommunikere og hans kærlighed til politik.« os

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her