Læsetid: 1 min.

Net-leksikon i tænkeboks

De borgerlige vil genoverveje digital encyklopædi
11. august 2001

Fredagens møde i Finansudvalget bragte ikke nogen afgørelse i spørgsmålet om en online-udgave af Den Store Danske Encyklopædi. Venstre og Konservative ønsker længere tid til at overveje sagen før de beslutter sig. Dermed udskydes beslutningen om den kontroversielle ordning til næste finansudvalgsmøde i begyndelsen af september.
»I modsætning til Venstre har vi ikke nogen anfægtelser over for det faglige indhold af værket. Men vi vil undersøge til bunds, om ordningen virker konkurrenceforvridende, inden vi beslutter os,« siger Gitte Seeberg, konservativt medlem af Finansudvalget.
Forslaget, der skal gøre encyklopædien tilgængelig på Internettet, indebærer et tilskud på 30 millioner kr. over en tre-årig periode. Dog med det forbehold, at pengene betales tilbage, hvis onlineudgaven giver overskud.
Venstres kulturordfører Ester Larsen mener, at ordningen er problematisk.
»Det er en meget uigennemsigtig konstruktion, fordi overskud på drift kan beregnes meget forskelligt. Derfor må vi sikre os, at ordningen kan godkendes af konkurrencemyndighederne,« siger Ester Larsen.
Planen har været udsat for hård kritik fra en række forlag i de seneste uger. Forlagene mener, at statsstøtten betyder unfair konkurrence og frygter for fremtiden for deres egne opslagsværker.
Også Forbrugerrådet har kritiseret den digitale udgivelse, fordi køberne af bogudgaven blev lovet, at prisen ikke ville ændre sig inden for udgivelsesperioden. Forbrugerrådet opfatter det som uheldigt, at netudgaven bliver tilgængelig for 4-500 kroner om året i abonnement, når køberne af det nationale leksikon i bogform har betalt 18.500 kr. for det samlede værk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu