Læsetid: 4 min.

Nietzsches filosofi som bestsellerfortælling

Safranskis bog om Nietzsches tænkning trækker linje fra umenneskeliggørelse af naturen til overmennesket
21. august 2001

Ny bog
Den piberygende tyske filosof Rüdiger Safranski er god til at skrive store bøger om store filosoffers liv. Han har skrevet en fin bog om Schopenhauer, og for tre år siden udkom i dansk oversættelse hans monumentale fortælling om Martin Heideggers liv og samtid: En mester fra Tyskland. Det kan således ikke undre, at Safranski sidste år markerede 100-året for Nietzsches død med værket Nietzsche, som i dag udkommer på dansk.
Bogen fokuserer ikke på Nietzsches private liv. Som proklameret i undertitlen En biografi om hans tænkning har Safranski valgt at udfolde Nietzsches filosofiske produktion, som var den et liv.
Det er et valg, som i tilfældet Nietzsche henfører til en pointe. Tænkningen kommer før personen. Som den sene Nietzsche pointerede: ’Jeg’ er ikke mine egne tankers forfatter. Tankerne melder sig, og de vesterlandske sprogs logik skaber efterfølgende en illusion om ’jeg’et’ som ophavsmand. Efter udsagnsordet ’tænker’ følger automatisk et grundled: ’Jeg.’
Nietzsche afviser ideen om en oprindelig identitet som sandhed om individet. Ligesom han systematisk afviser alle andre forestillinger om én substans som forklaring af væren: Den kristne Gud, Aristoteles’ ubevægede bevæger etc. Man må erobre sig selv ved at skabe sig selv: ’Bliv til den, du er’. Som loyal læser og fortolker følger Safranski Nietzsches anvisning og går til livet gennem digtningen.

Det uhyrlige
Og Safranski gennemgår omhyggeligt pædagogisk det omfattende værk. Fra de tidlige stile i skolen over udgivne værker og kommenterende brevvekslinger og til andenhåndsreferater af samtaler med Nietzsche.
Udgangspunktet for gennemgangen er en præmis for Nietzsche. Væren er uhyrlig. Allerede i forordet til Nietzsches første udgivelse Tragediens fødsel erklærer han, at menneskeheden ikke er til for sin egen skyld. Og målet er ikke størst mulig lykke til flest mulige mennesker. Den højeste kulturtendens er derimod ’forberedelsen og frembringelsen af geniet’, den store enkelte, der med sin storartede kunst leverer metafysisk trøst.
Det politiske og demokratiske menneske udlægges af Nietzsche som en middelmådig, livsfornægtende filister. Han taler med karakteristisk patos fejret med utallige udråbstegn om ‘det sidste menneske.’
Kristendommen er ansvarlig for den idiotiske illusion, at selvudfoldelse ved udvikling til det sande kristne menneske kan forenes med næstekærlig solidaritet. Safranski anfører Nietzsches tre væsentlige indvendinger mod kristendommen. Værens meningsløse lidelse og ondskab bliver udholdelig, idet de tildeles mening som prøvelse og kvalifikation til et hinsides liv. Samtidig har kristendommen ved sin beretning om skabelsen fabrikeret den fiktion, at verden er skabt af ånd og følgelig tilgængelig for menneskelig erkendelse. Endelig tilskriver kristendommen mennesket absolut værdi.
Nietzsche vil fordrive mennesket fra midten af den kristne verden. Sin opgave definerer han som en umenneskeliggørelse af naturen og en naturliggørelse af mennesket. I Den unge Nietzsches lidelser reduceres menneskeheden til et stadium i naturens historie. Mennesket beskrives som ’det kloge dyr’, naturen har skabt som scene for sig selv. Skabelsen er det mest » forløjede øjeblik i ’verdenshistorien’, men dog blot et øjeblik. Efter at naturen havde trukket vejret en smule, stivnede kloden, og de kloge dyr måtte dø.«

Umwertung
Inden Nietzsche i 1889 brød sammen på Piazza Carlo Alberto i Torino kulminerede hans filosofi med de ’tre doktriner’ om overmennesket, den evige genkomst og viljen til magt samlet under det operative motto: Umwertung aller Werter. Omvendelsen af alle værdier.
Nietzsche sætter livet som kraft, som viljen til magt, hvis tyske ord, Macht, kommer af verbet for at skabe, producere machen. Viljen til magt er viljen til skabelse og således også til at sætte nye værdier i dynamisk selvudfoldelse. Overmennesket er den værdisættende instans, der overvinder konkurrerende verdensudlægninger. Som sådan komplimenterer Nietzsche faktisk kristendommen for at have skabt et magtfuldt værdisæt, der som illusion besejrede alle andre illusioner i en verden uden finale sandheder.
Mere end 50 år senere kritiserer Martin Heidegger Nietzsche for at reducere væren til en værdi, der sættes af overmenneske. Stadig ifølge Heidegger ender NIetzsche med sin forestilling om viljen som magt med at gøre det samme, som han selv bebrejder metafysikken: Sætte et centralperspektiv som totaliserende sandhed. Det er bare en dynamik i stedet for en substans.
Safranskis Nietzsche er en både underholdende og let tilgængelig bog, som ikke uden grund lå længe på de tyske bestsellerlister. Men det er også en problematisk bog. Det at fortælle Nietzsches filosofi som en biografi forudsætter livets enhed og kontinuitet, hvilket forfører Safranski til at konstruere sammenhænge, der minder om plottet i en roman. Historien tilskrives et meningsfuldt forløb struktureret af noget lignende Hegels ånd som subjekt.
For blot at nævne et eksempel. ’Materialismens sejrsmarch’ i anden halvdel af det nittende århundrede forklares af Safranski som en særlig menneskelig konspiration: »Man havde tilsat den et særligt metafysikum: troen på fremskridtet.« Men i virkeligheden suspenderer den kapitalistiske økonomi, som Safranski selv forbinder med materialismens fremmarch, netop det ’man’ som regulerer og sætter værdier udefra til fordel for vækst.
Det er endvidere påfaldende, at Safranski på intet tidspunkt eksplicit undersøger bevægelsesmønstret i Nietzsche tanke, der jo trods alt er bogens struktur. Som Nietzsche selv sagde: »Man skal være en samvittighedsfuld interpret af sig selv.« Man kunne spørge om, hans selvopgør finder sted ved dialektiske modstillinger af tese og antitese eller ved en tænke tanken til ende og nå frem til nye erkendelser på den anden side? Men Safranskis biografi om tænkningen er bundet til Nietzsches personlige liv og den ender sine intentioner til trods med netop at menneskeliggøre tænkningen.
Safranskis fortælling om Nietzsche blev i et tysk tidsskrift rost som den ideelle konfirmationsgave. Og som fremstilling af filosoffens tænkning ligner den et udtryk noget, Nietzsche selv hadede: ’dette dannelsesborgerlige sindelag’, som ’omfortolker det uhyrlige til det behagelige.’

*Rüdiger Safranski: Nietzsche. En biografi om hans tænkning. Oversat af Jesper Gulddal. 328 s., 295 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her