HANOI Alle i det officielle Vietnam kan sige menneskerettigheder ligeså hurtigt, som de kan springe på en Honda og køre vildt i trafikken. Men smilene er kun fremme, så længe det er den vietnamesiske udgave af menneskerettighederne, der er tale om .
Faktisk har Ho Chi Minh Byen et officielt center for menneskerettigheder. Her afholder man obligatoriske kurser i menneskerettigheder, som alle højere embedsmænd i Vietnam skal igennem. Centeret arbejder sammen med det Danske Center for Menneskerettigheder dels om at forbedre undervisningsmaterialet, dels om at udarbejde materiale til at undervise i børns rettigheder. .
Her tager seks smilende
vietnamesere imod i centerets let ramponerede gule bygning, som er gemt af vejen i Political Academys store bygningskompleks i Hanoi.
Direktør ph.D Cao Duc Thai inviterer indenfor i en konferencelignende sal med højglanspoleret, rundt bord. Med vanlig asiatisk høflighed er der i dagens anledning stillet et dansk flag frem ved siden af det vietnamesiske. I skabet står en lang række andre flag og venter på de andre samarbejdspartnere. For menneskerettigheder er et af de udenlandske donorers yndlingsemner.
Træt af indblanding
Der er masser af te og smil og pæne ord om Danmark. Men da de indledende høflighedstaler er overstået, gør direktør Cao Duc Thai det dog klart, at man i Vietnam er meget trætte af, at udlandet især USA bruger menneskerettigheder til at blande sig i Vietnams indre anliggender. Selv om USA anerkender de sociale fremskridt, der er sket i landet.
Det officielle Vietnam har den gamle Sovjet-vinkel på menneskerettigheder. Vægten ligger på det sociale, retten til arbejde og uddannelse og ikke på frihedsrettighederne.
Set med direktør Thais øjne har han ret til at være stolt af sit land. Mere end ni ud af ti børn går i skole.
Vietnam er ganske vist stadig et af verdens fattigste lande. I 1998 var 37 procent fattige. Det vil sige, at de næsten kun har råd til mad. Heraf havde 15 procent ikke engang råd til at købe de 2.100 kalorier om dagen, som FNs Udviklingsprogram regner for minimum for at have et sundt liv.
Men går man bare fem år tilbage i tiden, lød de tilsvarende tal på 58 procent fattige og 25 procent, som ikke fik de 2.100 kalorier om dagen. Socialt er det er en imponerende udvikling, som Vietnam har gennemgået
»Økonomisk udvikling er grundlaget for, at der kan ske en forbedring af menneskerettigheder«, mener Thai.
Børn prioriteres højt
På det sociale områder har Vietnam gjort meget for menneskerettigheder, især når det gælder børn.
»Vietnam var det første land i Asien til at anerkende børnekonventionen om børns rettigheder. De arbejder meget seriøst med det og er meget stolte af det. I forhold til, hvor fattige de er, har børn et relativt godt liv i Vietnam«, vurderer Morten Giersing, FNs Børnefonds repræsentant i Hanoi.
Men også på det politiske område er der sket fremskridt. Rundt omkring på gaderne kan man med jævne mellemrum se små demonstrationer foran regeringsbygninger eller højtstående partimedlemmers huse. Korruption kritiseres åbenlyst i medierne.
En amerikansk rapport kan også fortælle baseret på oplysninger fra blandt andre Amnesty International om løsladelsen af en lang række politiske fanger i årets løb. Det gælder både dissidenter, som har kritiseret styret. Og religiøse ledere, som har været fængslet. Mange er dog stadig i husarrest.
Der bliver stadig slået hårdt ned på politiske modstandere. Men regeringen gør på den anden side meget ud af at sikre, at almindelige borgere har et sted at komme af med deres eventuelle utilfredshed og giver ofte klagere ret i deres kritik.
Der er også kommet mere debat i Nationalforsamlingen, selv om de fleste her er partimedlemmer, og selv om forsamlingen ikke kan vedtage love, som ikke støttes af partiet.
Strejker accepteres
Arbejderne har fået lov til at strejke og blot i nærheden af Ho Chi Minh Byen i syd rapporterer amerikanerne om 72 strejker i løbet af år 2000 de fleste mod udenlandske virksomheder, men også enkelte mod statsejede.
Internettet breder sig også. For nylig kom det vietnamesiske kommunistparti sågar på nettet med et 50.000 siders stort site hovedsagelig med citater fra Ho Chi Minh. Staten ejer de eneste internetudbydere i landet, og det er dyrt at komme på nettet. Men i de store byer skyder internet-cafeer op, og man kan se unge studerende sidde skærm ved skærm og chatte og maile med udlandet. Den amerikanske rapport fortæller dog, at staten scanner hjemmesider for ord, som den ikke bryder sig om. Og blokerer adgangen til nogle af de sites, som er drevet af oppositionelle vietnamesere i udlandet.
Men på trods af opblødningerne, er der ingen tegn på, at Vietnam er ved at udvikle sig til et samfund, der tillader flere partier og en kritisk presse. Al organisering af kvinder, arbejdere, religiøse grupper skal registreres og bliver kontrolleret af staten. Ingen må danne organisationer uden om staten.
Iøjnefaldende paradoks
Set fra et dansk synspunkt er udviklingen ikke særlig logisk:
»Det er lidt af et paradoks, at folk i Vietnam ikke har ret til at organisere sig, men alligevel i praksis kan bygge kirker eller gå til gudstjeneste,« siger Lis Dhundale fra Det Danske Center for Menneskerettigheder.
Selv om der stadig er tale om forfølgelse, kan der spores tydelige tegn på forbedringer, mener hun.
»I det traditionelle retsbillede er beskyttelsen af staten meget centralt. I dialogen med vores samarbejdspartnere forsøger vi at bringe borgernes rettigheder på banen«, forklarer hun.
Ingen, Information har talt med, tror dog, at der på hverken kort eller mellemlangt sigt vil ske en ændring af det politiske system i Vietnam.
Det ser ud som om kommunistpartiet på vanlig pragmatisk vietnamesisk vis forsøger at skabe kanaler til at opfange utilfredshed og tillader den at komme til udtryk. Hvis det kan ske, uden at partiet mister styringen.
Grænsen går dog ved en fri presse og organiseringer, som ikke er kontrolleret af partiet.
