Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

17. august 2001


Kritik af barselsudspil
*Ni måneders barselsorlov er ikke nok, mener flere børneeksperter, som ikke er tilfredse med regeringens forslag om at udvide forældrenes tid med den nyfødte fra seks til ni måneder. Dertil kommer, at ni-måneders alderen nærmest er det værste tidspunkt for et barn at blive skilt fra sine forældre på.
»Tiden fra barnet er otte måneder til halvandet år er den mest sårbare i forhold til børnenes separationsangst. Derfor betyder det enormt meget for barnet at være hjemme hos mor eller far med den tætte og konstante kontakt det første år – eller allerhelst de første to år, siger speciallæge i børnepsykiatri Gideon Zlotnik til Ritzau.
Den holdning deles af formanden for Landsorganisationen Børns Vilkår, John Aasted Halse. Heller ikke Børnerådet er tilfredse med regeringens udspil: »Vi ser udelukkende på børnenes trivsel, og i den forbindelse er ni måneders barselsorlov for lidt. Starten på livet er vigtig, og derfor er vores udgangspunkt, at jo mere jo mere,« siger Børnerådets fungerende formand Sys Rovsing Koch.

Storcenter-sag for Landsretten
*Græsrodsforeningen Amager Mod Overflødige Storcentre (AMOS) har i nu anlagt sag ved Østre Landsret mod Naturklagenævnet for at få klagenævnets afgørelser vedrørende Københavns kommunes tilladelse til storcenter-byggeriet ’Fields’ kendt ugyldige.
Sigtet er gennem Østre Landsret at få kendt Københavns kommuneplantillæg for detailhandel samt den tilhørende lokalplan, der tillader storcenterbyggeriet, erklæret ulovlige og byggeriet stoppet. AMOS fik i februar og marts 2001 Gennem to afgørelser delvist medhold i klagen til Naturklagenævnet, men på de afgørende punkter blev klagen afvist, og afgørelsen havde alene konsekvenser for butiksplaner udenfor Ørestaden, mens storcenterbyggeriet fik lov at fortsætte.
AMOS mener, at Naturklagenævnet på en række afgørende punkter har tilsidesat planlovens bestemmelser omkring butiksbyggeri i deres godkendelse af storcentret i Ørestaden.

Fatah-aktivister dræbt i opgør
*Fire medlemmer af Fatah, palæstinenserlederen Yasser Arafats bevægelse, blev i går dræbt i Nablus.
Det skete under en intern konflikt, oplyste palæstinensiske kilder. De fire tilhørte to separate fraktioner i Fatah og døde under en ildkamp uden for Rafidieh hospitalet ved Nablus, sagde kilderne. Tre andre palæstinensere blev såret under kampen.
Ildkampen skyldes gamle uoverensstemmelser mellem de to fraktioner, sagde kilderne. Hvorfor det netop kulminerede i går var der umiddelbart ikke nogen forklaring på.

Mænd er bedre til at skifte job
*Det kan betale sig at skifte arbejdsgiver og job, hvis man vil have mere i lønningsposen, viser en ny analyse, som HK har lavet. Den viser også, at mænd oftere skifter job end kvinder. Det kan være med til at forklare, hvorfor kvinder generelt tjener mindre end mænd.
»Vi siger ikke, at det er hele forklaringen på løngabet mellem mænd og kvinder. Der er mange andre ting, som også spiller ind. Men vi kan se, at jobmobiliteten spiller en vigtig rolle,« siger Henrik Hofman, leder af HKs økonomiske og politiske sekretariat.

Nedfrys din babys navlestreng
*For 15.000 kr. kunne nybagte danske forældre som en slags forsikring af deres børn fra og med i går få nedfrosset de værdifulde stamceller fra spædbarnets navlestreng, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Stamcellerne gemmes i en særlig biobank og skal efter planen anvendes til behandling og reparation af skadede organer, hvis barnet senere i livet rammes af en alvorlig sygdom som for eksempel forskellige kræftsygdomme.
Det er den danske biotek-virksomhed Mesibo, der via et samarbejde med stamcelle-blodbanken i Leipzig i Tyskland gør det muligt for danske forældre at få indsamlet og opbevaret stamcellerne fra deres nyfødte.

Danske aktivister i retten igen
*Fem danske aktivister skal igen en tur i retten i Sverige, efter at anklager Thomas Ahlstrand i går besluttede at anke de fems frifindelse i retten i Gøteborg i slutningen af juli.
Retten mente dengang ikke, at der var bevis for, at de fem havde planlagt hærværk og grov legemsbeskadigelse op til det volds-omblæste EU-topmøde i juni.
Thomas Ahlstrand ønskede i går ikke at kommentere sin beslutning om at anke frifindelsen af de to kvinder og tre mænd, der blev anholdt i en lejlighed i Gøteborg forud for EU-mødet.
Samtidig har faderen til den 19-årige svensker, som blev skudt af politiet under mødet krævet, at en uvildig kommission undersøger svensk politis indsats under urolighederne. Flere svenske strafferetseksperter har sagt, at de mener, at de domme, der hidtil er blevet afsagt, har været rimelige.
»Straffene er strenge, men det var også alvorlige forbrydelser, der blev begået. Jeg synes ikke, at dommene er bemærkelsesværdige,« siger Josef Zila, docent i strafferet ved Stockholms universitet.

Bedstemødre er i høj kurs
*I Københavns Kommune står knap 100 enlige forsørgere på venteliste til en reservebedstemor. Behovet er langt større, men på grund af manglen på bedstemødre begrænser man ventelisten til småbørnsfamilier med kun en forælder.
Det oplyser Rita Friis, der er tidligere ledende sundhedsplejerske i kommunen og står for formidlingen af reservebedstemødrene til Ritzau. Ordningen med reservebedstemødre, der giver en hjælpende hånd med pasning, når det brænder på i småbørnsfamilierne, er udviklet på Frederiksberg og i København, men er siden kopieret i omkring ti andre kommuner.
»Det er samme problem alle steder. Der er et stort behov, men det er svært at skaffe bedstemødre,« siger Rita Friis.
I København tager 25 bedstemødre og en enkelt bedstefar sig af knap 90 familier.

Wilhjelmudvalg bilægger strid
*En af de største konflikter i Wilhjelmudvalgets arbejde med at udarbejde et forslag til naturbeskyttelse i Danmark – striden om den såkaldte bufferzone, som skal ligge rundt om sårbare naturområder – synes nu løst.
I fremtiden skal der ligge en bufferzone på 300 meter rundt om særligt sårbare naturområder.
Det fremgår af det endelige udkast til den nationale handlingsplan, som udvalget vil præsentere for regeringen den 23. august.
Planen skal sikre en bedre beskyttelse af naturen og den biologiske mangfoldighed i Danmark, dvs. dyr og planter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her