Læsetid: 6 min.

OVERBLIK

13. august 2001


Demonstration mod Gillon på onsdag
*Palæstina komiteen opfordrer den danske regering til at boykotte Israels kommende ambassadør i Danmark, Carmi Gillon. Derfor har komiteen arrangeret en demonstration på onsdag, hvor Gillon forventes at ankomme til Danmark. Demonstrationen, som starter foran Københavns Rådhusplads klokken 15, er desuden en protest mod »den israelske besættelsesmagts fortsatte overgreb og drab på civile palæstinensere,« hedder det i en pressemeddelelse. Siden september sidste år har over 720 palæstinensere mistet livet. Inf.

Rusland mindes Kursk-tragedien
*Tre hundrede pårørende til de søfolk, der omkom i forbindelse med den russiske atomubåd Kursk’s forlis under en flådeøvelse i Barentshavet for et år siden, samledes i går til en mindehøjtidelighed på ubådens hjembase Vidjajevo i nærheden af Murmansk.
De pårørende holdt et minuts tavshed under en kort højtidelighed, hvor også chefen for Ruslands flådestyrker, admiral Vladimir Kurojedov, deltog. Det var overskyet, da ceremonien fandt sted ved den sten, hvor der skal rejses et mindesmærke for de 118 omkomne søfolk, skriver det russiske nyhedsbureau Interfax.
Med dystre ansigter lagde de pårørende, der lørdag var ankommet til flådebasen på Kola-halvøen, blomster på stedet. Regnen stoppede og solen brød igennem skyerne, da et æreskompagni akkompagneret af militærmusik nedlagde kranse, mens de pårørende lagde røde nelliker.
De pårørende deltog senere i en gudstjeneste på den flådebase, hvorfra Kursk stævnede ud på sin skæbnesvangre og sidste rejse.
Der blev holdt gudstjenester i hele Rusland til ære for de søfolk, der døde den 12. august i fjor, da Kursk sank under endnu ikke opklarede omstændigheder.

Fortsatte kampe i Makedonien
*Kampene fortsatte i går i Makedonien, dagen før de stridende parter efter planen skal underskrive en fredsaftale. Ifølge det makedonske militær trængte en gruppe albanske oprørere i går ind over grænsen fra Kosovo, kort inden kampene begyndte i den nordmakedonske landsby Radusa. De makedonske militærkilder sagde til nyhedsbureauet AFP, at grænseoverskriderne var klædt i uniformer fra Kosovos civile beskyttelsesstyrke.
I samme område blev ni makedonske soldater og politifolk såret lørdag. De seneste dage har dermed været de hidtil mest blodige i Den Nationale Befrielseshærs (UCK) seks måneder lange kamp for at få sikret det albanske mindretal flere rettigheder.
På den baggrund er det endnu uvist, om den fredsaftale, som møjsommeligt kom på plads onsdag efter USA’s og EU’s mægling, bliver underskrevet som planlagt.

67 døde i Thailand efter uvejr
*Myndighederne i Thailand og Vietnam var i går i fuld gang med at opgøre skaderne efter de seneste dages vejrkatastrofer i de to lande. I Thailand blev dødstallet efter heftige regnskyl i den nordlige del af landet opgjort til 67. De fleste af de omkomne var blevet revet med af pludselige oversvømmelser af deres hjem i syv landsbyer lørdag i Lom Sak-området i Phetchabun-provinsen. Lokale berettede om, at vandstanden i Nam Kor-kanalen i løbet af få sekunder steg fem meter.

Banker forkorter årmøde
*FN’s Verdensbank og Den Internationale Valutafond, IMF, har besluttet sig for at afkorte deres fælles årsmøde fra en uge længde til kun to dage. Beslutningen er truffet af hensyn til borgerne i Washington, som bankerne ikke ønsker udsat for eventuel uro. Det meddelte de to internationale banker i weekenden efter konsultationer med den amerikanske regering.
Mødet finder nu sted i weekenden 28. og 29. september. De to institutioner, der fungerer som banker for nationer, mødes officielt to gange om året for at koordinere deres politik. Under to af de seneste møder, henholdsvis i Washington i april 2000 og Prag i september og oktober 2000, har der været voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, som er imod Verdensbankens og IMF’s politik over for fattige lande.

Kommuner svigter gamle indvandrere
*Et stort antal gamle indvandrere lever i dag en ensom og uværdig tilværelse, fordi landets kommuner i årevis har ignoreret den voksende gruppe af etniske ældre. Det siger en række eksperter til Berlingske Søndag.
De mener, at den danske ældreforsorg i alt for mange år har klamret sig til håbet om, at de gamle indvandrere ville tage hjem – eller i det mindste blive passet af deres børn. Men det gør de ikke.
»Det er en meget populær myte, at de etniske familier selv passer deres gamle. Men det burde efterhånden være trængt ind hos de fleste, at den ikke holder i et moderne samfund. For det kan altså ikke lade sig gøre at fritage nogen for loven om integration, bare fordi det ville være hensigtsmæssigt, at de blev hjemme for at passe deres forældre,« siger lederen af Socialministeriets Formidlingscenter Nord, Helle Sylvest.

Kommune hjælper bosniere hjem
*Den lille sydsjællandske kommune Holmegaard kan notere sig en massiv succes med at hjælpe bosniske flygtninge tilbage til Bosnien-Hercegovina, skriver Politiken.
På landsplan er mellem syv og otte procent af de ca. 20.000 bosniske flygtninge, der kom til Danmark i første halvdel af 90’erne, vendt hjem. I Holmegaard er det tilsvarende tal 34 procent.
Holmegaard Kommune med små 7.000 indbyggere tog i første halvdel af 90’erne imod 175 bosniske flygtninge, der kom hertil på flugt fra borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. I dag er 60 bosniere vendt hjem. Den tætte kontakt mellem de to kommuner begyndte i 1996 med flytningen af en flygtningelandsby fra Holmegaard til Kljuc.

Spinkelt håb om enighed i Rusland
*USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld, nedtonede forventningerne om enighed, da han i går kom til Moskva for at tale sikkerhed og militær med sin russiske kollega.
Øverst på dagsordenen for møderne i dag står nedrustning, men også spørgsmålet om NATO’s udvidelse, eventuelt med de tre baltiske lande, kan komme på dagsordenen. Forud for ankomsten sagde Rumsfeld ifølge nyhedsbureauet Reuters, at et forbedret forhold mellem de to lande ikke bare er noget, der sker automatisk. Ikke desto mindre er det Rumsfelds håb, at Rusland og USA kan enes om yderligere nedskæringer i deres store arsenaler af atomraketter.
USA har tidligere lokket med toner om ensidig nedrustning, og Rumsfeld håber i den forbindelse at få russernes ja til et højteknologisk amerikansk skjold, der ifølge Washington skal kunne beskytte USA og dets allierede mod enkelte vildfarne raketter, eller missiler affyret fra såkaldte ’slyngelstater’ som Nordkorea eller Irak.

Børn ved ikke nok om naturvidenskab
*Eleverne i folkeskolens yngste klasser skal klædes bedre på til at forstå de naturvidenskabelige sammenhænge, der danner grundlaget for livet. På mange skoler er faget natur og teknik kommet i klemme. Dels på grund af et lille antal ugentlige timer og dels på grund af mange læreres manglende interesse og faglige indsigt i faget. Det mener dekan Karl Pedersen, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.
Efter amerikansk forbillede har han derfor sammen med Århus Kommunale Skolevæsen skabt et på dansk jord utraditionelt samarbejde mellem folkeskole og universitet. Om en uge går de første 14 folkeskolelærere i gang med et efteruddannelsesforløb, der bl.a. skal lære dem at blive bedre til at eksperimentere.
»Det er en nødvendighed, at alle borgere har en form for forståelse for naturvidenskaben, da den danner grundlaget for alt det andet, og derfor skal der sættes ind i de yngste klasser, hvor børnene er opsatte på at lære noget,« siger han.

Jønke sigtet for drab
*To Hells Angels-rockere blev sigtet for drab eller groft legemsangreb, da de i går eftermiddag blev fremstillet i et grundlovsforhør i retten i Aalborg. Mændene sigtes for at have angrebet en mand med knivstik og spark under et slagsmål. Den ene af de sigtede er den tidligere drabsdømte Jørn Jønke Nielsen. Grundlovsforhøret blev gennemført for lukkede døre, blandt andet fordi politiet eftersøger en 21-årig såkaldt ’prospect’ – et prøvemedlem – af den berygtede rockerklub. Retsmødet blev holdt under skærpede sikkerhedsforanstaltninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her