Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

25. august 2001


Scandlines under aftale-mistanke
*Scandlines Danmark fik fredag uanmeldt besøg af Konkurrencestyrelsen på selskabets adresse på Dampfærgevej 10 i København. Det skyldes ifølge rederiet »oplysninger, der giver mistanke om, at Scandlines Danmark A/S deltager i aftaler, der begrænser konkurrencen på markedet for færgefart i danske farvande og til og fra Danmark«.
Rederiet har tidligere været i Konkurrencestyrelsens søgelys i forbindelse med ulovlige prisaftaler med busselskaber og turistvognmænd på ruterne mellem Danmark og Tyskland. Rederiet blev for et år siden meldt til bagmandspolitiet af Konkurrencestyrelsen.

Bomber kvæster 35 i Colombia
*Ti mennesker blev sent torsdag kvæstet, da en bilbombe eksploderede i byen Medellin i Colombia, meddelte en lokal radiostation. Bilen var anbragt bag ved Radio-Caracols kontorer, sagde en talsmand for radiostationen. Eksplosionen var den anden i Colombia i løbet af torsdagen.
Tidligere på dagen blev mindst en person dræbt og 25 andre kvæstet, da en bombe, skjult i en bil, eksploderede foran en politistation i byen Marinilla.

Metadonlov hjalp ikke narkomaner
*Narkomanerne har ikke fået særlig gavn af den metadonlov, som blev indført i 1995. Den ikke haft nogen videre målbar positiv indflydelse på f.eks. antallet af dødsfald eller på den kriminalitet, som narkomanerne begår.
Det viser en undersøgelse fra Embedslægeinstitutionen for Københavns og Frederiksberg kommuner, som har vurderet effekten af metadonloven.
Dødeligheden blandt narkomanerne på metadon stadig høj i København, og det selvom der er blevet investeret meget i den behandling, som skal tilbydes sammen med udleveringen af metadon - det bliver til ca. 70 dødsfald hvert eneste år.

Spansk politi slår til mod ETA
*Seks personer, der formodes at have tilknytning til den voldelige baskiske separatistbevægelse, ETA, blev fredag arresteret under politiaktioner i og omkring Barcelona.
Samtidig beslaglagde politiet 200 kg sprængstof, oplyste den spanske indenrigsminister Mariano Rajoy.
Razziaen kom, efter at ETA i kampen for et selvstændigt baskerland nu har gjort den spanske turistindustri til et bombemål.
For en uge siden eksploderede en ETA-bombe således i feriebyen Salou 80 kilometer syd for Barcelona, uden at nogen dog kom noget alvorligt til.
Onsdag blev otte formodede ETA-folk arresteret i det nordlige Spanien. De var i besiddelse af 160 kg sprængstof.

30 omkommet i kinesisk busulykke
*30 mennesker blev torsdag aften dræbt og 19 bragt på hospitalet med kvæstelser, da en bus i det nordvestlige Kina kørte af vejen og faldt 30 meter, før den havnede i en flod.
Ifølge nyhedsbureauet Xinhua er årsagen til ulykken ikke kendt. Trafikulykker i Kina kostede sidste år gennemsnitligt 250 menneskeliv hver dag, fremgår det af officielle tal. Antallet af biler i forhold til indbyggere er ellers forholdsvis lavt.

Kina indrømmer aids-epidemi
*Kina har for første gang indrømmet, at det er plaget af en omfattende aids-epidemi, og at en del af årsagen er, at titusinder af mennesker er blevet smittet efter at have solgt deres blod mod betaling.
»Den aktuelle statistik viser, at Kina i øjeblikket har omkring 600.000 mennesker med hiv-infektion, og ifølge vort overslag blev omkring seks pct. af disse smittet gennem bloddonation,« sagde vicesundhedsminister Yin Dakui på en pressekonference, som blev omtalt i kinesiske medier fredag.
Ifølge de kinesiske myndigheder skyldes 71 pct. af hiv-infektionerne brugen af forurenede injektionssprøjter.

Registre skal åbnes for forskere
*Det skal være lettere for forskerne at få adgang til de oplysninger, der ligger i de mange danske registre – eksempelvis Danmarks Statistik, Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og CPR. Det foreslår et arbejdsudvalg om dansk registerforskning i en ny rapport, og udvalgets konklusioner bakkes op af forskningsminister Birte Weiss (S), der nu vil gå i gang med at se på, hvordan anbefalingerne kan gennemføres. I dag er de værdifulde danske registre ikke fuldt tilgængelige for forskerne, men det lægger udvalget op til, at de skal være i fremtiden.

Bush: Ikke amnesti til indvandrere
*USA’s præsident, George W. Bush, afviser over for ledere af den amerikanske befolkningsgruppe af latinamerikansk oprindelse, at han vil give millioner af illegale indvandrere en generel amnesti.
Han kom med udtalelsen, efter at latinamerikansk-amerikanske ledere anmodede præsidenten om ikke at opgive et løfte om at give udlændinge uden dokumenter legal status i USA.
Lederne, som repræsenterer amerikanere af latinamerikansk afstamning, har foreslået, at alle indvandrere, som har haft arbejde i mindst tre år, automatisk får opholdstilladelse. Ifølge uofficielle overslag er der otte millioner ulovlige indvandrere i USA.

Tyson garanterer kamp mod Brian
*Mike Tyson agter fortsat at gå i ringen mod Brian Nielsen lørdag den 13. oktober i Parken.
»Jeg vil gerne aflive alle rygter, der har været fremme om, at det ikke længere er min plan at bokse mod Brian Nielsen den 13. oktober. Planerne er ikke ændret,« skriver den tidligere sværvægtsverdensmester i en meddelelse, der blev udsendt natten til fredag (dansk tid).
Kampen var oprindeligt planlagt til at blive bokset den 8. september, men en rygskade hos Tyson er årsag til, at den er blevet udskudt.
I de seneste dage er der blevet spekuleret i, om Tyson overhovedet er blevet skadet.
Rygterne har i stedet gået på, at han skulle være lokket til at droppe mødet med Brian Nielsen af økonomiske årsager og dermed bryde den kontrakt, der er indgået om kampen.

Information præciserer
*I gårsdagens avis bragte vi et foto fra en festlig sammenkomst på tidsskriftet Hvedekorn i 1975. På billedet mellem Torben Brostrøm, Poul Borum og Halfdan Rasmussen befandt sig en skægget, piberygende mand i dobbeltradet jakkesæt, der blev rubriceret som »en os ubekendt herre«. Det var naturligvis den landskendte forfatter Knud Holst (1936-1995). Vi beklager fejlen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu