Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

18. august 2001


Gorbatjov opfordrer til at støtte Putin
*Sovjetunionens tidligere leder, Mikhail Gorbatjov, opfordrer de ledende russiske politikere til at støtte Ruslands præsident Vladimir Putin og hans politik.
Under et pressemøde, der var helliget 10-året for Augustkuppet i 1991, sagde Gorbatjov, at hans socialdemokratiske parti til næste valg ville støtte Putins genvalg som præsident.
Gorbatjov understregede, at Putin havde gennemført omfattende reformer i landets forsyningssektor og i det forenede energisystem. Han roste desuden Putin for hans forsigtige sociale og økonomiske politik og tilføjede, at det var nødvendigt for præsidenten at tilpasse de russiske reformer og at sørge for i første række at tilgodese folkets interesser.

Kostunicas parti trækker sig
*Jugoslaviens præsident, Vojislav Kostunicas parti trækker sig ud af regeringskoalitionen i Serbien. Det rapporterer nyhedsbureauet Tanjug. Tanjug citerer en erklæring fra Kostunicas parti, Serbiens Demokratiske Parti, hvori det hedder, at partiets to ministre og deres medarbejdere og viceministre vil trække sig ud af den serbiske regering. Serbiens Demokratiske Parti har gennem den seneste tid jævnligt været på kant med andre af de 18 partier, som indgår i den siddende regeringskoalition. Politiske iagttagere vurderer, at bruddet kan føre til et snarligt valg.

Berlingske nedlægger arbejdet
*Journalisterne på Berlingske tidende besluttede i går at nedlægge arbejdet. Det skete, efter de blev orienteret om de forhandlinger, som journalisternes tillidsrepræsentanter siden i tirsdags har haft med avisens ledelse om at begrænse antallet af afskedigelser.
»Vi fremlagde en plan for ledelsen, hvor vi havde fundet besparelser svarende til 32 stillinger – uden at en eneste journalist skulle fyres. Men den blev afvist af ledelsen,« siger fællestillidsmand Uffe Gardel.

USA skærper tonen i ABM-spørgsmål
*USA kan blive tvunget til at trække sig ud af ABM-traktaten, inden man opnår en nedrustningsaftale med Rusland, sagde den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, natten til i går.
Efter udtalelsen, som kom i et interview til en amerikansk tv-station, var der tvivl om, hvorvidt Washington overvejer at koble sig af de om atomnedrustningsforhandlinger, som de to lande blev enige om i sidste måned.
»Enten trækker vi os helt ud af ABM-traktaten, hvorefter vi kan fortsætte arbejdet med at etablere nye relationer,« sagde Rumsfeld, som aldrig kom ind på den anden mulighed.

Makedonien må vente på NATO-folk
*De første NATO-soldater ankom i går til Makedonien. Men fortsatte stridigheder såede tvivl om, hvorvidt landet er sikkert nok til at lade en NATO-styrke på cirka 3.500 mand rykke ind. NATO-landenes ambassadører udskød sendt i går eftermiddag en endelig afgørelse om, hvornår den fulde styrke skal sendes af sted.
Det var 120 tjekkiske faldskærmssoldater, der som de første landede i Skopje i går middag. De skal beskytte en 400 mand stor forberedelsesstyrke af britiske elitesoldater, som ankommer i løbet af weekenden.

Mere magt til Colombias militær
*Colombias militær får nu udvidede beføjelser i kampen mod venstreorienterede oprørere trods advarsler fra menneskerettighedsgrupper om, at det vil øge risikoen for overgreb. I forvejen er den colombianske hær berygtet for at begå de mest omfattende menneskerettighedskrænkelser på det amerikanske kontinent.
Præsident Andrés Pastrana underskrev 0torsdag loven, som giver militæret friere tøjler, idet hærkommandanter nu kan omgå civile myndigheder i krigshærgede områder. Samtidig mindskes civile organers muligheder for at undersøge menneskerettighedsklager, som er rettet mod militærpersoner.

Ny viden om fostres liv
*Gravide overdænges med velmenende råd, men alt for ofte er der ingen dokumentation for, om motion, vitaminer eller bestemte fødevarer sikrer fostret et sundere liv. 160.000 nedfrosne blodprøver fra gravide og nyfødte skal de næste år være med til at kortlægge sammenhængen mellem påvirkninger i graviditeten og børns sundhed. »Bedre sundhed for mor og barn«, der styres af Center for Epidemiologisk Grundforskning på Statens Seruminstitut, har foreløbig indsamlet blodprøver fra 80.000 gravide og navlestrengsblod fra deres nyfødte. Ifølge professor Jørn Olsen er det nødvendigt med deltagelse af 100.000 gravide, og det mål vil være nået i 2004.

Code Red Worm II indtager Japan
*Den japanske regering sagde i går, at den berygtede computervirus Code Red Worm II sandsynligvis har gnavet sig vej til regeringens servere. Uddannelses-, kultur-, sports- og forsknings og teknologiministeriet har alle meddelt, at det angiveligt var denne verdensomspændende virus, der tvang dem til midlertidigt at nedlægge en server.

Mobning skal ud af folkeskolen
*Danske folkeskoleelever efterlyser i et nyt debatoplæg et regelsæt, som kan fjerne de gråzoner, der findes i folkeskolen i dag. Oplægget »Det Fælles Ansvar« skal være med til at definere en klar ansvarsfordeling og sætter fokus på integration, mobning og værdier. Ifølge formand for Folkeskoleelevernes Landsorganisation, Martin Justesen, er det nødvendigt med en tydelig placering af ansvaret i forbindelse med indsatsen mod mobning.
»Mobning ødelægger mange børn hvert år, og det må der sættes en stopper for. Flere kommuner og skoler har allerede lavet en handlingsplan - men vi må alle i gang, inden problemerne bliver for uoverskuelige,« skriver Martin Justesen i elevoplægget.

Unge svigter klassiske erhverv
*Unge vil ikke længere være bagere, slagtere, omsorgsarbejdere eller værktøjsmagere. Der er efterhånden heller ingen, der gider at være tjenere, snedkere eller smede samt beskæftige sig med en hel del andet ærligt og meningsfuldt arbejde.
Det er konklusionen i en ny rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) om erhvervsuddannelserne og arbejdsmarkedet.
»Det er et stort problem. Meget stort. Og det er et moderæs, der er tale om,« siger Tina Nedergaard, uddannelseskonsulent i DA og medforfatter til rapporten. Her frygter man, at de unges vrangvillighed vil tvinge industrivirksomheder til at flytte ud af landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her