Læsetid: 13 min.

På kanten af kontinentet

Henry Miller boede der. Jack Kerouac brød sammen der. Hunter S. Thompson blev gonzo-journalist der. Dan Turèll mødte Gud der. Big Sur er ikke bare et sted. Det er en tilstand
18. august 2001

Over there (III)
Ja, her er bøsser. Og kunstnere. Og farmere. Og folk der går nøgne omkring. Jeg har anskaffet en tyrepisk og en kølle. Indtil videre har ingen generet mig.«
Da den unge forfatterspire Hunter S. Thompson i starten af 1961 med disse ord beskrev livet i Big Sur i et brev til en ven i hjembyen Louisville, Kentucky, havde ingen endnu hørt om den kommende gonzo-journalist. Og kun de færreste kendte til Big Sur, et naturområde og en kunstnerkoloni på Californiens Stillehavskyst. I litterære kredse forbandt man eventuelt navnet med den bjergrige og ufremkommelige kyststrækning, hvor Henry Miller – på flugt fra det airconditionerede mareridt – havde slået sig ned, da han ved starten af 2. verdenskrig vendte tilbage til USA efter ti års frivilligt eksil i Europa. Men i den brede amerikanske offentlighed var Big Sur ikke meget mere end et vejskilt, man passerede på den spektakulære kystvej – i 1966 udnævnt til USA’s første ’scenic highway’ – mellem San Francisco og Los Angeles.
I 1961, da Thompson skrev sit brev, havde Miller pakket sin kuffert og var efter sytten år i ’ødemarken’ på vej til sit livs sidste station, velhaverforstaden Pacific Palisades ved Los Angeles, drevet bort fra Big Sur af de horder af beundrere, som han selv havde været med til at lokke dertil. Det var i kraft af Miller, at stedet én gang for alle var blevet placeret på det kulturelle USA-kort. Og i de følgende årtier stod forfattere, kunstnere, bohemer og almindeligt nyfigne nærmest i kø for at finde deres eget personlige fristed i vildnisset på den stejle klippekyst.
Det mest usædvanlige ved historien er, at Big Sur syntes at absorbere dem alle, uden at stedet forandrede sig nævneværdigt. De fleste blev – som Hunter S. Thompson – spyttet ud igen efter kortere eller længere ophold, mens kun nogle få havde temperament eller råstyrke til at bide sig fast. Hvor andre lignende kolonier med tiden ændrede sig til mondæne temaparker, har Big Sur indtil videre stort set holdt stand mod udviklingen. Kyststrækningen fremstår stadig, som Miller beskrev den: »Jordens ansigt, som det var Skaberens hensigt, at det skulle se ud.«

Efter at have zig-zag’et ned langs kysten fra San Francisco, forbi Santa Cruz og Monterey, ruller vi omsider ud på den imponerende Rainbow Bridge, der spænder tværs over Bixby Creek i den nordlige ende af Big Sur. Inden broen blev taget i brug i 1932, var den eneste livline til regionen en grusvej, der snoede sig dybt ind i det ufremkommelige Ventana Wilderness i Santa Lucia-bjergene for igen at ramme kysten mange kilometer længere mod syd. I dag er adgangen anderledes ubesværet, og snart markerer fyrtårnet på halvøen
Point Sur, at vi nærmer os Big Sur Valley, hvor størsteparten af det enorme områdes omkring 1.500 beboere har adresse.
Opildnede af den næsten sakralt storslåede natur svinger vi udlejningsbilen fra den to-sporede Highway 1 ind på en endnu smallere sidevej, der snor sig op på en bakkekam, hvorfra Ventana Big Sur Country Inn Resort har udsigt over det meste af egnen. Dét må da være et passende overnatningssted, når man nu er kommet så langt. Gennem det ene hårnålesving efter det andet skærer vejen sig som en guirlande op ad den tætbevoksede bjergside. Bilen sukker under belastningen, armene flår som plejlstænger i rattet, og det er ikke til at sige, om det er svingene eller bjergluften, der gør os lettere svimle. I en særlig skarp kurve, hvor vi næsten holder stille, spadserer en ulv ud foran bilens køler. Det grå dyr kaster et kort sideblik på os og forsvinder i luntetrav ind i buskadset.
Bagefter kan vi selvfølgelig godt tænke os til, at det nok ikke var en ’rigtig’ ulv, men en prærieulv. Alligevel bliver chokket siddende i kroppen som en påmindelse om, at det ikke er for ingenting, at Ventana Wilderness regnes for et af de mest uberørte naturområder i Nordamerika. Her findes plante- og dyrearter, der stort set er forsvundet andre steder, og selv om både San Francisco og Los Angeles kan nås inden for en dagsrejse, synes nutiden pludselig at være langt væk. Kort efter mødet med det grå dyr dukker det luksuriøse Ventana Big Sur Country Inn Resort op som endnu en luftspejling i frontrudens wide screen-panorama. Blandt de ledige rum er en suite med ildsted og spa på terrassen til omkring 700 dollars for en nat. Vi triller tilbage til landsbyen i Big Sur Valley, hvor et mere beskedent motel viser sig at være alt, hvad vi behøver.

Hvordan overhovedet nærme sig Big Sur med ord? Geografisk set omfatter regionen den stribe land, der strækker sig fra Monterey Bay i nord til San Luis Obispo i syd, og fra Stillehavet i vest til motorvej 101 i øst. Små 200 kilometer på langs og 40 på tværs. Og stort set uden færdselsårer mellem kystvejen og motorvejen inde i landet.
Som litterær topografi derimod, er området en anderledes kompleks størrelse. Efter at den litterære klike i Carmel oppe ved Monterey havde toppet i starten af det 20. århundrede, overtog digteren Robinson Jeffers i 20’erne og 30’erne rollen om kystens kronikør. Med Henry Millers ankomst i 40’erne fulgte en ny generation af bohemer. I 1957 byggede Lawrence Ferlinghetti en hytte ved Bixby Creek – som han stadig har – og her søgte Jack Kerouac tilflugt og brugte Big Sur som titel på en af sine senere romaner. I 60’erne og 70’erne rykkede ungdomsoprøret ind og skrev nye betydninger ind i de på én gang romantiske og dramatiske omgivelser. Og i 80’erne fik velhavere fra Hollywood – som Jane Fonda og Ted Turner – igen øje på stedet, hvilket til de fastboendes store fortrydelse pressede ejendomspriserne ud over smertegrænsen.
Det er dette mentale rum, i sprækken mellem det geografiske, det litterære og det mytologiske, man kører ind i, når man ad den såkaldte Cabrillo Highway – indviet i 1937, efter femten års konstruktion – ankommer nordfra. Jeg har vel besøgt Big Sur en halv snes gange i løbet af de sidste ti år. Og hver gang jeg har passeret Rainbow Bridge for at dykke ned i Big Sur Valley, er jeg blevet ramt af den samme oplevelse af desorientering. Uanset hvor grundigt man har studeret kortet, mister man overblikket og følelsen af at være på et afgrænset sted.
Byggeregulativer dikterer, at huse skal bygges, så de er usynlige fra landevejen, og reelt ser turisten i Big Sur det samme i dag, som da Jack London red herned for hundrede år siden. Alligevel gennemstrømmes den modtagelige af denne særlige Big Sur-fornemmelse, en form for magi, der næres såvel af fantasien som af de brutale omgivelser. Den enlige prærieulv er kun en mikroskopisk flig af den lokale naturs ulmende kræfter.
Enhver der har oplevet at sidde i en mild, lun brise på Nepenthes udendørsrestaurant og iagttage det træbevoksede kystlandskab som et romantisk natursceneri for få minutter senere at stå i en strid, knogleraslende storm nede på Pfeiffer Beach – få kilometer derfra – vil vide, hvad jeg taler om. Andre må tage mit ord for det.
Blot én ting vil jeg sige. Dan Turèlls forfatterskab vrimler ikke just med gudfrygtige skriftsteder. Men da forfatteren sent i livet vendte tilbage til sine drømmes Californien, noterede han i digtsamlingen Himalaya Hilton (1992): »Når mørket falder på i Big Sur / taler kun Havet / trætoppene / og Gud.«

Selv om Big Sur mere end noget andet har været et forfatterrefugium, er der skrevet påfaldende lidt om stedet. Rygter og myter stammer snarere fra historier om de forfattere, der har boet på kysten, end fra deres værker. Henry Miller udgav ganske vist i 1957 bogen Big Sur and the Oranges of Hieronymus Bosch, et 400 sider langt essay om de år, hvor han færdiggjorde Sexus-Plexus-Nexus-trilogien. Ligesom Jack Kerouac i romanen Big Sur (1962) anvendte stedet som monstrøs ramme om den litterære omskrivning af sit afgørende knæk efter det overrumplende gennembrud med Vejene i ’57. Men netop fordi de fleste slår sig ned i Big Sur for at få fred, er de faste beboere skeptiske over for folk, der eksponerer deres oase mere end højst nødvendigt.
Det er således karakteristisk, at da de nygifte Rita Hayworth og Orson Welles i 40’erne købte et hus i Big Sur, blev ægteparret frosset ude med en sådan konsekvens, at de endte med at opgive planen om at bo på stedet. De lokale skulle ikke have noget af at have det halve af Hollywood og en sværm af journalister og paparazzi-fotografer rendende. Populært var det heller ikke, da Vincente Minnelli i 1965 lod den smålumre Du skal ikke begære – med Elizabeth Taylor og Richard Burton – udspille sig i et kunstnermiljø ’ved Monterey’.
Selv om masser af litterære USA-turister efterhånden har fundet frem til Henry Miller Memorial Library – i øvrigt ikke indrettet i Millers tidligere hjem, men i vennen og sekretæren Emil Whites – er de fleste bøger, der udspiller sig i Big Sur, stadig enten skrevet af forfattere, som er flyttet fra stedet, eller forfattere, som aldrig har boet der. Da der sidste år omsider udkom en samling noveller om Big Surs excentriske persongalleri – Spaghetti Jack and Other Stories – viste forfatternavnet Rory Castener sig at være et pseudonym. En anden skribent, digteren Judson Crews, ventede i næsten halvtreds år med at udgive sine manierede memoirer om nogle ungdommelige måneder som Henry Millers nabo i 1945-46: The Brave Wild Coast (1997).
Mens ingen af de nævnte – bortset fra Miller, naturligvis – synes at have været i stand til at få Big Sur ned på papiret, indfanges stedet med en vis succes som mental tilstand af Richard Brautigan i den satiriske avantgarde-roman A Confederate General from Big Sur (1964). Brautigan – af litteraten Malcolm Bradbury kaldet »hippieromanens John Lennon« – trak sig i 70’erne, som en moderne Thoreau, tilbage til skovene i Montana, hvor han i 1984 tog sit eget liv.
Inden det kom så vidt, havde han foruden at være en kultfigur i 60’ernes San Francisco været en fornyer af den amerikanske roman. Hans Trout Fishing in America (1967) opnåede kort efter udgivelsen status som en moderne klassiker, og ligesom den og Brautigans øvrige bøger modstiller A Confederate General from Big Sur tabet af en amerikansk uskyld med en længsel efter autentiske værdier på baggrund af samtidens ironi, overfladiskhed og fremmedgørelse.
Inden for rammerne af dette litterære projekt kunne Brautigan bruge Big Sur som tilflugtssted for hovedpersonen Lee Mellon, en utilpasset drifter, som har svært ved at forene resterne af den amerikanske historie, han er født ind i, med hippietidens hastigt skiftende scenarier. Efter at Lee har opgivet at finde fodfæste i San Franciscos bohememiljøer, flygter han ned til Big Sur, hvor han bor i en primitiv hytte, lever af flækkede hvedekerner og grøn te og lytter til frøernes kvækken i et vandhul få skridt fra hoveddøren. Hver morgen vågner han med udsigt til Stillehavet, hvor havoddere tumler sig i brændingen: »Det er det mest storartede sted på kloden.«
I Big Sur frigør Lee sig fra både historien og tidsfornemmelsen og kommer i kontakt med dybere lag i sig selv og den amerikanske urerfaring. Brautigan boede aldrig på stedet, men han havde sans for dets tidløshed og særegne mentale klima, en frizone, spændt ud mellem det nordamerikanske kontinent og Orienten hinsides havet.

I Hunter S. Thompson-biografien Fear and Loathing (1992) skriver Paul Perry: »Intet sted var mere frit i 1960 end Big Sur, eller det var i hvert fald hvad de lokale hævdede. Der var et minimum af politi, våben blev båret åbenlyst, marihuana havde fået et seriøst comeback, og total nøgenhed var en mulighed så godt som døgnet rundt. Mens mange beboere ved Big Sur var på flugt fra deres liv, løb andre for deres liv, med loven snappende i haserne. Folk kom dertil for at slippe væk fra opløste ægteskaber, kuldsejlede karrierer og martrede sind. Nogle af beboerne ved Big Sur havde sågar bygget deres tilflugtssteder oppe i træerne.«
Det gjaldt dog ikke Hunter S. Thompson. Måske hørte den 21-årige journalist med forfatterdrømme til de mere uregerlige elementer, men frigjort var han ikke just. I hvert fald ikke i sammenligning med de præ-hippier, der holdt til på stedet i starten af 60’erne. Da Thompson i efteråret 1960 ankom til Big Sur, hed hans altoverskyggende forbillede Ernest Hemingway, og noget af det første han gjorde, var at anskaffe et arsenal af våben og lære at jage vildsvin. Bag sig havde han et journalistjob ved den lille New York-avis Middletown Daily Record samt sit første større rejseeventyr: Et ophold i Puerto Rico som bowlingreporter for magasinet Sportivo.
Lokket af artikler med overskrifter som »The Cult of Sex and Anarchy« (Harpers) samt lysten til at være tæt på Henry Miller fandt Thompson ned til Big Sur og besluttede, at det måtte være det rette sted til at færdiggøre hans
Great Puerto Rican novel baseret på oplevelserne i Vestindien. (Romanen The Rum Diary blev først udgivet i 1998.)
Ligesom Judson Crews og mange andre indledte Thompson sit ophold i Big Sur som opsynsmand ved Murphy Hot Springs (i dag new age-centret Esalen Institute). De varme kilder blev opdaget af lokale indianere og brugt til helbredende bade, længe før de spanske missionærer kom op fra Mexico i 1770’erne. Små hundrede år senere opdagede Thomas Slate ved et tilfælde, at vandet havde en bemærkelsesværdig effekt på ledbetændelse. Og omkring 1910 blev badene overtaget af Dr. Murphy, der drev sin klinik i et halvt århundrede. I 60’erne grundlagde sønnen Michael Murphy Esalen Institute, stadig med de varme bade som omdrejningspunkt.
Bortset fra den lokale restaurant Nepenthe var Murphy’s Hot Springs et af de eneste steder på kysten, hvor tilflyttere kunne gøre sig håb om at tjene til livets ophold. Men selv om Thompson således havde været heldig overhovedet at få et job, følte han sig ikke ligefrem priviligeret i sin nye tilværelse. I sit første brev fra Big Sur skrev han: »Man siger, at Californien er det store mælk og honning-land, men alt hvad jeg indtil videre har fået ud af det er vin og en endeløs række af ubehageligheder. Lige nu er det koldt som ind i helvede. Jeg befinder mig små tyve meter fra havet, mine kulreserver er i bund, mit skridt driver mig til vanvid, og den historie jeg har arbejdet på de sidste par uger er en bunke lort. Livet er et rottehul.«
Bedre bliver det ikke af, at forfatteren føler sig forstyrret i sit arbejde af de frigjorte elementer, som holder til omkring de varme bade. Da medlemmer af en religiøs sekt slår sig ned på området, smider Thompson et afskåret vildsvinehoved ned til dem i badevandet og hænger et par afskårne svinetestikler op over bakspejlet i deres bus. Næste dag er de væk. En større udfordring er de mange homoseksuelle, der hænger ud omkring badene og soler deres nøgne kroppe på klipperne. Efter et par konfrontationer, der ikke ændrer stort på situationen, anskaffer Thompson to Doberman-hunde og en .44 Magnum. Det løser i nogen grad problemet.
Efter blot ét år på kysten er det Hunter S. Thompson selv, der bliver problemet, idet han trodser de uskrevne regler og offentliggør en farverig artikel i mandebladet Rogue – »Big Sur: The Tropic of Henry Miller«. Ganske vist indleder han med at konstatere, at hvis halvdelen af de mange historier om Big Sur var sande, ville stedet for længst være styrtet i bølgerne og have taget nok galninge og degenererede typer med sig til at lave »en pontonbro af lig hele vejen til Honolulu.« Men senere i teksten kan han ikke nære sig for at overgå mytemagerne og karakteriserer Murphy’s Hot Springs som »et tilholdssted for moralsk deformerede, en Pandoras æske af menneskelige kuriositeter og et populært slamhul for ørkesløs dekadence.«
Effekten udebliver ikke. Dagen efter at artiklen har været trykt, står Thompson uden job og bolig. Og få uger efter er han fordrevet fra Big Sur. Livet på kanten af kontinentet er forbi. Nu starter i stedet et liv på kant med stort set resten af verden: Forfatteren Hunter S. Thompson bliver begravet i Big Sur, mens gonzo-journalisten af samme navn ser dagens lys.

*Lars Movin har skrevet mere udførligt om Henry Miller og Jack Kerouac i Big Sur i bogen Rejsefeber, Gyldendal, 1996

*Dette er den tredje i en serie artikler om USA af Lars Movin. De første blev bragt den 28. juli og den 11. august. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her