Læsetid: 8 min.

Poesien er et slips fra Gud

’Et fællesskab af ensomme’: Tidsskriftet Hvedekorn er netop fyldt 75 år. Her er talen for poesiens lykkelige dag
24. august 2001

Jubilæumstale
Hvedekorn, tidsskrift for litteratur og grafik, fik sit navn i 1952, da Viggo F. Møller efter 25 års enevældig redaktion af Vild Hvede lagde op og overdrog arven til sin flittige bidragyder og ven, digteren Halfdan Rasmussen, og til tegneren Ernst Clausen. Han var dog i den grad identisk med begrebet, at han ikke tålte, at andre trådte ind i den samme planteskole eller i bageriet. Så de to måtte finde på et nyt navn. Det var et godt greb med den bibelske allu-sion, selv om det egentlig bebuder, at hvedekornet er dømt til at dø: »Hvis ikke hvedekornet falder i jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen frugt.« Som der står i Johannes Evangeliet, 12, 24.
De efterfølgende redaktioner læste imidlertid Biblen som fanden selv, og lod hvedekornet både leve og bære frugt. Men der ligger naturligvis i det, at mange af de første, håbefulde forsøgskorn, som bliver sået i bladet, er viet til en nådig glemsel.
Viggo F. Møller døde selv allerede i 1955, og hans forfatterskab er vel på det nærmeste glemt. På grundlag af sin generations bekendtskab med ham ristede Halfdan en minderune i bladet over den sære eksistens, den grøn-klædte mand i sin grønne stue, hvor han modtog de grønne talenter. Med en urørlig verden af noget andet, af kunst og digtning midt under krigen, førte han en kreds sammen »i et fællesskab af ensomme«.
Jeg mødte den grønne, både runde og kantede mand, i de tidlige 1950’ ere hos Ernst Clausen sammen med Halfdan og Informations nye kulturredaktør, Johannes Møller, der dengang også skrev digte, og jeg blev bl.a. således ført ind i Hvedekorns-kredsen – og i nærværende avis. Det litterære og billedkunstneriske miljø består jo til enhver tid af kredse med forskellige centre, hvis periferier skærer hinanden som i mængdelærens grafiske udtryk. Fra 1955 overtog jeg den litterære redaktion, efter at Halfdan og derefter Ivan Malinowski hurtigt havde fået nok.
Ernst Clausen og jeg genoplivede straks de vidt berømte Hvede-fester, hvor alle bidragydere samledes, nu først hos Peter Liep, siden i Zoologisk Haves restaurant. Det blev en parade af medarbejdere også fra gammel tid, et lille litteraturhistorisk sus gennem dyreparkerne. Ellers var vi mest vendt mod fremtiden, det nye og mærkelige, der altså burde ske, selv om, eller netop fordi den kolde krig lagde sine klamme hænder om os og tidsånden.

Navne med bibelsk klang
Hvedekorn udkom dengang på Nyt Nordisk Forlag, hvor Knud Bruun-Rasmussen var konsulent og bestyrelsesmedlem. Han var simpelthen grundlægger af dette gamle, omtumlede tidsskrift, der ikke har nøjedes med to navne. Klinte var navnet, han gav det, atter med bibelsk klang, her fra Matthæus 13,25 om ham, der såede ugræs blandt den gode hvede.
»Lad Klinten vokse sammen med Hveden indtil Høsten!« hedder det i 2. årgang med Viggo F. Møllers mæle.
Ideen var opstået på Universitetets frokoststue i Studiegården, dengang kaffen kostede fem øre. Det var dér, Tom Kristensen ifølge myten digtede og skrev sin »Knoglevise« direkte på et af de skårede marmorborde. Et symbolsk udtryk for et presserende behov for publiceringssteder for ung digtning. Marmorpladen er desværre ikke bevaret. Digtet blev så trykt i 1. årgang (1920-21), som det eneste budskab fra denne digter. Men tænk, hvis alle gennem årene havde afleveret manuskripter i marmor. Så kunne Borgen have været et poetisk marmorpalads med Tom Kristensens digt som broklap, for det begynder sådan:
På en knirkende Krikke med klaprende Sko
rider jeg som Skelet over Gangbræt og Bro
i en ranglende Hast mod en Kro i Hobro;
for jeg lever i Aften,
men jeg dør Kl. 2.

Det blev ikke optaget i hans samlinger, men er optrykt i Johannes Weltzers erindringer, De usandsynlige hverdage. Han var Klintes redak-
tionssekretær og bidrog i 2. årgang med det berømte dadaistiske lyddigt »Alma« og litterære rapporter fra Tyskland samt eksperiment med prosadigt i Baudelaires ånd.
Men hvem var Knud
Bruun-Rasmussen? En alsidig mand, der skrev en længere række digtsamlinger i 1920’erne og siden redigerede Politivennen, da han nu også var jurist. Han bidrog allerede til første nummer af Klinte med et lyddrama i fem afdelinger med titlen »Et Lig« – i tysk ekspressionistisk stil. Der er syv personer: Manden, stilheden, træerne, genlyden, byen, liget og menneskemasserne. Et overset, avantgardistisk pionerarbejde, afspillet over få spalter.
Årgangen består i øvrigt af blandet gods, lyrik, prosadigte, noveller, studentikose betragtninger, anmeldelser og litterære noter, bl.a. en advarsel mod at oprette et Digterakademi.
»Kunsten trives bedst og mest stilfærdigt – uden skoler og professorer,« mente de, som man næsten altid har gjort i Danmark. Siden hen kom der både et Akademi, og af hvedekornet voksede en Forfatterskole frem. En vigtig kunstnerisk alliance med billedkunsten var der i alle numre med grafik af bl.a. Ib Andersen, Anton Hansen, Ungermann, Storm-P, Mogens Zieler.
Tidsskriftet er på den måde mere end firs år gammelt, med afbrydelser. Først 1925-26 kom 2. årgang, nu med Viggo F. Møller. Efter en forlagsstrid om retten til navnet Klinte udkom 3. og 4. årgang 1926-28 uden navn, dvs. som tidsskrift for Ung dansk Litteratur, delt mellem Møller og Bruun-Rasmussen – og så endelig den lange periode som Vild Hvede fra 1930, hvor mølleren malede kornet.
På den måde er det Danmarks ældste nulevende kulturtidsskrift og overhovedet det længst levende vel bevaret mod glemselen i Borgens urtegård og fæstningsværk. Det første almene, underholdende tidsskrift i Danmark var Det nye indrettede Thee og Caffee-Huus fra 1726, men der var ikke korn og kerne nok i længden. Vi skal forbi det hæderkronede Tilskueren (1884-1939) til det øvrige Norden for at finde levende organismer, der bare minder herom: det norske Samtiden siden 1890 og det svenske Ord & Bild siden 1892.
Men de udgør ikke, hvad Klinte-Hvedekorn har været fra begyndelsen, et aktivitetscenter af gensidighed og pædagogik, samvær og kritik, trøst og kickstart, fester, oplæsninger, slitage på skiftende redaktører – og manglende større opmærksomhed. Men det har overlevet i det intime kredsløb.

Redaktionel pluralisme
Det blev ikke just et avantgardistisk tidsskrift. Et gennemsyn viser en høj grad af redaktionel pluralisme. Det var ikke her, Broby-Johansen skrev med blod. Han leverede i 1920 tværtimod en romantisk novelle i J.P. Jacobsens stil om elskendes møde. Så havde han prøvet det. Man samlede en tid lidt på jyske digtere, på arbejderdigtere, talte pludselig om nødvendig forenkling af verset, men advarede kommunistiske digtere om, at Lenins program i rimede linjer ikke er poesi. Der var adskillig signalforvirring. Under Viggo F. Møller kom der færre erklæringer og mere snurrighed. Vild Hvede skulle være en kreds, ikke en klike. Det er tydeligt, at man oplevede en særlig identitet uden for de hjemlige ekspressionister og socialister. Det var en tid lang nærmest et mandeblad. Den først opdukkende kvinde var Hulda Lütken her på talenternes fristed. Men næsten alle kendte navne var med ved siden af de ukendte og glemte. Hvem man f.eks. ikke finder er Gelsted (først i 1942), William Heinesen, Hans Kirk, heller ikke Mogens Klitgård, Nis Petersen eller H.C. Branner, til gengæld Harald Her-dal med det frugtbare had, Sigfred Pedersen, Schade, Johannes Wulff. Paul la Cour, Per Lange og såmænd Scherfig kan let findes. Og Soya. Samt Kaj Munk. »Benægt vor tid er sløv, og vær en sjover!« udbrød han her i 1933.
Af Gustaf Munch-Petersen stod der mange forbløffende digte fra 1931 og videre, med den glade debut:
i dag er det en lykkelig dag –
jeg har fået et nyt slips af gud.
det er rødt og jeg binder det i en stor knude,
en fugl har skidt på min nye frakke,
paa den højre skulder
paa min grønne frakke,
ja det er en lykkelig dag...

Kvinderne stødte til
Midt i 1930’erne stødte kvinderne for alvor til; Tove Ditlevsen, Sonja Hauberg, Tove Meyer. Snart blev et nyt generationspræg tydeligt, fra 1940 dannedes Unge Kunstneres Klub med møder, foredrag, grin og protokol og efterhånden som et uofficielt ægteskabsbureau – op imod Besættelsestidens mørke. Ud over de nævnte deltog – ved siden af billedkunstnere som bl.a. Jane Muus, Aagard Andersen og Frede Christoffersen – Piet Hein, Ester Nagel og Morten Nielsen, der først skrev sine digte i bladet under navnet Karl Lebrecht
Nielsen. Generationen af bidragydere bestod i øvrigt bl.a. af Erik Knudsen, Lise Sørensen, Jørgen Nash, Iljitsch Johannsen, Grethe Risbjerg Thomsen. Efter krigen rykkede Ivan Malinowski, Jørgen Sonne, Per Højholt og Frank Jæger ind i spalterne.
Der er mange markante digte, men ikke en egentlig bevægelse eller nogen retning. Derfor fik Heretica sin chance fra 1948 og blev straks opfattet som et ideologisk modstykke, en modstander, med et eget hold digtere. En fornemmelse, vi havde også i min redaktørtid i 1950’erne. Wivel og Gyldendal var på afstand, selv om Hvedekorns forfattere også udgav bøger dér.

Modernisme
Alting gik langsomt i Danmark i gamle dage. Det var stadig undtagelsen, at nogen skrev vers på en anden måde end i 1800-tallet. Med Hvedekorn gennem 1950’erne varmedes der så langsomt op til en modernisme, der under det navn brød ud omkring 1960. Bl.a. med introduktioner til international og nordisk lyrik. Og det var først da, alting begyndte at gå hurtigt i Danmark. I Hvedekorn litterært forberedt med Klaus
Rifbjerg, Benny Andersen, Inger Christensen og Poul Borum, med Cecil Bødker, der først hed Cecil Skaar, Uffe Harder, Robert Corydon, Erik Stinus, Sven Holm, og så dem, man næppe vil kalde modernister: Knud Sørensen, Henrik Stangerup og Anders Bodelsen.
Navnerækken bliver uendelig og måtte dengang deles med Vindrosen, der fra 1959 blev modernismens særlige organ. Men alting har siden spiret som klinte, ugræs, vild hvede og forskelligt korn i nye redaktioner af Uffe Harder, Knud Holst, Poul Borum og Annemette Kure Andersen gennem konkretisme, attituderelativisme, postmodernisme, minimalisme og lyrisk rablen. Hvad Borum angår, slog han Viggo F. Møllers rekord med sine 28 årgange som redaktør, pædagog, inspirator og litterær aktivist, hvad mange skylder ham stor tak for.
Forlaget Kunst og Kultur overtog udgivelsen i 1958, og siden 1964 borger Borgen for kvaliteten. En bevægelse er det aldrig blevet til, i gængs forstand, som f.eks. ta’, Sidegaden, Den blå port, Øverste kirurgiske. Hvedekorn har til gengæld sin evighedsværdi som undergrundsbevægelse, som et halvhemmeligt testamente til fremtiden, skrevet af en ung olding på 75 år, plus de skjulte ekstra fem år. I dag er det en lykkelig dag. Forlaget burde have et nyt slips af gud som diplom.

*Torben Brostrøm er – blandt meget andet – fhv. Hvedekorn-redaktør 1955-60

Reportage på bagsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu