Læsetid: 4 min.

Politisk symptombehandling

Så længe de to store danske partier fastholder, at vi har brug for amterne, vil ethvert forslag om afgørende reformer i det danske sygehusvæsen blive ren symptombehandling
10. august 2001

Den politiske sommer har ikke artet sig, som de fleste vel havde forventet. Den lange og larmende valgkamp har stort set været fraværende. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har ikke sagt mere end højst nødvendigt – hans udfordrer, Anders Fogh Rasmussen, om muligt endnu mindre. Øjensynlig er de to rivaler til posten som dansk regeringschef nået frem til den konklusion, at deres chancer for at vinde den kommende tvekamp vil blive styrket i takt med, at de udvikler deres sans for ikke at udtale sig mere end højst nødvendigt.
Men en total tavshed virker på den anden side heller ikke troværdig. Det gælder om at finde den rette balance. Og det kan faktisk være vanskeligere for oppositionslederen end for statsministeren. Nyrup er i sagens natur forpligtet til offentligt at tage stilling til sager, der er afgørende betydning for landet. Fogh Rasmussen har derimod flere valgmuligheder, når emnerne for de offentlige udspil skal vælges ud. Og en sådan form for frihed kan for en rådvild partiformand sagtens fremtræde som mere besværlig end de bundne opgaver, som han stræber så ihærdigt efter at overtage.
Skal man tro på meningsmålingerne – og det gør de politiske beslutningstagere på trods af alt – har Anders Fogh Rasmussen fået et godt udbytte ud af sommerens diskrete fremtræden. På den anden side er det forståeligt nok, at han ikke tør satse på, at en sådan mangel på synlighed er den direkte vej til endegyldig succes ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest om syv måneder. En sådan beskedenhed svarer simpelthen ikke til den politiske selvforståelse.

Altså har Venstre besluttet, at der nu skal sættes turbo på kampagnemaskinen. Det er ikke noget tilfælde, at det falder sammen med skoleferiens afslutning. Vælgerne er tilbage i deres hjem og på deres arbejdspladser. De er atter i omgivelser, hvor det måske er muligt at fange deres opmærksomhed.
Og hvad er det så, de har ventet på at få mere at vide om fra Venstre? Sundhedsvæsenet – naturligvis. Eller, hvis man vil være mere korrekt – sygehusvæsenet. Da Anders Fogh Rasmussen omsider spillede ud med et initiativ, der helt og holdent var bestemt af hans egen prioritering og sans for timing, handlede det om det »frie sygehusvalg«.
Bliver han statsminister, vil alle danskere fra 1. januar 2004 få frit valg til selv at vælge det sygehus, hvor de vil behandles. Det kan være i Danmark eller i udlandet. Det kan være offentligt eller privat.
For at opfylde det løfte er han rede til at afsætte yderligere halvanden milliard kroner fra statskassen. De skal – som sædvanlig - hentes fra bevillingerne til u-landsbistanden. Men her er han alt for beskeden.
Hans fremtrædende partifælle, Kresten Philipsen, der er formand for Amtsrådsforeningen, mener, at behovet snarere er på fire milliarder kroner. Hvis man er parat til at betale, er det fint med mig – siger Philipsen, der føjer til, at »vi så bare må håbe på, at vi har personale til det«.

Det har vi som bekendt ikke. Manglen på læger såvel som sygeplejersker er udtalt. Det er i hvert fald, hvad vi hører gang på gang i den offentlige debat. Anders Fogh Rasmussen er helt på det rene med, at der her ligger en ondartet bakterie, der kan forgifte hans løfterige sygehuspolitik. Og derfor har han også kastet sig over en rådgivningsopgave, der ikke normalt forbindes med de aktiviteter, en oppositionsleder tager sig på.
Ikke desto mindre har Venstres formand udvist det mod, at han direkte og konkret har fremsat forslag om, hvordan både læger og sygeplejersker kan udnytte deres arbejdstid bedre. Det kan bestemt ikke udelukkes, at han rent principielt har ret. Men selv hvis han skulle blive statsminister, vil det stadig ikke være ham, der har magt til at bestemme, hvordan arbejdsgangen tilrettelægges på de danske sygehuse.
Men han kunne komme nærmere på en sådan indflydelse, hvis den politisk-administrative ramme, der omgiver de danske sygehuse, blev ændret. Med et indbyggertal på 5,5 millioner har Danmark en størrelse, der ville passe meget fint til et nationalt sygehusvæsen, hvor sundhedsministeren på regeringens vegne var den øverste administrative myndighed – med politisk ansvar over for Folketinget.
En sådan omlægning ville indebære, at der ikke var ret mange opgaver tilbage for amterne. Faktisk kunne de lige så godt nedlægges, sådan som især Det Konservative Folkeparti har været fortaler for. Men selv i Poul Schlüters tid som statsminister viste det sig umuligt, da regeringspartneren – Anders Fogh Rasmussens parti – ikke ville vide noget som helst af sådanne ideer. Dertil sidder for mange Venstre-politikere på alt for gode poster rundt omkring i de danske amter.
Følgelig vakte det stor opmærksomhed, da Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs, i slutningen af sidste uge i Jyllands-Posten luftede tanker om, at amterne måske burde nedlægges, hvis Venstre ellers skal gøre sig håb om at få gennemført sin sygehuspolitik. Men hun blev meget hurtigt sat på plads af Anders Fogh Rasmussen. Amterne skal bevares som rammen om det danske sygehusvæsen.
Med den besked har Anders Fogh Rasmussen samtidig sendt et signal om, at der ikke er grund til at tage hans udspil om dansk sygehuspolitik for mere end symbolske tilkendegivelser. Venstre kan poste flere penge ind i det sygdomsramte væsen, men disse midler vil gå samme vej som de milliarder, den nuværende regering har afsat til samme formål.

Så længe de to store danske partier fastholder, at vi har brug for amterne – om ikke andet for at sikre dem et større antal politiske poster – vil ethvert forslag om afgørende reformer i det danske sygehusvæsen blive ren symptombehandling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu