Læsetid: 4 min.

Ikke noget at prale af

Refleksioner efter en venskabelig gang fodbold, hvor Morten Olsen og Michael Laudrup i Frankrig indkasserede det første nederlag som landsholds-direktion
17. august 2001

Fodbold
Når det nu endelig skulle være, når nu serien som ubesejret endelig skulle ryge, så var det ikke blot en fattig trøst at tabe 0-1 til Frankrig. Det var faktisk helt legitimt, fordi Les Bleus, som fodboldspillerne hedder, når de optræder under tricoloren, for tiden er verdens bedste fodboldhold.
Det gælder på det formelle plan, hvor Frankrig er verdensmester fra 1998 og Europamester fra i fjor. Og ikke mindst på det uformelle, det subjektive plan, hvor alle diskuterer som eksperter, uden nødvendigvis at være, hvad de frankofile kalder connaisseurs.

I tidens ånd
De franskes udgave af fodbold er helt i tidens ånd:
High tech-samarbejde i high speed-udførelse, hvor teknik og taktik downloades til et format, hvor Morten Olsens og Michael Laudrups raske svende ikke kan være med. I hvert fald ikke i halve åbningstime, hvor Thomas Gravesen ifølge Ekstra Bladets udsendte følte sig helt rundtosset.
Og så var det endda kun en træningskamp på et tidspunkt, hvor hovedparten af spillerne på Stade Beaujoire i Nantes endnu ikke har spillet den første turneringskamp på klubholdet. Faktisk er det kun de optrædende i den danske og tyske liga, Tøfting, Peter Nielsen, Ebbe Sand (skadet efter et kvarter) og den franske back Lizarazu, der rigtig har været igennem de skærpende turneringskampe. Det gik så ud over hurtigløberen Dennis Rommedahl, der ikke fik et ben til jorden mod Bayerns lille terrier Lizarazu.
Kvaliteten, kreativiteten og kollektiviteten er i verdensklasse – hos Zidane, Thierry Henry, Vieira, Petit og målscorer Pires. Den offensive venstrebensspiller lavede vindermålet på et fortræffeligt langskud, der skrællede malingen af indersiden på den ene opstander, før bolden lagde sig i det modsatte sidenet bag keeper Thomas Sørensen, der var en af Danmarks bedste.
Forspillet var lige så karakteristisk som afslutningen: På overlegen teknik og hurtighed huggede Pires bolden fra Martin Laursen. Med en guillotines susende skarphed eksekverede han dommen over de danske:
Klasseforskel!
I indledningen var den større end slutcifret 1-0.
Men til forskel fra 3-0-nederlaget til Frankrig ved EM 2000 blev de danske ikke løbet over ende de sidste 30-35 minutter.

Hvis og hvis
Det ville være en udstilling i formålsløshed at fabulere over, hvad der ville være sket, hvis det havde været en VM-kvalifikationskamp med alle mand i kampform. Det var det ikke, og det bliver det ikke i denne omgang.
Når det kommer til VM-kvalifikation den 1. september, er modstanderen Nord-irland og kampbanen Parken. Det er en helt anden historie. Og det er den næste, altafgørende match mod Bulgarien i Sofia den 5. september også. Det skal nok blive svært, men de to modstandere har ikke Frankrigs frygtindgydende styrke, især ikke individuelt.
Hvad direktionen for det danske landshold – Morten Olsen og Michael Laudrup – kunne tage med hjem som positivt efter det første nederlag i 11 kampe var netop, at holdet samlede sig i 2. halvleg, kom på benene og på banen – og mark-spillede lige op med verdensmestrene. Rene Henriksen skulle have haft et straffespark for at live revet omkuld af Lebouef, nu kaldtes Peter Nielsens afslutning over mål for Danmarks bedste tilbud.
Det var ikke meget at prale af.

Det multietniske hold
Ældre læsere af dette ydmyge dagblad vil huske, at den fine fodboldskribent Per Høyer Hansen i 60’erne og 70’erne altid omtalte ’De Blå’ med en historisk metafor: Europæisk fodbolds syge mand.
De tider – hvor de franske stillede op som en armé, der ikke manglede en bukseknap, men heller ikke havde ét skarpt skud i bøssen – sluttede i 80’erne med Michael Platini som den store fører og skarpskytte.
I dag hedder generalen Zidane. Hvor Platini og hans generation havde lidt italiensk og spansk blod i familien, har Zidane og medspillere rødder blandt indvandrere fra gamle franske kolonier i Algier, Vestafrika og Mellemamerika.
Faktisk er verdens bedste nationalhold, det franske, multinationalt. Eller multi-etnisk. Ligesom det hollandske, der onsdag aften i London gav England en lektion i moderne fodbold og vandt 2-0 over spillets opfindere.
Hvad der slog mig i tv-transmissionerne fra Nantes og fra White Hart Lane var forskellen i teknologi og tempo hos spillerne fra den gamle verden (England og Danmark) og den nye. Frankrig og Holland har spillere, der afdribler den modstander, de står over for, sætter ham af, og bryder igennem. Det har vi danskere slet ikke i samme grad – i hvert fald ikke når tempoet er fransk og højt, at Grønkjærs og Rommedahls antrit ikke er noget særligt.
England, ja de havde kun Beckham mellem alle de ordinære boldflyttere.
Europæisk fodbolds syge mand er flyttet over Kanalen, hvis man lige ser fra Hollands skandaløse holdningsløshed over for doping:
Edgar Davids, der står til otte måneders karantæne og 800.000 kroner i bøde i Italien for en nanadrolon-positiv dopingprøve, kom på banen i 2. halvleg for ’de Oranje’. Dét er sygt!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu