Læsetid: 10 min.

Pressens ulidelige lethed

To danske aktivister føler sig hængt ud af pressen i forbindelse med EU-topmødet i Gøteborg. Nu overvejer de ikke at udtale sig mere. Det er et demokratisk problem, erkender de selv, men en konsekvens af mediernes fokus på vold og drama
4. august 2001

Han ryster opgivende på hovedet, da han smækker forsiden af B.T. fra den 13. juni op på køkkenbordet i lejligheden på Nørrebro. »Danskere planlagde attentat mod Bush«, står der med store gule bogstaver, som fylder hele siden.
»Det er helt absurd. Jeg havde forberedt mig på det værste – på at pressen nok havde kørt sagen op. Alligevel fik jeg mig et chok, da jeg læste avisoverskrifterne og så indslagene i tv. Det var meget ubehageligt,« siger den 23-årige aktivist, Anders, til Information.
Den 12. juni blev han sammen med fire andre danske aktivister anholdt af det svenske politi i en lejlighed i Gøteborg. I lejligheden fandt politiet smørsyre og kanonslag. Fundene bevirkede i første omgang, at aktivisterne blev sigtet for at have planlagt sabotage mod EU-topmødet i midten af juni. En sigtelse, der senere blev ændret til »forberedelse af grov legemsbeskadigelse og hærværk.«
De fem danskere sad varetægtsfængslet i isolation i en måned, imens den danske og svenske presse talte om »terrorister«, »granatkastere,« »sprængstof« og »uhyggelige sabotageplaner«.
»I fænglet kunne vi læse svenske aviser og fik tilsendt danske artikler. Det er meget ubehageligt, at blive udstillet som en voldelig terrorist, især når man sidder i isolation og ikke har nogle muligheder for at forsvare sig – og der ikke er nogen, der må forsvare en,« siger Anders
Den 26. juli blev aktivisterne frifundet af Tingsrätten i Gøteborg. Ifølge dommeren var der intet bevis for, at aktivisterne skulle have planlagt vold eller hærværk i forbindelse med EU-topmødet.
»Nu er vi blevet frikendt, men det er svært at ændre det groteske billede, som pressen har tegnet af os. De ord, som folk vil huske og sætte i forbindelse med os, vil være de dramatiske ord som ’våben’ og ’terrorister’,« siger Anders

Udråbt som bagmand
Anders ser bekymret ud. Pressens søgelys har især været rettet imod ham, der tidligere er dømt for forsøg på brandstiftelse i en sag, der nu er anket.
I Nordjyske Stiftstidende kunne han den 10. juli se sig selv udråbt som »arkitekten bag balladen i Gøteborg«, samtidig med at hans barndomshistorie i Brønderslev bliver oprullet. Journalisten lægger især vægt på Anders’ politiske karriere på venstrefløjen og sætter blandt andet Anders i forbindelse med en hærkværkssag imod det tidligere halmværk i Brønderslev, på trods af at politiet aldrig har rejst tiltale mod ham i sagen.
»Det værste er, at alle pludselig bliver involveret i din sag. Det er en helt ufrivillig eksponering. Udover at du lige har siddet i isolation i en måned, skal du pludselig til at forklare pressens fremstilling af dig over for din nabo, dine kollegaer, studiekammerater og familie,« siger Anders
Hans familie blev for alvor involveret i sagen, da TV2 Nyhederne den 9. juli tog til Brønderslev for at lave et indslag om Anders
Journalisten spurgte borgerne i den lille by om de kendte til Anders og fik på den måde kontakt til tidligere ungdomskammerater, der sammen med billeder af Anders indgår i indslaget. Samtidig fik Anders’ far uanmeldt besøg af journalisten fra TV2.
»Alle forældre ønsker selvfølgelig det bedste for deres børn, så sagen har været hård for min familie. Da min far blev opsøgt, havde han allerede set sin søn hængt ud som terrorist. Samtidig viste han, at jeg sad isolationsfængslet i et andet land. Han havde det derfor meget dårligt og havde bestemt ikke lyst til at tale med journalister på det tidspunkt,« siger Anders
Indslagets første billede viser brosten, køller og elefanthuer fra Gøteborg – rekvisisitter, som andre demonstranter brugte, mens Anders sad isolationsfænglet. Herefter fortæller TV2 historien om aktivisten Anders frem til anholdelsen i Gøteborg.
»TV2 har helt klart ønsket at fortælle den forudsigelige historie om en uskyldig dreng fra Brønderslev, der tager til København og ender som farlig aktivist. Det er så let at gennemskue. Men journalisterne glemmer bare, at der er et menneske og en familie bag,« siger Anders

Principielt problem
Anders’ advokat Bjørn Elmquist finder pressens behandling af sagen om de fem aktivister for »helt ude af proportioner.«
»Der er ingen tvivl om, at nogle medier har givet den alt, hvad den kunne trække, også selv om der ikke har været belæg for deres påstande,« siger han til Information.
I hans øjne illustrerer sagen et principielt problem i forbindelse med samarbejdet mellem politi og presse.
»I flere og flere tilfælde ser vi, at politiet går til pressen meget tidligt, f.eks. allerede inden at sagen har været behandlet i dommervagten. Herefter sker det ofte, at der bliver nedlagt navneforbud, eller at sagen kommer til at foregå bag lukkede døre. Derefter er der ikke andre, der kan forsvare eller kommentere sagen, og det er et problem. Det er som om, domstolene ikke er opmærksomme på deres udtalelsers tilbagevirkende kraft,« siger Bjørn Elmquist.
Han finder det »for dårligt« og et udtryk for »mangel på journalistisk etik«, at journalister og redaktører ikke forholder sig mere kritisk til, at politiet på denne måde får eneret til at udtale sig, inden der er faldet dom i sagen.
»Noget tyder på, at der i pressen er blevet rykket på princippet om, at tvivlen skal komme det almindelige menneske til gode. Lige nu ser det ud som om, det snarere går den anden vej rundt,« siger Bjørn Elmquist.
Han er i øjeblikket i gang med at gennemgå pressematerialet for at forberede sagsanlæg mod flere af medierne.

Nuancer
På Nordjyske Stiftstidende ønsker man ikke at kommentere, hvorfor avisen den 10. juli valgte at kalde Anders for »arkitekten bag balladen i Gøteborg«.
»Vi har fået at vide, at vi højst sandsynligt får en sag fra Pressenævnet, og så er det vores politik, at vi ikke udtaler os så længe, der kører en uafsluttet sag,« siger journalist og lokalredaktør Esben Heine til Information.
TV2 Nyhederne vil til gengæld gerne udtale sig om deres indslag om Anders. Journalist Morten Hansted forklarer, at formålet med indslaget var at give et nuanceret billede af en politisk aktivist.
»Da vi vælger at lave et indslag om Anders, er han en af de mest omtalte danskere. Hans navn har allerede været nævnt i mange medier, og nogle steder er han blevet hængt ud som terrorist. Vi vil gerne være med til at nuancere og afmystificere det billede, og det gør vi ved at tegne et portræt af ham som politisk aktivist,« siger Morten Hansted. Han kan godt forstå, at det har været hårdt
for Anders og hans familie, men mener samtidig, at Anders må forvente at
blive eksponeret, når han er politisk aktivist.
»Han er en politisk person som har optrådt offentligt i forbindelse med tidligere politiske aktioner. Han er også tidligere dømt, har vi måttet konstatere, og det materiale, vi har brugt, er udelukkende offentligt tilgængeligt pressemateriale,« siger Morten Hansted.
Endelig henviser Morten Hansted til at billedet af brosten, køller og elefanthuer blot er et genrebillede.

Som alle andre gør
Journalisten Henrik Lorentzen fra B.T. ønsker ikke at kommentere sine artikler om de fem aktivister over for Information, og henviser til, at »der står, det der står i avisen.«
»Jeg udtaler mig gerne i andre sammenhænge, men i forhold til konkrete artikler, der slutter jeg, når jeg har sat det sidste punktum,« forklarer han og henviser til sine overordnede, der alle holder ferie. Avisen vælger derfor at lade deres EU-korrespondent, David Jens Adler, kommentere sagen.
»Det, vi har skrevet i B.T., afviger ikke fra det, alle andre blade laver i akutte situationer. Det er næsten altid alene politiet, man har som kilde i sådanne sager,« siger han.
På trods af at politiet ikke kunne bekræfte over for B.T., at de fem aktivister havde planer om at angribe EU-topmødet eller Bush, kalder David Jens Adler historien for »fuldt forsvarlig.«
»Bortset fra, at overskrifterne altid er mere forenklede, og at der bør stå ’mistanke om’. Det er det eneste, man kan beklage,« siger David Jens Adler.
Han beklager imidlertid ikke, at det længere nede i artiklen fremgår, at aktivisternes planer skulle være »afsløret.«
»Når der er tale om isolationsvaretægtsfængsling for så lang tid, så viser det, at det svenske politi eller anklagemyndigheden har haft en meget stærk mistanke, og så bruger man et forenklet ord som ’afsløret’.«
»Det er da kedeligt, at de føler sig hængt ud, men det er jo ikke en betragtning, som et blad gør gældende, når man ellers laver tingene, så godt man kan. Og så sker det, at uskyldige bliver hængt ud for det ene og det andet,« siger David Jens Adler.

Nemme ofre
Anders er enig med Adler, i at denne sag ikke er enestående.
»Jeg frygter, at mange andre oplever at blive behandlet på samme måde i pressen. Lige som mange andre mennesker i samfundet, der får en eller anden etikette sat på sig, så er vi jo nemme ofre.«
»Selv om vi som ’unge politisk aktive fra Nørrebro’ måske ikke altid selv er gode til at være offensive i medierne, så bærer pressen en stor del af ansvaret for mystikken omkring os. De går efter den gode historie med vold, drama og gode billeder. Også selv om den ikke er sand,« siger Anders.
Pressen har ifølge Anders været for ukritisk et talerør for politiet, der har ønsket, at legitimere deres voldsomme fremfærd over for andre topmødedemonstranter, og sende et signal til befolkningen om, at de har tjek på det hele.
»Jeg har helt mistet tilliden til pressen. Selv når man forsøger at gå til pressen for at ændre på nogle af de stereotyper, der er blevet skabt, er det som at skyde sig selv i foden. Det viser sig gang på gang, senest da en anden dansk aktivist forsøgte at give et billede af sine fredelige intentioner overfor Søndagsmagasinet (på DR1, red.),« siger Anders

’Familieautonom’
Aktivisten, som Anders taler om, hedder Simon. Inden han tog til Gøteborg for at deltage i demonstrationerne i forbindelse med EU-topmødet, havde han lavet en aftale med U-land P1 om at blive interviewet før, under og efter mødet. Samtidig havde han indvilliget i at lade sig interviewe til Søndagsmagasinet.
»Jeg var lidt skeptisk i starten, men i min naivitet havde jeg håbet på, at jeg kunne give et mere nuanceret billede af en broget flok danske aktivister. Jeg ville gerne fortælle om vores ideer og om de fredelige aktioner, vi havde planlagt,« siger Simon.
Allerede dagen efter ankomsten til Gøteborg fortrød Simon, at han havde sagt ja til at medvirke på fjernsyn med fornavn og solbriller.
»Jeg fik et klart indtryk af, at journalisten fra Søndagsmagasinet ikke var interesseret i at høre min historie, men at mit ansigt skulle bruges til at bekræfte fordommene om de voldelige autonome. Historien var allerede skrevet hjemmefra,« siger Simon.
Journalisten fra U-land P1, der havde fået lov til at følge Simon på hele turen, havde fået samme indtryk og valgte derfor at lade en del af sin udsendelse handle om pressens behandling af aktivisterne.
»Simon blev fremstillet som hele Danmarks ’familieautonom’ på en søndag aften, selv om han ikke var en af ballademagerne. Jeg syntes, at det var synd, at han blev dømt i sådan en offentlig domstol. Samtidig kunne jeg mærke, at den goodwill, jeg havde opbygget hos Simon, forsvandt ligeså stille i takt med, at den øvrige presse blandede sig,« siger journalist Niels Kvale fra U-land P1.
Kort tid efter at Søndagsmagasinets indslag havde været bragt den 18. juni, havde Simon sin familie hængende i røret.
»De ældre familiemedlemmer reagerede meget kraftigt. De slugte indslaget råt og skældte mig ud uden at spørge, hvad jeg mente. De var rystede, for de kendte jo ellers godt mine holdninger. Og jeg var rystet, fordi jeg mærkede, hvilken magt medierne har,« siger Simon.

Brudte aftaler
I udsendelsen på P1 forklarer Simon, hvorfor han på et tidspunkt beslutter, at han ikke længere vil tale med Søndagsmagasinet. Ifølge Simon var journalisten kun interesseret i at tale med ham, når der var ballade. Simon fandt det upassende, da han selv var frustreret over, at situationen udviklede sig voldeligt.
Journalisten fra Søndagsmagasinet, Jeppe Nybroe, er uforstående overfor Simons kritik.
»Vores tanke var at tegne et billede af, hvilke unge danskere der tager til Gøteborg for at demonstrere. Samtidig var vi også forberedte på, at der måske ville blive ballade, men vi ville gerne bag om aktivisterne. Derfor forsøgte vi at få dem til at stå frem og blandt andet også forklare, hvorfor der ofte er ballade i kølvandet på dem,« siger Jeppe Nybroe.
Fra sin side af skrivebordet, finder han det uforståeligt, at Simon ikke vil deltage i det øjeblik, der bliver ballade.
»Det er klart, at nogle vil komme til at misforstå Simon, men jeg mener, at han ligger som han selv har redt, fordi han bryder vores aftale. Han kunne bare have givet et bud på, hvorfor der altid bliver ballade, og han kunne have taget afstand fra det, hvis det var det, han ville,« siger Jeppe Nybroe.

Demokratisk ansvar
I dag ærger Simon sig over sine oplevelser med pressen. Lige som Anders har han ikke lyst til at udtale sig i lignende situationer en anden gang.
De to aktivister fra Nørrebro er rykket længere væk fra deres mål: At blande sig i debatten om »et andet samfund.«
»Det er et demokratisk problem, hvis folk ikke vil udtale sig, men jeg kan godt forstå det. For jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at sidde med en klump i maven og se et billede af mig selv på tv og spekulere på, hvad mine kollegaer og familie tænker,« siger Simon.
Anders supplerer:
»Jeg har altid lært, at man skal reagere og sige sin mening, hvis noget er uretfærdigt. Det er vigtigt at holde fast i, men det er ikke let.«

*Anders og Simon er opdigtede navne. Aktivisternes rigtige navne er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her