(2. sektion)
Ny film
»Kan du huske lyden, de laver?«, spørger Dr. Alan Grant sin partner Ellie fra den oprindelige Jurassic Park-film tidligt i den tredje film om løsslupne, sultne dinosaurer.
Om man kan... Hvis der er noget, man husker, så er det den frygtindgydende lyd, når de enorme væsener gungrer gennem landskabet og brøler, så man er ved at lette fra biografsædet. Og lydsiden er også noget af det bedste ved denne tredje tur i parken, som ud over de øredøvende dinolyde også opfindsomt bruger lyden af en satellitmobiltelefon og spekulerer i, om dinosaurer rent faktisk har et veludviklet sprog, som sætter dem i stand til at kommunikere med hinanden.
Godt lyddesign er en fornøjelse, men det er sjældent den vigtigste grund til at opsøge en film, og med mindre man savner et gensyn med de uddøde uhyrer, er der ikke indlysende grunde til at tage med på denne mere dystre udflugt. Heller ikke selv om instruktøren Joe Johnston (Skat, børnene er skrumpet, og Jumanji) har et godt tempo på fortællingen og behageligt har holdt filmen på en overkommelig halvanden time.
Der er sket meget på effektfronten siden etteren fra 1993, og de nye øgler som den enorme spinosaurus og den flyvende pteranodon er bestemt imponerende. Men man savner noget mindre forudsigeligt end en flok mennesker, som havner på en farlig ø og i faldende mandtal flygter fra gab og kløer indtil den afsluttende redning.
Ny lækkerbid
I treeren er Sam Neill tilbage i rollen som Dr. Alan Grant. Han har svoret, at han aldrig vil i nærkontakt med dinosaurer som andet end fossiler igen, men da et rigt ægtepar (William H. Macy og Téa Leoni) lover penge til hans forskning for en guidet flyvetur over dino-øen i Costa Rica, ender han til sidst om bord. Efter kort tid havner de naturligvis nede på øen, og så går den vilde jagt. Ægteparret leder efter deres strandede søn Eric... og dinosaurerne leder efter en ny lækkerbid.
Noget af det frustrerende ved Jurassic Park III er, at menneskene det meste af tiden opfører sig tåbeligt, og alt sker mere eller mindre tilfældigt. De finder sjældent på smarte kneb eller løsninger, men løber forvirrede rundt og gør alt det, man efterhånden har lært, man ikke må, når dinoer lurer. Jagten på Eric foregår primært ved at skråle hans navn i en megafon, og Grants assistent Billy (Alessandro Nivola) negler raptor-æg.
Man ender næsten med at holde med dinosaurerne, fordi menneskene ikke formår at få vores engagement og savner glimt i øjet. Den normalt seriøse skuespiller William H. Macy virker ude af sit rette element i den overvejende fysiske rolle, og de andre får heller ikke lov til at demonstrere meget andet, end at de er i god form.
Jurassic Park III er generelt bedre skruet sammen end mange andre af sommerens svage blockbusters, men den er desværre også temmelig ligegyldig. Der er stort set kun de storslåede dinosaurer at glæde sig over, og det har man jo allerede gjort to gange før.
Der er nok en grund til, at både Steven Spielberg og Michael Crichton har overladt franchise-roret til andre. De ville vel have nye udfordringer i stedet for at gentage sig selv. Som biografpublikum bør man som dem også søge nye jagtmarker.
*Jurassic Park III. Instruktion: Joe Johnston. Manuskript: Peter Buchman, Alexander Payne og Jim Taylor. Amerikansk. (Premiere i Imperial, Palads og Cinemaxx, Kbh., samt 47 biografer landet over)
