Læsetid: 4 min.

Prinser, prinsesser og teletubbies

DR1 lagde op til det kongelige bryllup med sladder i kulturel indpakning
24. august 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Så er der royalt flimmer igen. I morgen får prins Håkon af Norge sin enlige mor, som af onde tunger er døbt Mette-Mareridt. En Askepot med en blakket fortid i det oslovitiske house-miljø. Brylluppet kan naturligvis opleves i direkte transmission på DR1, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan modstå fristelsen. Da Joachim og Alexandra blev gift, faldt jeg i og blev igen en lille glansbilledsamlende pige. Da deres søn blev døbt, faldt jeg også i; jeg havde da selv et spædbarn i armene og levede 100 procent med i den royale mors nervøse og stolte blikke på sit afkom.
Som Tøger Seidenfaden sagde det i fjernsynet i tirsdags: Det er det, de skal være gode til, de kongelige: De banale og basale familiebegivenheder. De skal være gode til at gifte sig, gode til at få børn, gode til at blive begravet.

Public sladder?
Seidenfaden medvirkede i dokumentarserien »Kongeriget Norden«, som DR1 har sendt som optakt til brylluppet. Serien er lavet i samarbejde mellem de tre nordiske public service kanaler.
Men hører kongelig sladder virkelig med til public service? Jeg er lidt i tvivl, eller rettere: Jeg er i tvivl om, hvor meget sladder og hvor meget seriøs dokumentar, der kunne siges at være over »Kongeriget Norden«. Monarkiets historie i Norden og diskussionen om, hvorvidt denne styreform har overlevet sig selv, er naturligvis seriøse dokumentaremner. Men jeg sad lidt med en fornemmelse af, at den tilsyneladende seriøse tilgang var den pæne indpakning, der kunne gøre det legitimt for seere som mig at hengive os til de kulørte ugeblades glitter, som vi ellers kun kan tilkaste stjålne blikke i Netto-køen.
Første del af serien var et historisk tilbageblik. Her lod man tv-mediet sætte grænser for, hvor langt tilbage vi kunne gå: Nemlig tilbage til de første levende billeder af de kongelige, det vil sige til Christian X og hans nordiske kollegaer. Forhistorien (Nordens samling og splid) fik vi ikke noget af, og der blev ikke givet analytiske bud på de helt centrale spørgsmål: Hvorfor monarkiet har overlevet i Norden, hvordan monarki og socialdemokratisme kan trives i skøn samdrægtighed. Der var tilløb til en tese om, at Anden Verdenskrig havde styrket monarkiet ved at styrke nationalismen og gøre kongerne til nationalhelte. Men den holder ikke for det neutrale Sverige med den tyskervenlige konge.
Anden del gik tæt på tronarvingerne. Det bærende spørgsmål var: Hvornår mister de kongelige balancen mellem at være »helt almindelige« og noget ganske særligt? I Norge synes mange, at den kommende kronprinsesse er lige lovlig »almindelig«, hvilket har givet den republikanske bevægelse vind i sejlene. Men er der ikke en vis modsætning i at ville af med kongehuset, fordi det ikke er »fint« nok? Eller er vore dages monarki måske netop den mest folkelige styreform, man kan tænke sig? Kongruent med lottosamfundet: tænk hvis du vandt i lotto, tænk hvis du blev gift med prinsen...
Ud over sladderpressen og hofsnogene fik her også folket lov at give sit besyv med: Der var reportage fra tre frisørsaloner, i hvert sit nordiske land, hvor kunderne sad med de kulørte blade og knævrede. En dansk kunde hævdede, at Frederik var »pivlækker« og bliver en »pivgod« konge, mens en norsk rappenskralde fordømte den enlige mor på vej til tronen.
Frisørklippene skabte en god pointe på billedsiden, for det var påfaldende hvordan papillotmadammerne som bøjede sig over bladene hos frisøren, lignede journalistmadammerne som lænede sig mod computerskærmen på B.T. for at fordybe sig i netbilleder af royale baller. Men igen savnede jeg et dybere, analytisk niveau: Hvad er det i vores begær der skriger på ikoner? Og er det i vor tid ikke netop sådan at ikoner skal være almindelighedens apoteose?

Barnestemmer
Hvis folket fik en stemme fra frisørstolens dyb i »Kongeriget Norden«, så fik børnene en stemme i den nye tv-version af radioklassikeren »Olivia«, børnenes eget spørgeprogram. »Olivia« (torsdage på DR1) genoptog en herlig og klassisk genre inden for børnetv: reportage fra en vareproduktion. Og så lader man et barn speake til reportagen. Men det er et barn, der oplæser voksentekst med den der korrekte skolepigeanstrengelse, som gør ondt langt ind i sjælen på mig.
Man hører hvordan hun stolt forsøger at klæde sig i denne voksentekst, som i »Mors fine kjole«, men resultatet er hjerteskærende. Lad dog en voksen læse voksentekst. Og hvis et barn skal speake, så gør det som i det britiske »Teletubbies« (som alle små børn elsker og alle forældre hader): Lad barnet spontant kommentere billederne. I en af ugens teletubbiefilm så vi en barnedåb i en engelsk kirke, ledsaget af improviseret børnespeak: En lille dreng tolkede, mistolkede og omtolkede billederne: »Det er en pige der skal til bryllup med sin far. Nå nej, babyen skal døbes. Den kirke kender jeg!« osv. Måske ville det også være en idé med sådan en Teletubbie-speaker til det royale bryllup. Måske kunne barneblikket, som på én gang falder så skævt og så indforstået på voksenverdenen, få øje på noget i den kongelige maskerade, som det ikke rigtig lykkedes den nordiske dokumentarserie at afdække.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her