Læsetid: 4 min.

Punkrock-dinosaurernes aften

Iggy Pop varmede op, så knoglerne raslede, mens hovednavnet Red Hot Chili Peppers nøjedes med at levere varen – ikke mere, men bestemt heller ikke mindre
23. august 2001

Koncert
Det startede ikke godt. Eller rettere: Det startede forfærdeligt. Da Iggy Pop og hans band lagde ud med den flænsende »Mask« fra the Ig’s seneste – og relativt rædselsfulde – album Beat Em Up, var lyden så dårlig, at man måtte sig forbarme. Uden brug af storskærm eller nogen former for effekter kunne man se en diminutiv Iggy storme rundt et sted deroppe og virke, som om han var i vanlig topform, men lyden altså, mand da ...
Det fortsatte på værste beskub en fem-seks numres tid, og da det er svært at se et af sine gamle idoler gøre en dårlig figur, var det sgu noget af en lidelse. Men da det på intet tidspunkt mere end hæderlige band satte i med den udødelige »Search And Destroy«, var det som om lydmanden langt om længe havde fået styr på niveauerne og showet løftede sig langsomt, men sikkert.
Som én, der har fulgt Iggy i over 25 år, kommer et dårligt album fra dennes hånd ikke som noget chok, vel vidende han snildt kan gøre skaden god igen med en af sine forrygende optrædender, hvor han aldrig giver mindre end 110 procent. Og efterhånden som lyden faldt på plads, og bandet fik spillet sig varmt, lykkedes det den ubetvingelige dinosaur af en punkrocker at få et seriøst tag i Parkens publikum.
Efter en flintrende version af »Real Wild Child« var publikum overvundet og opmærksomheden totalt rettet mod scenen, hvilket Iggy & co. kvitterede for med en knogleraslende version af »I Wanna Be Your Dog«, stadig én af denne sølle verdens allerbedste rocksange – om end den som Iggy selv efterhånden har en del år på bagen. Så fulgte en flænsende og præcis »Home«, før triumfen blev total med en ren karaokeversion af »The Passenger«, koncertens klimaks.

Iggy stadig the Champ
Derefter faldt niveauet, og bandet evnede ikke at få den frenetiske »I Got A Right« til at fungere, selvom Iggy selv arbejdede som et lille svin for at få den til at fungere. Efter endnu et par jævne indsatser var det så næsten ovre, Iggy udbrød spontant: »You’ve been fucking great!«, hvorefter showet afblæstes med »No Fun« for fuld udblæsning.
Det kan man kalde opvarmning, så det sjaskede, og herfra skal kun lyde et »you were fucking great, too, Iggy!« Ingen skærme, ingen ballader, kun 12-15 blændende rock’n’roll-udladninger, som beviste, at på en scene er Iggy altså stadig the Champ.

Dinosaur-præg
Hos aftenens hovednavn, den i sin tid så stildannende amerikanske kvartet Red Hot Chili Peppers, var lyden derimod i orden fra starten – uden at være en decideret nydelse. Især var trommelyden ret hul i det. Men det entusiastiske publikum tog imod kvartetten – sanger Anthony Kiedis, bas-esset flea, guitarist John Frusciante samt trommeslager Chad Smith – som om det var selve genopstandelsen, de bevidnede (det var det ikke).
Hvordan man end vender og drejer det, er det mange år siden, Red Hot Chili Peppers for alvor gjorde en forskel, til gengæld leverede de i 1999 karrierens mest helstøbte og umiddelbart tilgængelige album, Californication, hvis titel er gledet ind i det engelske sprog som udtryk for, at enhver tænkelig californisk livsstilsexces stille og roligt breder sig til resten af den vestlige verden inden for en periode på fem til ti år.
I 80’erne var gruppens fusion af punk, funk, rap og metal ny og stildannende, men på det felt er gruppen blevet overhalet såvel inden- som udenom af tidens unge løver – tidens p.t. største rocknavn i USA, Limp Bizkit har således på mange måder ajourført arven fra RHCP, som i processen har fået et vist dinosaurpræg. Men gruppen, der har været gennem mere modgang og fatale uheld end de fleste i showbiz, har ikke desto mindre holdt ud og i processen forfinet sit udtryk.
Centreret omkring den ekvilibristiske bassist flea’s superfunkede udladninger er de mest kendt for et næsten hyperaktivt udtryk, som i sin tid ganske rammende døbtes punkfunk. Sådan er det ikke så meget mere, hvor en mere og mere sikker melodisk fornemmelse har gjort dem til habile sangskrivere, og gruppens allerstørste hit til dato var da også den noget atypiske, men meget smukke ballade »Under The Bridge« – som de selvfølgelig gav til sidst i sættet.
Uden at være en decideret Greatest Hits-pakke fik de i løbet af syv kvarter leveret en række perfunktionistiske udgaver af RHCP-favoritter som »Give It Away«, »Scar Tissue«, »Me & My Friends« og ikke mindst en drilsk »Right On Time«, der lagde ud med introen fra The Clash’ »London Calling«.
Selvom bandet indimellem har behandlet alvorlige emner i sit tekstunivers – især narkoafhængighed, noget gruppens medlemmer er rigtig godt inde i – fremstod showet som helhed som uforpligtende, men kompetent underholdning – leveret af fire garvede professionelle, som tager sit publikum alvorligt nok til at levere varen med spændstig oplagthed og uangribelig entusiasme.

*Iggy Pop m/ Band & Red Hot Chili Peppers, Parken, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her