Læsetid: 2 min.

Om reaktionære reklamer

Bankfunktio-næren som melankolsk Chaplin
10. august 2001

(2. sektion)

På tværs
I en ikke alt for fjern fortid lancerede Unibank en serie tv-reklamer, der syntes at afsløre det pæne pengeinstitut som religiøs sekt.
Den måske mest karakteristiske viser et ungt par under en ejendomsmæglerguidet tour i det, der ligner deres drømmehjem. Hans glatte ansigt, hendes blanke øjne passer til lejlighedens hvide vægge og afhøvlede gulve som en pastamaskine til et elementkøkken.
Men den skønne harmoni spoleres af misforholdet mellem privatøkonomi og salgspris: Den unge mand kigger på salgsopstillingen, ryster på hovedet. De blanke øjne bliver store: De to har ikke råd til drømmeboligen. Som ud af intet dukker en entreprenant herre op. Uopfordret kaster han sig over nøgletallene. Han improviserer en omlægning af lånene, så det hele går op. Lykkelig som en masochist, der har fået bank, forklarer han sin næstekærlige gerning: »Jeg arbejder i Unibank.«

Annulleret privatperson
Tilsyneladende lever den ansatte i Unibank på to niveauer. I sit civile liv søger han nyt hjem til sin formodentligt elskede familie. Men det er som en klokke, der ringer: Ser han en privatøkonomi i nød, opgiver han sig selv som boligkunde. Fra det øjeblik er han bankassistent og menneskene omkring ham kunder i banken. En klokke ringer. Og han er annulleret som privatperson.
Som fremstillet i reklamefilmen ligner den ansatte i Unibank et medlem af Moonbevægelsen. Hjernevasket til altid at kunne sætte sin identitet som bankfunktionær over sine interesser som familiefar og borger.
Det ligner en tendens i moderne virksomhedskultur. Undersøgelser viser, at flere og flere har det bedre på arbejdspladsen end i hjemmet. Ved en såkaldt klimamåling i Teledanmark, så samtlige virksomhedens 16.000 ansatte en videooptagelse med sektens overhoved Henning Dyremose. Virksomheden var blevet delt op i fem nye enheder, men Dyremose forsikrede faderligt, at de nye underafdelinger blot var medlemmer i én samlet Teledanmarkfamilie.
Nogle vil hævde, at Unibank i sine reklamer promoveres som suveræne kapitalister, der ved at betale løn for 37 timer om ugen reelt køber 168 timer. De har besejret fagbevægelsen ad helvede til. Og hvem betror ikke gerne sin opsparing til så investeringsdygtige hænder?
Spørgsmålet er dog, om ikke de fleste reklamer er reaktionære. De sigter efter allerede etablerede værdier. Reklamerne præsenterer ikke det ny, men fastholder det hendøende. Den lille film om den evige bankassistent er måske snarere en sentimental film om en person, der er ved at forsvinde i netbanking og IT. Han er som det rustikke mejeri i ostereklamen eller Chaplin ved samlebåndet.
Ligner Unibanks reklamer ikke en faderlig forsikring om, at selvom banken flyttes fra gade- til skærmbillede, vil der altid være mænd med bankende Unibankhjerter parat til at springe til, når klokken ringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu