Læsetid: 2 min.

Regeringen som litterær avantgarde

2. august 2001

Søndag sprang Pouls Lone ud som science fictionforfatter

Samtidsroman
Det er efterhånden almindeligt kendt, at nogle af landets mest opsigtsvækkende fiktioner leveres af den siddende regering. Det må være et spørgsmål om tid, inden litterater kaster sig over postulatet om fuld beskæftigelse.
Eller hvad med Kulturministeriets forsøg på at eksportere danske værdier, der i en pressemeddelelse med næsten humoristisk absurditet fremhæver Danmark som ’smeltedigel for etniske minoriteter’? Man kunne måske forestille sig parolen om opsvinget afsløret som den generationsroman, der stadig efterlyses?
Man kan på den baggrund kun komplimentere det radikale medlem af Europaparlamentet Lone Dybkjær for at tage konsekvensen af den fiktive tendens i centraladministrationen. Søndag sprang Pouls Lone ud som science fiction-forfatter. Hendes bidrag til en bog om liberalisme år 2020 blev trykt i Politiken som kronik formet som et brev til hendes endnu ufødte barnebarns 19-års fødselsdag i 2020, hvor bedstemor ser tilbage på Danmark i begyndelsen af det tredie årtusinde.
Således kastet ud i fremtiden skuer Dybkjær tilbage mod vores aktuelle samtid. Lad det være sagt med det samme: Kronikken er et stykke metafiktion. Den reflekterer de velkendte fiktioner kritisk: »I den periode brugte den socialdemokratisk-radikale regering ofte betegnelsen: ’Danmark som foregangsland’.«
I den sjældne krydsning mellem bekendelseslitteratur og science fiction tilstår Dybkjær, at den frase efterhånden var lidt belastet. Danmark var måske ikke lige præcis var den optimale smeltedigel. De selvtilfredse danskerne mente, at alt dansk var godt. Ulykkeligvis var arbejdsløsheden blandt indvandrere tre en halv gange så stor som blandt danskere. Og det gik ikke så godt med velfærdsstaten. Men det er netop i den tilsyneladende kritiske omgang med regeringens fiktioner, at Dybkjær viser sit mesterskab som forfatter. Ved at afsløre de gamle fiktioner simulerer hun det forhold til virkeligheden, som er nødvendigt for ny fiktions troværdighed. De slidte fiktioner indskrives i en større fiktion, og redder derved den skrøbelige opsvingsoptimistiske tone, som er nerven i den ny politiske fiktion. Krisesymptomerne bliver vendt til en nødvendig overgang.
Hendes prosa vidner om respekt for regeringens litterære genres ene spilleregel: Det skal ende lykkeligt. Og det ender lykkeligt. De radikale redder sammen med Socialdemokratiet og EU velfærdsstaten og demokratiet. Bedstemor fortæller gode historier. Racismens opstod, fordi »Det var svært at ændre tankegangen konstruktivt hos befolkningen, der bestod af andet end radikale vælgere!« Og EU-tilhængere havde det svært, »når medierne gav de politiske modstandere for meget spalteplads eller tv-taletid!« Heldigvis blev folk klogere. Det går alligevel ufatteligt godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu