Læsetid: 4 min.

Fra regnormenes liv

Vi bor på en myldrende metropol
25. august 2001

Denne augustmåned har budt på et fænomen, jeg ikke tidligere er stødt på, tror jeg: Varm tåge. Normalt er tåge jo en klam og ikke mindst kold affære, men i denne august har der været morgener, hvor det hele var forsvundet i hvidt, og man alligevel trådte ud i højsommervarme. Så forvandlede solen det hele til damp, og op ad formiddagen var alt tørt igen.
Inden da kunne man imidlertid iagttage et fænomen, der dukker op af jorden, så at sige alle steder, hvor der er plads. Små dynger krøllet jord, der forbliver fugtig efter at omgivelserne er tørre.
Det er regnormenes ekskrementer, og disse små bunker, der kan blive op til fem cm høje, indeholder langt flere næringsstoffer end jorden udenom. Planterødder søger af samme grund fortrinsvis ned i forladte ormegange, fordi ormene har tapetseret dem med ekskrementer!
Charles Darwin har i sin bog: The Formation of Vegetable Mould Through the Action of Worms beregnet, at regnormeekskrementer årligt bidrager til frugtbar jord med 45 tons pr. hektar. I dag ligger den anslåede mængde imidlertid på helt op til 100 tons, hvis altså jorden er god. Er den det, rummer den en regnormebestand på 100-400 orme pr. kvadratmeter!
Og regnorme gør noget ved sagen. En halv million orme kan æde sig igennem tre tons nedfaldne blade pr. hektar i løbet af tre måneder. Det svarer til et humuslag på fire cm. Regnormen er nærmest én stor tarm, der gnasker blade, jord og mikrober med den ene ende og udspyer humus med den anden.
Alt fra en nyerhvervet bog, Regnorme som husdyr af Walter Buch (Forlaget Skarv). Min morgenrunde for at se, hvordan det hele står til, har fået en ny dimension: Jeg tæller regnormeekskrementer. Især på gårdspladsen får man syn for sagn. Mellem hver eneste brosten ligger der en eller flere små bunker med frugtbare efterladenskaber.
Nu er det jo ikke lige dér, behovet for frugtbar humus er størst – tværtimod – men for tiden vejer muligheden for bekvemt at tælle tungere. Gårdspladsen er i så henseende langt mere anvendelig end græsplæner og bede.
Og man kan jo ekstrapolere. Hvis man når op på 500 regnorme-høm-høm’er, så må man jo gå ud fra, at der nedenunder dem, der har besørget, findes masser af orme, der netop nu er i gang med at æde. Vi bor oven på en myldrende metropol, der aldrig sover. Etage på etage af væsener, der hver især er tilpasset lige præcis deres eget niveau, og i fuld gang med boligindretning, tilberedning af måltider samt formering – døgnet rundt. Og sammenligner man dernæst gårdspladsens areal med resten af haven, når man jo op på astronomiske tal...

Lad være
Det hele sætter en anden af de oplysninger, Walter Buch har forsynet husholdningen med, i et tankevækkende perspektiv:
Bearbejdes jorden med tunge traktorer, der presser den sammen, reduceres bestanden på 400 til 40 eller 4 regnorme pr. kvadratmeter!
Man har jo hørt om traktose før, men jeg var ikke klar over, hvor radikalt man i virkeligheden bør gå til værks, også i haven. Eller rettere lade være at gå til værks. Man skal holde fingrene fra jorden skal man! For graver og fræser man sin havejord, skaber man kaos i naturens velordnede lagdeling af organismer. Sådan én fremkommer nemlig helt af sig selv ved regnormenes aktivitet: De mikroorganismer, der skal bruge ilt til nedbrydningen af organisk materiale kommer til at bo øverst. For andre er ilt derimod en dødbringende gift, og de indretter sig etager længere nede. Vender man op og ned på jorden, kvæler man de øverste, der kommer nederst og ombringer de nederste, der kommer op i luften. Samtidig lemlæster fræseren et utal af regnorme og ødelægger deres gange.
Konklusionen er, at jorden er meget bedre til at bearbejde sig selv, end vi er. Så nu slipper jeg for at grave.

Vrik jorden løs
Men hvad gør man så? Min eneste indvending mod
Buchs bog er, at hans jordunivers mirakuløst synes blottet for ukrudtsfrø. Eller også har hans regnorme nået at æde dem alle.
Det har vores imidlertid ikke, deres talrighed til trods, og hvis man ikke kan fræse eller grave, vokser lugearbejdet til frygtindgydende dimensioner. Det kan jeg ikke rigtig se nogen løsning på.
Men jeg vil da forsøge at gøre, som Buch skriver: Vrikke jorden løs med en greb i stedet for at vende den. Det er jo også det, jeg gør i højbedene, og der er jorden ganske rigtigt så løs, at man uden besvær kan trække ukrudtet op.
På gårdspladsen, som før voldte så mange bryderier, har jeg udviklet en anden metode. Den bliver slået med kantklipperen, samtidig med at der bliver slået græs. Det betyder, at der er lidt dekorativt grønt mellem brostenene, men ikke noget, der vokser op over dem.
Derfor kan jeg ubesværet tælle mine orme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her