Qlummen
Jeg var lige på nippet til at indgå et væddemål med haveforeningens marketender. Har prins Haakon af Norge valgt Mette-Marit som sin kommende dronning, fordi han er steril og det af den grund er meget praktisk hun har en lille søn? »Det er mit kvalificerede gæt,« sagde John. »Bare vent om et par år, når det norske folk har taget den lille dreng til sig, bliver han prins.«
Det har for lange udsigter at få svaret på spørgsmålet, til at emnet egner sig væddemål. Så det opgav vi.
Tesen er interessant ikke på grund af dens sandsynlighedsværdi, men fordi den indirekte viser, hvor mærkværdigt det er, at en enlig mor bliver gift med en prins. Nogle må simpelthen finde andre forklaringer på fænomenet end banal forelskelse og kærlighed.
Jeg køber næsten aldrig ugeblade. Men jeg er vokset op med dem og deres interesserede glansbilleder af de kongelige, og på tværs af min bevidste vilje, skimmer mine øjne altid bladhylderne i kioskerne, og de farverige overskrifter stabler sig op i baghovedets uendelige lagre af ubrugelig viden.
Derfor ved jeg stort set altid om Frederik har en kæreste, hvordan det går med Victorias spiseforstyrrelse, prins Henriks ryg, om Alexandra og Joachim har tænkt sig at få flere børn etc.
Men lige præcis nyheden om, at prins Haakon skulle forloves med en enlig mor er en af de gladeste og vigtigste nyheder, jeg kan komme i tanke om i mange år. Helt på niveau med den gang sundhedsminister Torben Lund tog sin ægtefælle med til en dronninglig gallamiddag, og de begge var klædt i kjole og hvidt.
Begge historier afspejler, at der er sket en revolution i opfattelsen af sammenhængen mellem kærlighed, sex, forplantning og ægteskab. Rammerne for, hvad folk almindeligvis forstår som moralsk acceptable og glædelige livsvalg, er blevet udvidet radikalt siden min oldemor blev enlig mor i 1883, og min farmor i 1921. Hendes uægte søn Kurt min far havde som andre uægte unger hverken ret til at få sin fars navn eller til at arve ham. Først i 1937 fik uægte børn samme rettigheder som ægtefødte men ordet uægte stod såmænd stadig i loven, da min ugifte mor skandaløst bragte min storesøster til verden i den indremissionske landsby Hejnsvig i 1948.
Da min kusine blev enlig mor i begyndelsen af 80erne var den moralske fordømmelse af, at kvinder kunne finde på at fornøje sig seksuelt uden for den ægteskabelige sengeramme, krakeleret. Men den fri abort gav anledning til nye, bonerte spørgsmål til kvinder, der valgte at opdrage deres børn alene: Hvorfor får du det ikke fjernet? underforstået, at det stadig var på kanten af en social tragedie.
Vera Skalts, som var leder af Mødrehjælpen fra 1939 til den ophørte i 1976, sagde meget præcist, da jeg interviewede hende til politisk revy i 1983, at:
»Der er sket et enormt skift i holdningen til den enlige mor, men respekten for den mor, der tog ansvar for sit barn det har det ærlig talt altid knebet med! Også i dag har man allerhøjst medlidenhed, men virkelig respekt den er der ikke meget af.«
Hvordan står det egentlig til med forholdet mellem medlidenheden og respekten for den enlige mor i dag 18 år senere?
Ja, den fourore det umiddelbart vakte, at prins Haakon valgte Mette-Marit antyder, at respekten ikke er tilstrækkeligt udbredt.
Min på alle måder tænksomme og ordentlige veninde fnøs Ikea-prinsesse og erklærede, at de kongelige havde til opgave at være noget særligt, for at bevare den mystik, der berettiger monarkiet.
Hrm. Der fik jeg en mistanke om, at det åbenbart påhviler kvindekønnet at bevare kongehusets mystik.
Altså gamle kong Frederik formåede at være overordentlig royal med gennemtatoveret sømandsoverkrop og folkelig viden om hans våde turneer i Nyhavn og glæde ved damer. Hans barnebarn Frederik formår også at bevare sin kongelige stråleglans på vej ind og ud af den ene barmfagre, skønne kvindefavn efter den anden.
Men da Joachim præsenterede sin udkårne, Alexandra, var der gudhjælpemig nogle, der tillod sig offentligt at gøre sig overvejelser om, hvorvidt hun var jomfru. En moderne forretningskvinde på 30 år!
Og min modstræbende opsamling af informationer om Frederiks gøren og laden fortæller mig, at det er en almindelig accepteret antagelse, at Danmarks kronprins ved, at hans stilling ikke tillader ham at ægte en kvinde, der har vist sig i undertøj og slet, slet ikke en enlig mor hvis barn jo er det synlige bevis
på, at hun ikke er så uskyldig, som hvidt og slør og myrter, samt noget blåt, noget lånt og noget gammelt kræver af den kvinde, der bærer det.
Jeg er pragmatisk tilhænger af kongehuset, fordi det giver mange fordele at adskille den kommercielle repræsentation af Danmark fra den politiske. Men ærlig talt: Hvis prisen for at bevare monarkiets mystik er, at den kommende kronprinsesse materialiserer arkaiske forestillinger om kvindelig uskyld så foretrækker jeg republikken!
Det herlige ved historien om Haakon og Mette-Marit er da netop, at den moderniserer både Askepotmyten og myten om den lykkelige familie. Billederne af nygifte Mette-Marit og hendes lille søn Marius sammen med prinsen på balkonen efter brylluppet går verden rundt og smitter af på enlige mødre status i så vel nære som i de fjernere afkroge af verden, hvor enlige kvinder er udsat for nogenlunde samme disrespekt og det, der er meget værre som mine enlige formødre var det.
Billedbladets reportage fra brylluppet jeg købte det i denne uge var et langt vidnesbyrd om familielivets moderne vilkår: Mette-Marits skilte og atter gifte forældre. Marius far, som har samkvemsret med Marius. Haakon med sin lille bonussøn på knæet og et udtryk i ansigtet, der viser, at pakkeløsningen kone-barn er et plus og ikke et minus ved ægteskabet. Han morser gennem det glitrede firefarvetryk, at: Hej, det er mig, der den heldige, at sådan en vidunderlige kvinde vil opgive sin behagelige anonymitet for at dele et besværligt liv i offentlighedens søgelys med mig.
Spolerer det den royale mystik?
Næh. Tværtimod. Og forleden, da jeg mødte min kollega Ejvind Larsen, og han i forsøg på at overbevise mig om, at Grundtvig var Danmarks første rødstrømpe, på åben gade deklarerede Grundtvigs digt:
Hvad er det min Marie
som gør det at vi to,
vi tale eller tie.
på færde og i ro,
os føle viet sammen,
som kirken og dens amen,
som præst og menighed?
Det er at vi vil være
hinanden som vi er,
det er at vi kan bære
hinanden som vi er,
det er at vore munde,
vi våge eller blunde,
dog mødes i et kys
ja så blev jeg ikke bare glad for Ejvind, jeg fik og-
så sat ord på den glans, der står om Mette-Marit og Haakon.
Kærligheden er altid et mirakel, og det er i egentlig forstand en royal opgave at tage vare på den. De to unge nygifte nordmænd ser ud til at leve op til den store opgave på tiltrængt moderniseret vis, så ugebladslæsere kan spejle deres eget livs konflikter og italesætte dem gennem hverdagens sladder om de kongelige.
