Læsetid: 5 min.

Ritualer

Sven Holms nye noveller udforsker pausen mellem minutterne og undersøger vores uafvendelige vilkår
29. august 2001

Ny bog
Mottoet til Sven Holms nye novellesamling er hentet hos H.C. Andersen: »Kjender du Svimmel! Bed at hun ikke griber dig.« De fleste af bogens personer har enten ikke bedt eller bedt forgæves, for de er besat af kræfter, de ikke kan kontrollere, og som styrer deres adfærd. Det kan på novelleagtig vis skyldes en uventet begivenhed, og flere af historierne har dette særlige genremæssige kendetegn. Det kan dog også hænge sammen med en særlig disposition hos en figur, et karaktertræk, en angst for alderen.
Som sidst med samlingen Hr. Henrys begravelse (1995) har Sven Holm foretrukket den rummeligere betegnelse fortællinger, måske for at understrege den mundtlige artikulation, måske fordi indbyrdes ret forskelligartede historier – for nu at bruge et tredje ord – er stillet sammen. Begge steder tolv stykker inddelt i tre grupper. I den nye bog er tilføjet »Den 13. historie«, en lille spids, polemisk sag med navnes nævnelse. Det morer ham i det hele taget at lade fiktionen referere direkte til det autentiske, f.eks. i de to store midterstykker, hvor Victor Hugo og hans elskerinde er hovedpersoner, og hvor en kunstmaler er i stald hos Susanne Ottesen.

Hugos ture
Det er bekendt, at Victor Hugo foretog daglige køreture i sine sene år i Paris, enten med sin mangeårige elskerinde Juliette eller alene i drosken. Her møder vi ham på rastløse natlige udflugter. Han samler en smuk, ung luder op, han tager på bordel, han besøger en beundrende digterinde i en særlig hensigt, og samtalerne er spirituelle, vemodige, direkte og indirekte erotiske i en søgen ind mod en glemsel af tid, jaget af alderens og afmagtens spøgelse. I en drøm oplever han en ung mand med et ur i drosken. Da urkassen åbnes, ser han tandhjulenes bevægelse: En langt udtrukken hast, en tyk ophobning af tid, af forløben tid og kommende tid: »Det eneste monsieur Hugo ikke fandt, var den lille pause mellem minutterne, mellem sekunderne, den lille bitte nutid, det åndløse bedrag, der skulle gøre det muligt at trække vejret, at hvile i sig selv og i de andre, at hvile i sine tanker, at ånde frit.«
Mekanikken, som er åndløs, tillader ikke livsfylden i et fravær af tid. I travlheden med alt det kommende, frygten for døden, er erotikken da et brændende forsøg på at holde tiden fangen, som Sven Holm lader den gamle digter selv erkende.
Den anden store kunstnerfortælling er om maleren med det kunstige navn Peter Peteris, som bliver ved at male fingre, fødder, eventuelt portrætter, men som ikke kan få hele skikkelser til at hænge sammen. Det er en ny, stærk variation af modernismens evige tema om de splittede lemmer. På det punkt er maleren ærlig nok, selv om han er en bedrager i menneskelige, især seksuelle forhold, hvor han lige så professionelt splitter mennesker ad på stribe. »Du har brugt din seksualitet til at skjule din store følsomhed!«, siger en af damerne med megen ret.
Der er international atmosfære til stede, lige før et gennembrud med en udstilling i New York møder maleren sin skæbne i en bogstavelig splittelse. Meget moralsk historie. Der er masser af fødder og fingre og en frihedsgudinde uden fodstykke, men ingen slæben og ingen pegefingre. Sven Holm er artistisk sikker på hånden.

Flugter godt
Et genkommende træk hos personerne er den styring, de ligger under for. Det viser sig i en tvangsmæssig gentagelse af handlinger, visse ritualer de gennemfører, som nu i den første fortælling om to gymnasiasters erotiske manøvrer, Lysmand og Snorkel er deres betegnende tilnavne. Den, der gennemskuer reglerne, klarer sig. Ikke uventet er det Snorkel.
Så er der ham, der klipper alle aviserne op, klæber dem op på væggen med mellemrum mellem linjerne, så han kan fortælle historierne færdig. Han involverer sig dødeligt, observeret af en 13-årig jegfortæller. I bogens titelfortælling, Kanten af himlen, rykker vi tæt på garnfiskeren, der vil befri en sølvmåge, som er ved at ødelægge hans rejeruse. Dens mage angriber ham. Han bliver mærket på flere måder. Historien balancerer elegant på kanten ikke bare af himlen, men af den moralske fabel.
Kvinden, der rejser med sin mand til Californien med Alitalia, er udsat for et regulært angreb af »Svimmel«. Mens hun kæmper med sin flyskræk, bliver hun vidne til en sexscene bagbords. Et vendepunkt, da hun voldsomt involveres. Novellen samler glimrende en række motiver til et overbevisende gennembrud af ny erkendelse. »Hun var kommet lige fra mørket i kabinen, og øjnene kunne ikke værge for sig. Hun lod sig bære af det umådelige lys, og det fyldte hende som om hun i det øjeblik havde fundet en anden måde at lade sig fragte gennem himmelrummet.«
Fortællingerne flugter godt og falder lige ind i »Brudekjolen«, der også er fuld af lysvirkninger foruden blinkende knive, her hvor den forsmåede brud bliver besat af den kostbare brudekjoles egetliv.
Skæbnen er også ude efter tobakshandleren, der vil arrangere en indbringende død for sig selv og enken, men må erfare en højere ironi, der bare anbringer ham i en kørestol med en erkendelses lynnedslag. Fordringerne er på én gang små og store som hos ham, der sidder bag sin dør og banker på, for at yderverdenen skal åbne sig, så han kan tilbyde et godt glas vand til gæsten.
Tiden er en rullende trappe i det varehus, der stadig moderniserer den til besvær for Silla og hendes kærlighed til forskellige elskere og ægtemage. Tiden går og hun med den, mens hun i en blanding af fordringløst og fordringsfuldt søger at holde sig til jorden.

Verdensenheden
Selve Jorden synes ellers på vej væk, og »Verdensenheden« indkalder til aflevering af gaver i en rumkapsel, der skal ud i rummet som en stor gestus – der unægtelig vidner om verdens splittelse. Blandt de særprægede gaver er en stor kasse fra Inden, der rummer den glade elefant, der afbildes på bogens omslag med blafrende ører og smældende hale. Men der er kun lugt og lyde tilbage. Elefanten har gjort sig usynlig.
Det er en af bogens svimle grotesker, der også leverer Sven Holms glade, lysende sprog, som har mange facetter og med voksende styrke sniger sig ind i mørke sprækker, hvor angsten og mismodet har forklædt sig til galskab eller kynisme, hvor man som fodmaleren sniffer bygas for at kvæle samvittigheden eller i frække paradoksale konversationer holder spillet gående og alligevel røber, hvor galt det står til.
Der er lyd og lys overalt, og det giver visse åbninger i ellers uafvendelige vilkår og regelsæt.

*Sven Holm: Kanten af himlen. 13 fortællinger. 200 s., 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her