Læsetid: 3 min.

Rock som vane og liv

Toneangivende medlemmer af Big Fate Snake udgiver soloplader
29. august 2001

Nye cd’er
100.000 danskere kan godt tage fejl. Jeg har i hvert fald altid undret mig over, at Big Fate Snake har haft så vedholdende tag i publikum med en rock, der altid har sat effektivitet over originalitet. Omvendt må man lade bandet, at det live giver valuta for forventningerne, hvis disse går i retning af at hygge og hop på stedet, mens alle tæller til fire i takt. Solid amerikansk-inspireret for nu ikke at sige -inficeret normalrock af den uopsigtsvækkende, men genreloyale slags. Men også musik af den slags, man i længden kan få for meget af.
Derfor er der en vis logik i, at Big Fate Snake-sangeren Anders Blichfeldt efter en halv snes albums med gruppen føler trang til at teste sin bæreevne i et nyt rum.

Ufrivilligt selvparodisk
At han kan synge og fylde er hævet over enhver tvivl. Desværre er det mere end tvivlsomt, hvorfor nogen har valgt at investere i Uno, en
solo-cd, som vanskeligt kan betragtes som andet end personalepleje.
Det er dansk rock, når det nærmer sig det ufrivilligt selvparodiske med en sanger, der ikke kan bestemme sig til om han vil lyde som en umorsom udgave af Frede Fup, Thomas Helmig anno Løvens Hjerte eller Nikolaj Christensen i sange, der enten får nulstillet enhver fremadrettethed ved en glatragende maskinproduktion eller selvudstiller deres basale banalitet i arrangementer på et ambitionsniveau, der matcher Bamses Venner på en jævn aften.
Ikke at der er noget galt i det, men hver ting til sin tid, og Blichfeldt vil så oplagt gerne tages alvorligt i disse bekendelsessange om tid og kærester, der gik. Han siger det selv på sangen »Jamen, så siger vi det«, hvor han »springer fra den ene rolle til den anden,« og erkender, at »det ikk’ nogen spøg at skrive sådan en selvbiografi når man er helt tom indeni, helt tom indeni.«
Havde han dog bare lyttet til sig selv. Desværre tyder albumtitlen på, at vi kan vente os mere.

Viskinde vokser
Blichfeldts kollega i Big Fate Snake, guitaristen og sangeren Peter Viskinde, er med den nyligt udkomne Under The Moon nået op på syv plader i eget navn, og mens han engang lød som om han var mere forelsket i rock end den var i ham, er han vokset i statur. På sæt og vis fremstår han som en dansk variant af en skikkelse som Tom Petty – samme integritet og traditionsbevidsthed. Og samme styrke i det underspillede og uanmassende.
Under The Moon er hans hidtil mest afklarede udspil. Ja, selv om det vel er imod projektets lavmælte karakter er der tale om et fuldbragt værk af velafstemte, men aldrig kedelige, og altid melodisk rige sange, følsomt, men aldrig klynkende sangforedrag og et guitarspil, der både kan spidse til og brede sig ud.
Naturligvis er der bærende elementer af Dylan og måske stadig lidt for meget Bruce Springsteen light, men hvor er der ikke det? Inspirationen fra Ry Cooder og den verdensmusikalske side af Paul Simon giver imidlertid sangene en ny dimension af inderlighed, som konstant afmonterer den risiko for klicheer, der altid vil lure i en musik, der færdes ad vante veje. Viskinde overholder rockens færdselsregler, men der er nu noget trygt ved elitebilister.

*Anders Blichfeldt: Uno. Producer: Anders Blichfeldt. Mega. Udkommer i dag

*Peter Viskinde: Under The Moon. Producer: Peter Viskinde, Peter Brander og Jens Fredslund. Uwaki/Edel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her