Læsetid: 6 min.

Ruslands beskidte guld

Et af Ruslands mest perspektivrige olie-gasfelter er Timano-Petjorsk feltet. De fjerntliggende egne er et grufuldt syn af udbytning af natur og mennesker
8. august 2001

Usinsk – Stanken af olie er overvældende, og kvalmen sidder i halsen.
»Årh, det er ingenting,« siger chaufføren Vladimir og slår afværgende ud med hånden mod en oliepøl på størrelse med to tennisbaner.
Sådan fortsætter billedet i mange timer, mens Ladaen tøffer nordpå fra oliehovedstaden Usinsk. Bræmmen af oliefelter strækker sig forbi Polarcirklen og helt op i den næste region, Nenetskij Autonome Okrug. Her er olieindustrien i disse år under kraftig udvikling.
To radmagre mennesker sprøjter vand på en olielæk i et hovedløst forsøg på at ryd-de op efter endnu en ulykke. Der sker gennemsnitlig over 400 ulykker om året i dette område. Forsøget på at rydde op med håndkraft virker absurd.
»Hvis der er sluppet olie ud i en sø, så fylder de den op med sand og fjerner det alt sammen bagefter,« fortæller Vladimir.
Lokalsprøjten Severnye Vedomosti kan fortælle, at den øverstansvarlige for miljø, Vladimir Gavrilov, har været på studierejse i naboregionen Jamal-Nenetskij Autonome Okrug øst for Komi og fundet ud af, at der fjerner de kun det øverste jordlag, der er gennemvædet af olie.
»Der tillader de, at der bliver otte procent af olien tilbage og ikke fem procent som os. Alt i alt bliver det en meget billigere løsning,« siger Gavrilov begejstret til avisen. Oliegiganterne er ikke meget for at bruge penge på at rydde op.

Alt handler om olie
Alene i de 190 olie- og gas-felter, som geologerne allere-de har afdækket, anslås der at være op mod to milliarder ton olie, gas og kul. I Usinsk handler alt om olie. Og ikke meget andet. 95 procent af indtægterne i Usinsk kommer fra olie- og gasfeltet. Administrationen ligger meget sigende flankeret af en læreanstalt for oliegeologer og af olieselskabet LUKOIL.
Her i området holder man ikke af nysgerrige blikke, men svineriet langs den offentlige landevej er ikke til at skjule.
En af de ting, man ikke er glad for at vise frem, er føl-gerne af den store ulykke i efteråret 1994. Det blev efter-følgende anslået, at der var løbet 102.940 ton olie ud fra lække olierørledninger.
De ufattelige mængder olie fandt vej ud i den store Petjo-raflod, der førte olien videre nordpå ind i den næste region, Nenetskij Autonome Re-publik. Her blev en del af olien aflejret i deltaet og resten ført videre ud i Barentshavet med kurs mod Arktis.
Ulykken skyldtes hovedsageligt gennemtæring af de olierørledninger, der med en gennemstrømning på 16.000 ton pr. dag førte rigdommen væk. I realiteten havde olie-rørledningerne lækket olie i seks år.

Ingen fastlagt politik
Timona-Petjora oliegasfeltet er ved at udvikle sig til LUKOIL-land. Oliegiganten har været meget aktiv over de senere år. Da et forsøg på at danne et internationalt kon-sortium faldt til jorden, gik LUKOIL i aktion.
I 1997 købte LUKOIL en aktiepost i olieselskabet Arkhangelskgeoldobytja. Tre år senere købte LUKOIL aktiemajoriteten i olieselskabet KomiTEK. Der er fra officiel side ikke fastlagt nogen politik for, hvordan man ønsker at styre udviklingen af olieindustrien i området. Generelt siger Komis lokale magthavere gerne ét og gør noget andet. Delstatspræsident Jurij Spirilonov understreger hele tiden, at Komi gerne ser større polarisering i oliesektoren: »Vi kan ikke tillade et enkelt selskab at skabe sig et monopol i Timano-Petjora oliegasfeltet. Vi støtter en ligelig og åben politisk linie overfor alle selskaber. Vi skjuler ikke vores interesse i, at andre olieselskaber yder LUKOIL lidt konkurrence. Det er jo nu engang sådan, at et billede med kun et selskab – også selvom det er et så stærkt og agtværdigt selskab som LUKOIL – giver anledning til spørgsmål,« siger han således i et tillæg i den russi-ske avis Kommersant.
LUKOILs lobbyister har længe arbejdet for, at oliesel-skabet kan trække i den gule førertrøje og koordinere olieindustriens videre udvikling i området. Det ville på længere sigt betyde, at investeringer i Komi bliver investeringer i LUKOIL.
Til trods for delstatspræsident Spirilonovs ord forlyder det fra hans ministerium for olie, gas og kul, at man lige så godt kan tage konsekvensen af udviklingen, når nu »der er en hel række meget små olie-selskaber, der er aktive i Komi, og som under alle omstændigheder alligevel bliver opslugt af LUKOIL.«
Sort på hvidt står det imid-lertid at læse, at det netop er de mindre olieselskaber, der betaler skat og betaler til miljø og sociale formål.
Mens KomiTEK, der henregnes under LUKOIL, sidste år betalte små 20 kroner i skat for hver udvundet ton olie, betalte det mindre Tebukneft mere end dobbelt så meget.
Livet er hårdt mod nord, og der bliver fra politisk hold gjort forsøg på at løse nogle af de sociale problemer, som fattigdommen og forholdene skaber, ved at flytte den sår-bare del af befolkningen væk til mere gunstige omgivelser. Fra politisk hold vil man have olieselskaberne til at være med til at betale den regning.
Der viser sig det samme billede. Komineft og dermed igen LUKOIL har opført 26 nye lejligheder lokalt, mens Tebukneft har opført 100 lokalt og 63 i Skt. Petersborg som del af genhusningsprojekterne.

Borebumsen
Vladimir kom fra Kasakhstan til Usinsk som bore-bums for tyve år siden. Den-gang var der store penge at hente ved at flytte nordpå. Borebumserne valfarter stadig til oliefeltet. Nu er pengene nogle helt andre. Ved LUKOIL tjener de gerne små 2.400 kroner om måneden. Pengene er lige så elendige som arbejdsforholdene.
»Jeg kunne godt tjene de samme penge hjemme. Men eftersom pengene først bliver udbetalt, når jeg kommer tilbage, er dette en god måde at spare lidt op på,« forklarer 40-årige Vitalij fra Nisjnij Novgorod.
»Udlændingene kommer af to ugers varighed. Vi er her to måneder. Og mad er der jo heller ikke. Man bliver fuldstændig skæv og mærkelig af oliedampene og manglen på kvindeligt selskab. Så efter to måneder trænger jeg til at komme hjem til min kone,« siger Vitalij.
Selv om pengene er for dårlige, og han ved, at oliedampene er sundhedsskadelige, tager han alligevel af sted igen til september: »Min kone og jeg har også brug for at slappe lidt af fra hinanden engang imellem. Derhjemme hiver de i mig hele tiden for at få flere penge,« siger han.
Hotelreceptionisten viger forskrækket tilbage fra det udenlandske pas: »Nej-nej. Det kan jeg ikke tage ansvaret for. Det må vente indtil hoteladministratoren kommer,« siger hun med hænderne afværgende op foran sig.
I Komi er historien meget nærværende. Den overvejende del af beboere er børn og børnebørn af straffefanger.
»Vi er holdt op med at bade i søen ude ved datjaen. Vi fandt en overarmsknogle, og så vidt jeg ved har vi ingen aber her. Gud ved, hvor mange, der er kylet ned i den sø eller i det hele taget rundt omkring, hvor de nu lige er faldet,« siger 39-årige Marina.

Med fortiden i hælene
Hun kommer fra byen Petjora lidt længere mod syd, hvor der var spækket med fangelejre, da mineraludvindingen blev indledt for 70 år siden under stalinismen.
Det er i Komis specielle historie, at den dybereliggende forklaring på den hæmningsløse udbytning af mennesker og natur skal findes. Historien har skabt et mønster; en kultur, som fraværet af et historisk opgør har været med til at understøtte.
Da de nye sovjetiske magthavere påbegyndte mineraludvindingen i 1920’erne, skete det udfra tesen, at målet helliger midlet. De måtte for enhver pris have brændstof og mineraler for at gennemføre industrialiseringen. Menneskeliv og naturskønhed var det offerlam de nye magthavere valgte at bringe til slagtebænken i industriali-seringens navn. Straffefangerne blev bragt ned fra de gamle straffekolonier på Solovetsøerne i Hvidehavet. Komi blev forvandlet til GULAG-land med hæmningsløs naturdestruktion til følge.
»Ledelsen af GULAG var overhovedet ikke bekymret over de økologiske følger af deres virke. […] Den var kun optaget af at opfylde produktionsplanen for enhver pris om det så betød deres eget folks død og rovdrift på naturressourcer,« skriver en lokalhistoriker fra Universitet i Komis hovedby Syktyvkar om udgangspunktet for den rovdrift der endnu i dag finder sted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her