Frihånds
Verdensberømmelsens sødme er ikke enhver kunstner beskåret. Mange drømmer sikkert om den, og jeg har kendt flere danske kolleger, der spekulerede intenst på, hvilken taktik, de skulle benytte sig af for at få Nobelprisen. Ole Sarvig var en af dem. Hans udførte omfattende lobbyvirksomhed og vred i bogstaveligste forstand armen om på Akademi-ledamodet, Artur Lundqvist, for at aftvinge ham et løfte om support, så prisen kunne falde i de rette hænder in casu Sarvigs.
Anekdoten fortæller, at da Erik C. Lindgren dengang forlagsredaktør på Gyldendal en oktoberdag opsøgte den store lyriker (altså O.S.) i Glumsø i embeds medfør, gik der lang tid, før døren blev åbnet som svar på hans intense ringen. Endelig dukkede en slukøret, tilsyneladende dybt deprimeret digter op og sagde med tårer i øjnene den uforglemmelige replik: »Så gik den til polakkerne!«. Lindgren, der i øjeblikket ikke anede, at det var den torsdag, hvor Nobelprisen traditionelt uddeles, fattede først ikke en lyd, men senere forstod han, at den gyldne byge var havnet i Czeslaw Milozs turban og ikke i Sarvigs regnmåler.
Forleden sad jeg på en spansk restaurant og skrev under på regningen, som jeg havde betalt med et kreditkort. Pludselig bøjede den ventende tjener sig helt hen over mig og sagde:
»Jamen...er det ikke den berømte forfatter, Klaus Rifbjerg?« Jeg nærmest for sammen, men følte samtidig en varme brede sig i maven. Skulle mit internationale ry virkelig bave bredt sig så langt sydpå!
Det viste sig, at den udmærkede José havde været ansat på den spanske ambassade i København netop i en periode, hvor jeg havde været udvist af Spanien af politiske grunde, og der derfor var en vis blæst om mit navn. Det var så den verdensberømmelse.
Underligt nok udspillede der sig en tilsvarende scene på en anden restaurant, men det var nu i London. Jeg havde spist på »Kensington 21«, der i firserne var et in-sted i nærheden af Notting Hill Gate, og da jeg havde lagt kniv og gaffel og tørret mig om munden med servietten, kom en herre, der åbenbart var restaurantchefen hen og spurgte mig med et fortroligt blink i øjet, om det ikke var mig, der havde skrevet Operaelskeren eller The Operalover, som han selvfølgelig sagde.
Igen blev jeg rød i hovedet og fik den søde smag i munden... skulle det virkelig være sådan, var jeg virkelig...? Det viste sig, at en dansk ansat servitrice havde hvisket sin herre og mester et par stikord i øret.
Smart, kundevenligt, djævelsk og en lille smule morsomt.
Jeg tror, det er meget vigtigt at bevare proportionerne, hvis man også vil bevare forstanden. Man skal kende sit hartkorn og dets værd. Men man skal ikke bilde sig noget ind. Det er bedre at drømme om Nobelprisen om natten, mens man sover end om dagen, mens man er vågen. Så kan man få bestilt noget og måske endda redde sig en oplevelse, hvis man frekventerer de rigtige restauranter.
*Dette er den niende artikel i en serie frihåndstegninger, hvor Klaus Rifbjerg skitserer billeder af liv og litteratur
