Læsetid: 5 min.

Sex, bossa & politik

Historien om den uhørt oversete latin-modernist Arto Lindsay er fortællingen om politisk sensualitet, brasiliansk kulturarv og tre årtiers musik i New York
1. august 2001

Bossanova
NEW YORK – Arto Lindsay er på mange niveauer en musikalsk herre. Ikke blot er han i dag latin-musikkens mest eksperimenterende og forførende modernist, men han lytter også til tanker og ord med musikalsk sindelag – lader dem spire og blomstre, modsiger med kontrapunktisk elegance eller tilføjer andenstemmer og nye temaer. Lindsay elsker tydeligvis at tænke højt og spille bold med sine samtalepartnere, og det er en både harmonisk, disharmonisk og dynamisk udfordring at interviewe den 48-årige herre, der som treårig drog med sine amerikanske, protestantiske missionærforældre til Brasilien for at leve hele sin barndom og en stor del af sine teenageår i sambaens og bossanovaens hjemland.
Der er ikke noget synderlig latinamerikansk over Lindsay. Han er høj, tynd i krop og top, lys, bebrillet, og ligner mere en professor end en af de sidste fem års helt store og uhørt oversete nyfortolkere af bossa og samba, som han sidder der i sin 17. salslejlighed i Chelsea, New York.

Stor vrede
»Min første musikalske erindring fra Brasilien er lyden af et sambaorkester langt langt væk fra – fornemmelsen af ikke at vide, hvad det var,« fortæller han med sin lyse, sprøde stemme højt over bilernes summen på asfalten langt nede.
»Mens jeg voksede op nåede fjernsynet Brasilien, og jeg hørte en masse stor popmusik – alt imens jeg hørte lokal musik i gaderne. Vi boede i en lille by, hvor der hver lørdag var gademarked. Folk fra oplandet kom for at sælge stort set alt, og der var monteret højttalere over hele byen, som bragede musik ud hele dagen.«
Arto Lindsay blev teenager i et politisk engageret Brasilien, der i ’64 standsede midt i reformbevægelsen, da militæret tog magten. Men kuppet bremsede ikke musikken, og Lindsay oplevede den nordlige hemisfæres popkultur, som han elskede så højt, blive absorberet i Tropicália-bevægelsens eklektiske og venstrepolitiske udtryk. Musikere som Gilberto Gil, Caetano Veloso og Tom Zé indoptog international pop – som vi i dag oplever det den anden vej med den igangværende latin-bølge. En kreativ kannibalisme formuleret allerede i 1928 af den brasilianske poet Oswald de Andrade: At æde artens kunst, fordøje og videreformulere den. Og vreden var stor ikke kun hos militærregeringen og de mange musikalske puritanere, men også på venstrefløjen.

Aseksual areobicpop
»Der var denne enorme splittelse mellem den ortodokse venstrefløj i studenterbevægelsen og den musik, de støttede, og så Tropicália-bevægelsen, som handlede meget mere om, at ændre levevis. Venstrefløjen forkastede international popmusik og anså den for at være et produkt af imperialismen, mens tropikalisterne anerkendte den som fuld af tegn på nye måder at leve og kombinere på. Der er mange berømte eksempler på Caetano og Gil blive buet af scenen af studerende til store musikfestivaler. Og det har gjort mig mistroisk over for musik, som folk hæver armene i vejret til – dét at prædike for de omvendte. At folk sang politiske tekster virkede modarbejdende, fordi det fik dem til at have det rart – men ingenting ændrede. Det fik ikke en til at tænke længere eller handle anderledes. Men samtidig kunne jeg jo godt se, at musik var meget kraftfuld på andre måder: Den fik en masse folk samlet, og gjorde dem modtagelige for ideer.«
I 1968 blev Gil og Veloso således fængslet og siden landsforvist af militærregeringen, der skulle blive ved magten i 21 år. I 1970 tog Lindsay tilbage til USA – på college – for i ’74 definitivt at bosætte sig i sin fødeby New York. Fortællingen om Arto Lindsay er således også historien om tre årtier i New Yorks musikalske historie – startende med hans grundlæggelse af det avancerede støjband DNA.
Men vi befinder os inden for en avisartikels begrænsede format, så denne udviklingshistorie er henvist til faktaboksens kortform. Arto Lindsays historie er derimod her fortællingen om en musikalsk sjæls tilbagevenden til sit udgangspunkt på et andet niveau. Den kreative kannibalisme lever videre i Lindsays nye newyorker-fornemmelse for brasiliana, som formuleres ligefrem, men sofistikeret fra og med hans andet soloalbum O Corpo Sutil – den subtile krop.

Sensualitet til salg
Håndspillet bossanova, strøg af samba og Lindsays lyse elastiske sang udbygges med elektronik, samplinger og hans små underspillede, men infernalske guitarsoli. Forførende harmonier, liflig rytmik og modernistiske modsigelser smelter sammen i elegante, slanke, sensuelle sange.
– Din musiks sensualitet står i kontrast til den herskende popmusik, der sætter seksualitet lig med en aerobicmaskine, som jo intet har med sensualitet at gøre.
»Well, den form for pop har heller ikke noget med virkelig seksualitet, som rummer masser af sensualitet, at gøre. Det er falsk reklame. Det er det samme princip som med brystimplantationer. Som det er nu, henvises der blot til sex i musik. Man er ikke inde i følelsen. Der findes samfund, hvor sensualitet stadig findes – for eksempel det brasilianske. Brasilien gennemlever stadig en post-censur-periode med konstante udbrud af seksualitet i pop-formatet, og det, der sker, er at folkets naturlige sensualitet er ved at blive industrialiseret og solgt tilbage til dem i en tarvelig form – som det sker overalt i verden.«
– Måske ligger sensualiteten i virkeligheden i modsigelsen af konsensus.
»Ja, den ligger i hvert fald helt sikkert i overtrædelsen, i overskridelsen af grænser – dérud hvor man ikke ved. Og jeg synes ikke det er mindre ekstremt at være afdæmpet. Det kan også handle om den mindst mulige bevægelse.«
– Er din musik politisk?
»Ja, i den frihed mine musikere har, i forholdet til publikum, og alene i ideen om musik, som sætter lighedstegn mellem Nord- og Sydamerika. Og musikkens fysiske funktion er på sin vis også politisk: At man mindes om sin krop, at man mindes om sin nydelse. At musikken befrier en for spændinger og stress, minder os om vore barnlige og dyriske sider, giver os en chance for at udfolde disse følelser.«
»Sloganeering« kalder Arto Lindsay tekstindholdet i den politiske musik, han mistror. Musik som i sit ydre er politisk, men ikke i sit væsen truer nogen samfundsorden.
»Jeg tror, at man er nødt til at indse begrænsningerne i at andre hensætter en i en sindstilstand,« siger den magre, tyndhårede mand, hvis musik forener nord og syd for ækvator og bæltested – med en sensuel prikken til verdensbilleder, med en
intelligent pirren af sanserne. Resten er op til lytteren
selv at improvisere videre over.

DISKOGRAFI
Soloalbums
*Aggregates 1-26 (1995)(Knitting Factory Works/specialimport)
*O Corpo Sutil/The Subtle Body (1996)(Ryko/MNW)
*Mundo Civilizado (1997)(Ryko/MNW)
*Hyper Civilizado (remixalbum)(1997) (Gramavision/specialimport)
*Noon Chill (1998)
(Ryko/MNW)
*Prize (2000)(Ryko/MNW)
*www.artolindsay.com

FAKTA
Arto Lindsay
*Født 28.5.53, New York. Opvækst i Brasilien. Vender tilbage til NY i ’74.
Lindsays tre årtier i New York:
*70’erne: Grundlægger det såkaldte No wave-band DNA: Skrigende vokaler, guitarstøjarkitektur, aggression og inspirationskilde for bl.a. Sonic Youth.
*80’erne: Involveres i improvisationsscenen. Spiller i tidlige udgaver af Lounge Lizards og Golden Palominos. Danner duoen Ambitious Lovers: Avantpop med sydamerikanske inspirationer.
*90’erne: Samarbejder med nogle af sine brasilianske forbilleder – heriblandt Tropicália-helten Caetano Veloso. Springer ud som solokunstner. Involveres i den elektroniske scene med remixprojektet Hyper Civilizado.
*Nu: Kan høres improvisere med bl.a. laptop-musikeren Ikue Mori og avantgardejazz-mesteren John Zorn. Medvirker med DNA i den kommende New York-indie-film Downtown 81.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her