Læsetid: 2 min.

Side 9-pigens far er død

Den sidste af chefredaktørerne fra Ekstra Bladets succesår blev 87 år
17. august 2001

Nekrolog
Næsten cand.jur. og med anlæg for netop den nydelige, let konservative og tillidsvækkende fremtoning, som ofte har ført jurister til overraskende heldige karriereforløb.
Men så traf den unge Flemming Hasager et sælsomt valg: Han forlod studiet og gik ind i journalistik – med en særlig forkærlighed for at arbejde i det redak-
tionssekretariat, der er læ-sernes sidste bolværk mod alt det, skrivende journalister kan finde på at nedfælde.
Faderen var vred over sønnens beslutning. »Det fører ikke til noget«, er-
klærede han. En udtalelse der havde en vis vægt – den blev udtalt af en mand, der på det tidspunkt var en af dansk presse store chefredaktører – Politikens Niels Hasager.
Men et og andet førte det dog til: Unge Hasager viste på de mange og lange vagter i Politikens redaktionssekretariat, at han virkelig havde den sans for nyheder, den store baggrundsviden, den akkuratesse og den evne til at sætte sig i læsernes sted, der er altafgørende i avisredigering.
I starten af 1950’erne blev han bladets mand i London – dengang den vigtigste korrespondentpost. Manden kunne nemlig også skrive.
Som erfaren 45-årig journalist kom så i 1958 den opgave, som har givet ham omtale i dansk bladhistorie: Han blev chefredaktør på Ekstra Bladet og var i de følgende 25 år med i ledelsen for en avis, der fra en situa-tion tæt på lukning endte med en enestående salgssucces – der toppede med oplag omkring den kvarte million.
Det var først da Victor Andreasen kom til i 1963-67 – og igen i årene 1971-76 – at det nyskabende og hårdt-slående koncept for alvor blev udviklet. Men Flemming Hasager var i hele Ekstra Bladets glansperiode en vigtig og erfaren mand i ledelsen. Han kendte bladverdenens betingelser og det politiske spil i et stort avishus. Og ledte på sin stilfærdige facon bladet udenom mange farlige skær.
Den hårde Ekstra Blad-stil kunne umiddelbart virke fjern i forhold til den pæne, konservative mand. Men selv når bladets kynisme var under angreb, stod Hasager roligt og loyalt bag den barske linje.
Nye tiltag var han også leveringsdygtig i. Nogle af dem viste sig endda at blive klassikere: Det var Hasager, der sammen med fotograf Jørgen Sperling opfandt noget så banebrydende som den faste side 9-pige.
Men hvorfor lige den side? Som Hasager selv forklarede i sin gamle avis efter at ’pigen’ havde været på hver dag i 25 år:
»Det blev side 9 alene af den grund, at der var flere annoncekroner i side 6. Så man kan sige, at pigen måtte vige pladsen af hensyn til rentabiliteten.«
Selv veg Hasager i 1982 – men han gik trods sine næste 70 år lige fra chefredaktørstolen på Ekstra Bladet til et nyt job på Børsen. Han redigerede navnestof og lavede gode og originale interviews med fremtrædende erhvervsfolk. Først da han var i midten af 80’erne, begyndte han at droppe arbejdet.
Men trods sygdom og hyppige hospitalsindlæggelser det seneste års tid, svigtede nyhedssansen ikke den gamle. Han kunne fra sine egne erfaringer se, at der var store problemerne med ældreplejen.
Og således endte den gamle bladsnedker med selv at levere en »case« af den slags, han så ofte havde sendt unge medarbejdere ud for at finde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her