Læsetid: 3 min.

Sidste kapitel er ikke skrevet

Wilson Kipketer følger atletik-VM på skærmen. 800 meter løberen sigter på at blive verdens hurtigste og europamester igen til næste år
3. august 2001

Atletik
Edmonton er hovedstad i den canadiske prærie-, kvæg- og oliestat Alberta og mest kendt for ishockeyholdet the Oilers, der i en årrække blev anført af Wayne »The Great Gretsky«. Derude vestpå, i læ af Rocky Mountains, hvor nabobyen Calgary i 1988 var vært for vinter-OL, begynder verdensmesterskaberne i atletik i nat.
Det bliver uden en af verdens ypperste idrætsmænd, 800 meter løberen Wilson Kipketer. Den kenyanske dansker, som er indehaver af verdensrekorden på 1,41,11 minut udendørs, og 1,42,67 minut indendørs – begge løbet i hans livs sæson 1997, hvor han blev en suveræn verdensmester inde i Paris og ude i Athen, har meldt fra efter et plagsomt år.
Ikke én konkurrence har den 28- eller 30-årige bevægelsesøkonom løbet, siden guldet i september sidste år glippede i den olympiske finale i Sydney.
Verden må undvære den trefoldige verdensmester – 1995, 97 og 99 – der i maj fik konstateret et træthedsbrud i foden. Det kunne være et større problem for verden og mesterskabet i Edmonton end for Kipketer.

Tænker kun på VR
»Jeg vil ikke,« sagde han på et pressemøde i går formiddags på Østerbros ramponerede, atmosfærestinkende atletikstadion, »sidde ude på kanten af stolen og ærgre mig over at være med ved skærmen og ikke i opløbet. Focus er allerede rettet mod 2002, hvor jeg sigter på igen at blive verdens hurtigste og vinde europamesterskabet.«
«Jeg er jo verdensmester, jeg har præsteret at vinde tre gange. Det kan de andre ikke tage fra mig eller matche,« siger han med det kridhvide smil, der udtrykker glad stolthed og bløder op for enhver mistanke om højrøvet overmod.
»Kun hvis min fire år gamle verdensrekord kommer i fare, kan jeg blive lidt nervøs,« siger Kipketer, der sætter sin fødselsdag til 12. december 1972, hvor sportens statistikere siger 1970.

Uenig med forskere
Det er et af de mindre mysterier omkring løberen, der kom til Danmark for 11 år siden og blev verdens bedste i en sport uden traditioner i den størrelse, for ligesom at understrege, at han er sin egen, erklærer han sig på Informations spørgsmål uenig i den »opdagelse« af årsagen til kenyanske løberes ene-stående styrke, som et dansk forskerteam netop har publiceret.
Skønt Kipketer har de tynde underben, som de danske forskere påpeger som en vigtig forskel og årsag til Kenyas internationale løberdominans, mener han, at den afgørende forskel sidder i hovedet.
»Jeg har diskuteret det med forskerne, de har deres mening, jeg har min. Men jeg mener, det sidder heroppe,« siger Kipketer en pegefinger mod tindingen.
»Jeg har ikke løbet mange kilometer til skole hver dag – jeg havde kun fem minutter til skole, godt 800 meter,« griner han. Og knoglebygningen? Nej, det handler om ham selv, hans motivation, hans forbilleder og hans personlige ambition og vilje.

Opbygning
Wilson Kipketer kan godt lide at løbe.
Parret med viljen til come back til livet og løbet bragte ham tilbage efter sygdommen i 1998.
»Måske pressede jeg mig selv for meget dengang, hvor jeg ’gik ned’ i EM-finalen. Og igen i 1999 og 2000 med VM-guld og OL-sølv. Jeg pressede mig selv hårdt for at være i topform, regningen betaler jeg måske nu med »stressfrakturen« i foråret. Havde jeg taget den med ro i foråret, kunne jeg måske have været med i Edmonton. For smerterne er væk, når jeg løber i flade sko. Jeg kan vel også løbe en 800 meter på 1,45 minut, men hvad skulle jeg opnå i et VM med sådan en tid. Jeg skal ikke løbe herovre på langsiden, når de andre løber over målstregen.«
«Da jeg først havde erkendt det, fortog frustrationen sig over en periode med konstant frem- og tilbagegang sig. Jeg så, at det ikke nyttede at forcere formen igen for at komme til VM, for det gjorde ondt i afsættet, når jeg løb, særligt i pigsko. Derfor besluttede jeg at droppe VM, pausere, blive frisk og så begynde at bygge formen op stille og roligt til sæsonen 2002,« siger Kipketer.
Hans livs historie, hans rolle som forbillede og hans status som en stor løber, man vil tale om længe efter, at han engang i 2003 eller 2004 er stoppet, bygger på, at han i en årrække har præsteret ypperlige løb, rekorder og resultater.
Nu, efter fire måneder, hvor »stress-frakturen« har hindret ham i at træne og i at løbe med pigsko, konstaterer han som det mest logiske i hele verdenen:
»Sådan her kan det ikke stoppe. Det skal slutte med noget godt, som man kan se tilbage på – og ikke komme udenom. Det sidste kapitel i fortællingen om Wilson Kip-keter er ikke skrevet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu