Læsetid: 2 min.

Skak-NM uden de bedste

Kogan og Agrest delte sejren i Bergen Chess International
20. august 2001

Skak
På en eller anden mystisk måde fik turneringen Bergen Chess International pludselig status som Nordisk Mesterskab, selv om den var åben for ikke-nordiske spillere, og selv om en række af de stærkeste spillere i Norden ikke havde fundet det umagen værd at drage til Bergen.
Således manglede alle de skrappeste islandske stormestre, og bedste danske deltager var Lars Schandorff. Og med al respekt for ham og hans score på ni af ni (altså remiser) i Vesterhavsturneringen, så havde det unægteligt pyntet med Peter Heine Nielsen eller for den sags skyld Curt Hansen i feltet.
Nu kunne den nykårede svenske mester Evgenij Agrest fra Linköping kåres som nordisk mester, da han i lighed med Arthur Kogan fra Israel scorede otte af ni points, hvilket var et helt mere end nordmanden Leif E. Johannessen på tredjepladsen, og halvandet mere end den sekstet, der fulgte efter på den delte fjerdeplads: Nordmændene Einar Gausel og Rune Djurhuus, makedoneren Nikola Mitkov, svenskeren Stellan Brynell, finnen Olli Salmensuu – og så Lars Schandorff, der næppe selv er tilfreds med sin præstation som helhed (han tabte til to svagere modstandere undervejs).
Schandorff må trøste sig med, at han i sidste runde blev noteret for en smuk gevinst over forhåndsfavoritten, den bulgarske stormester Vladimir Georgiev, der blandt andet af den grund måtte tage til takke med en mangedelt 16. plads.
Der var to andre danskere med i Bergen: Steffen Pedersen scorede seks points, nok til en delt 10. plads, mens Jesper M. Lauridsen måtte nøjes med 4 points – dog efter at have vundet de tre første partier.

Til minde om Lasker
I den polske by Barlinek har man afholdt en mindeturnering om byens stolte søn, skakhistoriens anden verdensmester Emanuel Lasker, der levede fra 1868 til 1941. Dengang var Barlinek for øvrigt en del af das grosse deutsche Vaterland og hed Berlinchen.
Successen for arrangørerne var imidlertid beskeden, idet kun seksten mand havde meldt sig, heriblandt seks stormestre. Russerne Voijsetjovskij og Glejserov delte turneringssejren med polakken Krasenkov, de scorede alle 7,5 af ni points.
Dagens parti har en anden polsk spiller i hovedrollen. Vi er til skakfestival i den græske by Patras, og i pigeklassen under 20 har Iweta Radziewicz har hvid en lokal pige ved navn Makka:
1.d4 d5 2.c4 c6 3.Sc3 Sf6 4.Sf3 e6 5.e3 Ld6 6.Ld3 Sbd7 7.e4 dxe4 8.Sxe4 Sxe4 9.Lxe4 h6 10.0-0 0-0 11.Lc2 e5 12.Dd3 f5 13.c5 Lc7 14.dxe5 Sxe5 15.Db3+ Kh8 16.Te1 Sxf3+ 17.Dxf3 Dh4 18.g3 Dc4 19.Lb3! Dxc5 20.Lf4 Lxf4 21.Dxf4 a5 22.Tad1 b5 23.Td6 Kh7 ...
Sort burde havde dækket sig med 23. – Ta7. Nu bliver Iweta grov: 24.Dxh6+! gxh6 25.Te7+ Tf7 26.Txf7+ ...
Og sort nåede at opgive, inden hun blev sat mat. Iweta vandt for øvrigt turneringen med den imponerende score 9,5 af 11 mulige, et halvt point foran den georgiske pige Lvi Jawaschisjchvili (udtales lige ud ad landevejen).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu