Læsetid: 5 min.

Den skønne godte

Kunsten er blevet et trækplaster for turister, men netop den måde, hvorpå kunsten er integreret i et privat overklassemiljø, gør Louisiana til noget helt særligt
8. august 2001

På tur i turismen
Kunsten blev et borgerligt anliggende i midten af syttenhundredetallet. I den forbindelse opstod en række særlige kunstprofessionelle, der havde til opgave at optimere forbruget af kunst. Den offentligt tilgængelige udstilling vandt frem med dens direktion af kunstkyndige og hertil knyttede kunstteoretikere og kunstkritikere. Alle virkede på vegne af det nye borgerlige publikum og bearbejdede dettes måde at anvende kunst på.
Kunsten har siden været genstand for stadig stigende opmærksomhed. Med massemediernes fremkomst og professionaliseringen af turismen i skøn forening kan kunst gøre det ud for turistattraktion, også for et massepublikum. I dag synes kunstmuseer at være vor tids pilgrimsmål, kunstmuseer over hele kloden er skuepladser for ekstrem arkitektonisk udfoldelse, og publikums interesse nærmer sig hysteriet, når der er tale om de allermest feterede kunstnere sådan som f.eks. Picasso, van Gogh, Rembrandt, Michelangelo, da Vinci, Dalí, Monét og Matisse. Udstillinger, mausoleer, og enkeltværker som f.eks. Mona Lisa kan samle sig køer langt ud på gaden.

Klikens kunst
En del af interessen for kunsten kan tilskrives det forhold, at genstandene og kunstnerne er blevet kendt for at være kendt, og derfor er at sidestille med f.eks. The Beatles, Eiffeltårnet og små mænd fra Mars. En anden del af interessen skyldes den særstilling billedkunsten har indtaget i vort samfund, og som må have at gøre med det mellemværende forbrugeren og kunsten har med hinanden. At kunsten er ’væsentlig’ behøver man ikke have læst ret mange museumsplancher for at have forstået. Der peges på både intellektuelle, emotionelle og sanselige oplevelser, og spørger man forbrugerne, er der ingen tvivl om, at kunsten i en vis udstrækning har en virkning som lovet – alt afhængig af det pågældende værks kvalitet og forbrugerens modtagelighed.
Netop værkets kvalitet og forbrugerens modtagelighed er genstand for stor offentlig opmærksomhed. Alene dét, at kunstens kvalitet afgøres via meget komplekse problemstillinger, gør den interessant for dels den akademiske verden, der ser sin mulighed for at videnskabeliggøre det vanskelige felt, dels bourgeosiet, der per automatik kun interesserer sig for forhold, der kræver særlig ekspertise og forfinelse – connaisseurship, med andre ord – forhold, som netop derved kan bidrage til at konsolidere det som en særligt privilegeret og dannet klasse.

Planchens symbol
I et privat forum, f.eks. i en privat villa, ville der ikke være grund til at sætte plancher op omkring kunsten – plancher, der skulle kunne fortælle mindre dannede, mindre forfinede, hvorledes man skal forholde sig til den. Alligevel er der også i villaen usynlige plancher i form af de bøger, som villaejeren har stående i sine reoler eller liggende på sit sofabord. Det skyldes kun bourgeosiets diskrete charme, at der ikke direkte sidder plancher på væggen – enhver, der ikke ved, hvad der burde stå på den usynlige pamflet, kastes meget belejligt i den skønneste forlegenhed. Det er værtens allerstørste fornøjelse at ydmyge selv sine bedste venner.
I et museum, et offentligt af slagsen, eller et privat, der påtager sig ’et offentligt ansvar’ (læs: Uddannelse), er planchen selve symbolet på ansvaret. Dannelse og forfinelse bør ikke forbeholdes en veluddannet elite, men derimod distribueres (demokratisk) ud til folket. Folket skal opdrages til at forbruge kunsten på den mest fordelagtige måde, det vil sige på den måde, hvor det formodes, at udbyttet er størst. Kunsten peger ofte selv på de mest gavnlige måder at lade sig konsumere på, men kunsthistorikere, kritikere, journalister og andre formidlere klarer under alle omstændigheder resten. På en måde er der tale om en opskrift på samme måde som ved anvisningerne på indtagelse af vandet ved Kirsten Piils kilde i det attende århundrede: Tre glas og så spytte sig selv over skulderen.
På Louisiana giver det sig udtryk i en høj bevidsthed om værdien af f.eks. ’pauser’ – de kunstfrie zoner, hvori man kan tage sig et pusterum og ’fordøje’ oplevelserne, før man går videre til næste værk. Kunsten bør og skal indtages på bestemte måder – f.eks. i doser – derved, formodes det, går man mest opløftet eller oplyst eller andet fra stedet.

Som i et privat hjem
Louisiana er, især for udenlandske turister, en oplevelse af dansk, uformel omgangsform, idet kunsten ikke, som vanligt i udlandet, er installeret i alvorlige, hvide haller, men derimod i noget, der minder om et privat hjem. Kunsten anvendes altså på øjensynligt samme måde, som den kunne blive brugt ’hjemme hos en selv’, og på den måde får udstillingen uvægerligt karakter af salgsopstilling. Den besøgende får lejlighed til at se, hvordan værket ’ville se ud i din egen have’ (hvis du tilfældigvis havde en romantisk have med udsigt til sundet – trivielle drømme af den slags har en central plads på Louisiana) eller i din egen stue, som hvis man havde været på besøg i Ikea eller hos en anden møbelforhandler, hvor dagligstuer er installeret med nødvendige accessories som f.eks. bøger, potteplanter, lamper etc.. Kunsten er blevet et trækplaster for turister over hele verden, men netop den måde, hvorpå kunsten er integreret i et privat overklassemiljø, gør Louisiana til noget helt særligt. Bevares, de nye, mere tradionelle hvide haller i vest- og sydfløjen minder os om andre museer, men den gamle villa, de parcelhuslignende tilbygninger fra 50’erne og 70’erne og den parklignende have – alt sammen med kunst installeret som om det var en privat samlers (!) – gør oplevelsen helt unik. Louisianas grundlægger går foran med sin helt åbenlyst udbytterige omgang med kunst, vi går i hans fodspor og forsøger at få det bedste ud af det.

At se = at forbruge
Nogle vælger at se ned på caféer og museumsbutikker i moderne kunstmuseer, som om kunsten repræsenterer et særligt sakralt rum renset for verdslige, trivielle behov. Men selve kunstens funktionsmåde er konsumet, og i den forstand adskiller den sig ikke fra caféens og butikkens produkter. Men et af de særlige aspekter ved kunsten er, at den, modsat maden eller designerkøkkentøjet i butikken, lader sig forbruge ved blot at kigge på den. Derved bevarer den sin prestige som unika, uanset at den lader sig masseforbruge. Det giver den en helt særlig status i turistindustrien. Uanset hvor stor en pøbel, der har kigget på Mona Lisa, bliver det ved med at bevare sin status som højkulturelt artefakt. Derfor er et kunstmuseum meget eftertragtet som turistattraktion over hele verden såvel som i Danmark. Kunstmuseet giver kommunen eller byen stil og klasse, og det vidner meget belejligt om hele to centrale aspekter samtidig: Demokratisk bevidsthed og forståelse for højkulturel kvalitet. Kan man slå disse to fluer sammen med en række kendte kunstnere i et arkitektonisk monumentalværk, har man sikret sit lokalområde en prestigemæssig sikker investering. Derfor har vi, heller ikke i Danmark, set det sidste pragtværk udi kombinationen af verdslig turistindustri og kulturelt fremme. Det er simpelthen for skøn en godte.

*Dette er den 13. af 17 artikler hvor forfatteren Pablo Henrik Llambias via besøg på danske turistmål reflekterer over og fortæller turismens historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu