Læsetid: 5 min.

Skraldet og den destruktive skønhed

Stor retrospektiv udstilling i Nice viser Armans stædige beabejdninger af hverdagens trivielle restprodukter
2. august 2001

Udstilling
NICE – På sin 30-års fødselsdag d. 28 april 1958 åbnede Yves Klein sin berømte udstilling ’Le Vide’ i Galerie Iris Clert i Paris. Klein havde brugt tre dage på den store renselse. Galleriet var tømt for enhver form for inventar. Væggene var malet hvide. Klein havde skabt et rum besat med ikke synlig energi, som tilskueren så ved hjælp af meditative processer kunne transformere til en mental udstilling af immaterielle malerier. Et tomt rum alene opfyldt af alkymistisk kraftfuld energi. ’Le Vide’ kaldte Klein sin fraværsudstilling, det endegyldigt immaterielle kunstværk. Det var judoeksperten Kleins egensindige sammentænkning af Duchamps ready-made-ideer og den mystiske rosenkreuzerordens okkulte alkymisme, som Klein var begyndt at studere sammen med ungdomsvennen Arman i Nice i slutningen af 40’erne.
Et halvt år senere foreslog Arman Iris Clert en udstilling med titlen »Le Plein«, hans kunstneriske svar på Kleins renselsesprojekt. Men hvor Klein søgte at bringe det spirituelle på form, arbejder Arman udelukkende med bearbejdninger og tranformationer af hverdagens materielle efterladenskaber. Han foreslog, at man fyldte galleriet med skrald og affald. Spiritualiteten skulle afløses af storbyens fortrængte affaldsprodukter. Armans forslag blev afvist. Det var for beskidt og for stinkende. I stedet udstillede han sine »Cachets«, hvor han havde kastet objekter dyppet i farve mod lærredet eller med gummistempler dyppet i oliefarve bemalede store papirark i abstrakte rytmiske mønstre, og skabt en hybrid mellem det mekaniske stempelaftryk og et Jackson Pollock inspireret abstrakt ekspressivt udtryk, en hybrid mellem det mekanisk industrielle og det spontant ubevidste.

Det fyldte
To år senere overgav Iris Clert sig. I første omgang ville Arman have en skraldevogn kørt op foran galleriet, hvor den så skulle læsse sit indhold af. Som en afmytologisering af kunstnerrollen skulle skraldemændene fylde galleriet med affaldet. Projektet blev dog opgivet i denne form. Arman fyldte selv galleriet med indsamlet affald i bunker fra gulv til loft provokerende blandet op med arbejder af store samtidige kunstnere, så udstillingen bortset fra et par smalle stier mellem skraldebunkerne stort set kun var synlig fra gaden. På grund af det kraftigt stinkende affald måtte man lukke udstillingen efter bare 13 dage.
Det var Yves Klein, der havde udtænkt ferniseringsindbydelsen. Man fik lavet 3.000 sardindåser. Dåserne var datomærkede, på omslaget stod der »FULL – UP åbnes før den 25 oktober 1960.« Arman havde samlet papiraffald i Metroens papirkurve, fyldt det på sardindåserne, der desuden indeholdt en håndskreven invitation, hvor man blev opfordret til at reflektere over den kraft, det reale besidder, når det fortættes til en kritisk masse. Desuden var der en maskinskreven tekst af kritikeren Pierre Restany, der annoncerede, at Arman med denne kunstneriske omvending af Kleins tomhed havde givet den nye realisme dens endegyldige arkitektoniske dimension.
Det tømte og det fyldte, det rensede og det beskidte var således forenet i et fælles projekt om den overskridende udfordring af det traditionelle kunstværk og en kunstnerisk udforskning af en ny og anden virkelighed. Et par dage efter åbningen af Armans udstilling samlede den ambitiøse Pierre Restany en række kunstnere i Kleins lejlighed i Paris. Her blev manifestet ’Le nouveau réalisme’ udarbejdet. Kunsten skulle ikke længere producere æstetiske repræsentationer af den moderne storbyvirkelighed, men i begrænset omfang med få kunstgreb bearbejde den selvsamme virkeligheds objekter.

Tilfældets logik
Både Arman (f.1928 som Armand Pierre Fernandez) og Klein stammer fra og boede i hele deres ungdom i Nice. Mødtes i 1947 i en judoklub og holdt sammen indtil Kleins død i 1962 i et venskab og inspirerende arbejdsfælleskab omkring zenbuddhisme, astrologi og avantgardekunst. Så der er indlysende årsager til, at netop museet i Nice arrangerer en stor retrospektiv Arman-udstilling. Udstilllingen omfatter arbejder fra hele Armans omfattende produktion fra de tidlige »Cachets« fra midten af 50’erne og frem til helt nye arbejder fra de sidste par år, men med hovedvægten lagt på 60’erne.
Ophængningen er lagt tematisk an. Organiseret omkring de genrer, som Arman selv har konstrueret. Ideerne fra »Plein-udstillingen« videreføres i hans arbejder med »Accumulations«, ophobninger af affaldsprodukter som fx kapsler, dukkehænder, gasmasker, ure, kameraer, bestik, medicinflasker etc, som organiseres i rytmiske serielle strukturer og placeres bag plexiglas. Eller hans »Poubelles«, vitriner med affald eller gadeopfej som oftest mere tilfældigt organiseret.
Men begge projekter rækker tilbage til surrealisternes vitriner og til dyrkelsen af det tilfældige. En tro på, at de produkter som det gennemrationaliserede samfund støder fra sig som rester har karakter af en slags fortrængt materiale, som parallelt med det fortrængte ubevidste indeholder en modstand mod og kritik af den kolde kalkulatoriske fornuft, som styrer det rutineprægede arbejdsliv. Derfor er serialiseringen hos Arman heller ikke så glat og modstandsløs som i popkunsten. I de tidlige arbejder anvendes der ikke som i den amerikanske popkunst fabriksnye standardiserede masseprodukter, men udtjente og nedslidte affaldsprodukter.
Den anden side af dette projekt, består af de såkaldte »Colères«, hvor aggressiviteten er mere dominerende, hvor projektet bliver mere billedstormerisk, hvor han forsøger at fastholde netop det øjeblik, hvor genstanden smadres, ved på en flade at fiksere stumperne i deres præcise indbyrdes forhold. En slags destruktiv transformation. Musikinstrumenter, tv-apparater, telefoner, biler og møbler skæres igennem og vrides fra hinanden. Men monteres sammen påny med både montagen og destruktionen fastholdt og bevarer således umiddelbart destruktionen af disse mere ophøjede objekter og fastfryser selve destruktionens øjeblik, samtidig med at arbejderne kunsthistorisk set åbenlyst henviser til kubismens og futurismens dyrkelse af det dynamiske og samtidigheden, til dadaismens destruktive opgør med det borgerlige kunstværk.

Provokatorisk opgør
Armans projekt indeholder alle de momenter, som er så typiske for den traditionelle 60’er-modernisme. Det provokatoriske opgør med det borgerlige repræsentative kunstværk. Troen på det avantgardistiske værks progressivitet som negation og overskridelse. Kritikken af den traditionelle kunstnerrolle.
Men samtidig demonstrerer en udstilling som denne det historisk begrænsede i projektet. Samlet som her i en stor retrospektiv udstilling sker der nemlig det sære, at disse værker med nu snart et halvt århundrede på bagen ikke blot i en aktuel sammenhæng har mistet det meste af deres provokatoriske og overskridende karakter, men samtidig bliver de nu forlenet med en særegen form for skønhed, træder frem for en nutidig iagttager med en helt anden form for æstetiske kvaliteter end det sandsynligvis oprindeligt var meningen. Arman har formodentlig også selv fornemmet dette. I alt fald er en række af de nyere arbejder fra 90’erne præget af en mere bevidst æstetisk stilisering og udnytter effektfuldt de kvaliteter, der ligger i de fabriksnye objekter, som nu sammenstilles i serielle strukturer: Ure, fotopparater, indkøbsvogne, stole, ventilatorer og strygejern etc.

*Arman: Passage à l’acte, Musée d’art moderne et d’art contemporain Nice. Indtil 14. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her