(2. sektion)
*New Yorks litterære kredsløb har gjort scenen og mikrofonen til et lige så vigtigt forum for litteratur som biblioteket og bogen. Overalt i byen er det oplæsningen i bedste fald de verbale beåndinger af det skrevne ord der er den omsiggribende litterære form, hvor rytmikken ofte nærmer sig groovet. Ikke så meget i de økologiske dele af East Village, hvor sky, men intense poeter forsøger at få ordet til at lette i skyggefulde haver, eller i veloplyste Barnes & Noble, hvor forfattere giver deres bøger et ekstra salgsboost, men oftest når håbefulde amatører og enkelte pros træder foran den åbne mikrofon på Nuyorican Poets Cafe i East Village hvor bl.a. Staceyann Chin, der senere på måneden gæster Danmark, trådte sine lyriske barnesko eller på 13 Bar på Union Square hvor et af de nationale Slam-mesterhold har til huse eller i Jimmys Uptown i Harlem ved ugentlige Poetry Slams eller spoken word-arrangementer. Emnematerialet er oftest socialpolitisk, og det mest påtrængende spørgsmål, når det kommer til identitet, er således ikke hvem er jeg?, men hvordan finder jeg rum til at være mig? sociale forhold, lokalpolitik, politi, kønskamp, seksualitet og skønhedsdiktatur er de varmeste kartofler. Og her er ikke langt til den synkoperede rytmik i en hiphop-fortælling, men der er en markant forskel. Det er stadig det talte ord, som udstanser groovet, og det er stadig indholdet, ikke formen, der rummer budskabet. Men spoken word antænder disse politiske ord, denne bramfri tale bedre end nogen anden litteraturform i New York, hvis ikke USA, lige nu. Og nye generationer af lyttere, som troede litteratur var akademisk som på de højere læreanstalter eller småborgerlig som hos Oprah Winfrey, spidser ører bliver måske endda inspireret til at blive læsere.
