Læsetid: 9 min.

Jeg skriver med indvoldene

Men du skal ikke tage fejl af det, jeg siger. Jeg beklager mig ikke over, at der er popteater, men over at det rigtige teater er truet på sin eksistens, siger digteren og dramatikeren Jess Ørnsbo, der om kort tid udsender sin nye digtsamlingn ’Undren’
17. august 2001

(2. sektion)

Interview
I mere end en menneskealder har Jess Ørnsbo været både frygtet og beundret i det danske kultur- og teaterliv. Hans vilje til at sige tingene sådan, som han mener, de hænger sammen, og i ganske uforblommede vendinger har gennem årene bragt ham på kant med mange mennesker og betydet megen modgang for ham.
Og hvad stiller man i grunden op med sådan en provokatør, når han nu også faktisk kan skrive, så det batter? Man kanoniserer ham som klassiker og undlader at sætte hans stykker op.
Som Det Kgl. Teaters skuespilschef Klaus Hoffmeyer engang har bemærket, er vurderingen af Ørnsbos dramaer skiftet brat fra, at man ikke kunne opføre dem, fordi de var for kontroversielle, til ikke at behøve at spille dem, fordi de er ’klassikere’. Men Ørnsbo vil naturligvis ikke vide af sig selv som klassiker.
»Ja, for det første er jeg jo ikke død, og for det andet synes jeg ikke, at modstanden er blevet mindre. Jeg har arbejdet tre år på et stort stykke om at blive gammel. Det hedder Og så gik de ind i historiens mørke. Men alderdommen er der ingen, der vil høre om, så det stykke er blevet refuseret.«
»Det store problem med dansk teater i dag er, at det er blevet overtaget af en generation, som ikke vil blive voksen. I dag er det Doktor Dante, der er det store nummer. Men hvad er det egentligt, Danterne har lavet? De har aldrig lavet rigtigt, psykologisk teater. Danterne interesserer sig ikke for karakterer. Til gengæld har de taget nogle nye former ind. Rockteater, gyser-drama og alt muligt andet end teater. På den måde kan de sikre sig et ungt publikum.«

De unge
– Er der noget galt i det?
»Mange kritikere har været begejstrede over, at Danterne kunne trække de 17-årige i teateret med rock og rul. Men det er jo ikke et publikum, der bliver hængende, når man begynder at vise mere komplicerede ting. Det er på samme måde med børneteatret. Vi er blevet beskyldt for at have verdens bedste børneteater. Men de viser jo kun børneforestillinger, hvilket betyder, at når børnene bliver store, så gider de ikke længere gå til teaterforestillinger. I gamle dage var det anderledes. Selv på Nørrebro og Vesterbro, hvor min kone og jeg er vokset op, gik man i teatret. Og tog børnene med. Men det var voksenteater, man så. Så vidste børnene, at der var noget, de skulle lære at forstå. Det går ikke bare at vise børneteater for børn og ungdomsteater for teenagere. Lad os få noget rigtigt teater.«
– Du er ikke bange for at komme til at lyde som en gammel Jeronimus?
»Næ, for det er jo mig, der har ret. Det egentlige teater, der fremstiller mennesker i deres psykologiske farve, kan Danterne ikke beskrive, fordi de er så uudviklede. Men det kan jeg. Det vil jeg påstå. I dag holder man op med at være barn som 8-9-årig. Og når de unge bliver 30, er de stadig ikke blevet voksne, men går og efteraber forskellige ting. Og når de bliver 40, er de færdige. Se bare på Danterne. De har aldrig gennemgået nogen egentlig udvikling, men har fornyet sig ved at optage filmklicheer. De laver teater om til tv. Og hvis det fortsætter på den måde, så ender folk med blot at gå i teatret for at være klakører i et tv-show. Folk glemmer, at der findes en anden form for teater.«
– Hvad er det, den anden form for teater skal kunne?
»Det skal lave psykologiske portrætter af folk i en tid, hvor der foregår så store omvæltninger som nu. Det skal have et sprog, som er tilpas udtryksfuldt. Vi har brug for et teater med psykologi og sprog i. Det kedelige er, at vi har overgivet os til reklamegenerationen. Men du skal ikke tage fejl af det, jeg siger. Jeg beklager mig ikke over, at der er popteater, men over at det rigtige teater er truet på sin eksistens. Hvis man gik i Edison-teatret for at se Woyzeck, blev man præsenteret for 12 sange fra New York, pakket ind i en vældig flot scenografi, men hvad det var, man så, var mere uklart. Man tager overskriften fra et godt stykke og udelader resten. Og så tror de unge, at dét er Büchners Woyzeck! På den måde opdager de aldrig det rigtige teater. Jeg ved ikke, hvad det er for et bondesamfund, vi lever i. De unge tør ikke gå i Det Kongelige Teater, hvor man ellers spiller meget bedre teater end på f.eks. Kaleidoskop. De sidder, som var de i kirke, og oplever det rene ingenting! Og de kommer aldrig til at opdage, at der spilles bedre teater andetsteds.«

Fordækt retfærdighed
Jess Ørnsbos harme over tingenes tilstand synes denne sommereftermiddag fuldstændig at stå i modsætning til den fredelige eksistens på Spurvevænget i Viby Sj., hvortil han sammen med hustruen og forfatterkollegaen Dorrit Willumsen flyttede i 1971. Har man som besøgende først passeret det voldsomme buskads, der skærmer huset af fra vejen, opdager man, at det ikke er noget almindeligt parcelhus, man er kommet til. Overalt i haven står der krukker, højbede og baljer med et fuldstændigt uoverskueligt antal planter af eksotisk herkomst. Atmosfæren er tæt og fugtig som i et væksthus eller en jungle. Men også fredelig og afslappet. Denne oase kan næppe være en vred mands værk.
– Selv i dine første tekster mærker man et voldsomt temperament. Hvor kommer harmen fra?
»Ja, jeg har jo nok valgt de gale forældre lige fra begyndelsen. Min mor var et meget følelsesladet menneske, mens min far var temmelig kold. Han sagde aldrig noget, havde knapt nok noget sprog, og så var han stædig. Til gengæld tror jeg, at hvis jeg har nogen hjerne, må den komme fra ham. Mine forældre holdt sig ikke tilbage med noget som helst. Det opdagede jeg først, da jeg kom i skole og blev omgivet af funktionærsønner, der ikke havde den der oplevelsesdybde. Konflikterne mellem mine forældre har lært mig meget. Jeg opdagede, at selv om min far, der var den klogeste, måske rent rationelt havde ret, så havde han det alligevel ikke. Og at min mor, der politisk var gal på den, alligevel havde et følelsesoverskud. Hun var halvt tysk og troede, at Hitler var en slags damefrisør. Jeg tror, at det er ved at se på min far, at jeg har fået min store forsigtighed over for folk, der har ret. De som tilhører de retfærdige, har jeg en dyb mistænksomhed over for. De bruger hele den rationelle retfærdighed til at dække over det, der er værre. Der har jeg nogen at læne mit hoved ved, nemlig Strindberg der altid sagde om disse retfærdige helgener: Hvad er det, de forsøger at skjule?«
– Dit forfatterskab har siden debuten hudflettet velfærdssamfundet. Hvad er det, der har skabt den store afstand mellem din generation og den, der nu overtager velfærdssamfundet?
»Jeg tilhører en sjælden generation, der har fået alting forærende. Fra ’51 til ’63 tjente jeg 100 kr. om ugen ved at slæbe kartofler på Vesterbro. Det blev til 4.000 kr. om året. På skattekontoret sagde de foragteligt til én: Du har ikke tjent nok til, at du kan få lov at betale skat! Det har jeg tænkt en hel del på siden. Men i løbet af 60’erne begyndte lønnen at stige eksplosivt. Det med hus og bil, der havde været forbeholdt direktørerne, blev nu hvermandseje. At det så kom til at påvirke folk på den måde, som det gjorde, var der jo ingen, der kunne forudse. Ingen tænkte på, at det var en udvikling, der sprængte familielivet.«
– Og det fylder meget i dit forfatterskab. Lige fra 60’erne handler dine skuespil om familier i opløsning…
»Der var en klog mand, der engang sagde til mig, at den største revolution i nyere tid, var parcelhuset. For der kan man dele generationerne totalt op. I gamle dage, hvor hele familien boede i en toværelses lejlighed, blev man presset ind i en social sammenhæng, som man var nødt til at deltage i og leve med. Da parcelhuset kom til, behøvede man ikke at være sammen mere. Man kunne bare gå ind på sit eget værelse. Man blev ikke udsat for de her menneskelige sammenstød, som prægede hele den gamle boligmasse. Den ny generation er identitetsløs. Den har ikke noget med hjemmefra.«
– Er det blevet vanskeligere at skrive drama?
»Ja, bestemt. En af grundene er, at virkeligheden efterhånden er blevet så rablende vanvittig. Det er svært at lave satire. Jeg læste forleden, at narkomaner i dag går på afvænning, fordi de under afgiftningen får betalt kost og logi og derved kan spare penge op til stoffer, til når de kommer ud igen. Se, det ville være sådan en rigtig Dario Fo-historie fra 70’erne. Den ville man dårligt nok kunne finde på selv. Men nu har virkeligheden overhalet fantasien. I gamle dage blev jeg beskyldt for at finde på historier, der var ganske uvirkelige, men nu er det virkeligheden, der er uvirkelig. På samme måde med volden i teateret. I dag konkurrerer man jo næsten om at være de mest voldelige. Da jeg lavede Majonæse, var folk ved at gå bagover, da der bliver brækket en lillefinger. Men nu kræver de blod og incest!«

Digtene
For fire år siden udgav Jess Ørnsbo sin første digtsamling i 13 år, Tidebogen. Bogen er en kombineret almanak og digtsamling, hvor almanakkens oplysninger om vejret, dagenes navne, naturforekomster og historiske begivenheder danner udgangspunkt for poetiske refleksioner og iagttagelser fra dagligdagen. Allerede titlen antyder, at Tidebogen i hvert fald til en vis grad søger ud over dramaernes konfrontationslinje.
– Du har nu lagt dramaet bag dig og er igen begyndt at skrive digte. Er det en anden inspiration, du trækker på i digtene end i dramaet?
»Du ser, at jeg bor i en jungle. De færreste har opdaget, at der er en del naturiagttagelser i Tidebogen. De forskellige humører og tilstande er stærkt påvirket af denne jungletilværelse og af alle mulige småting, der udfylder dagligdagen. Jeg ville så gerne have en forståelse for de daglige ting. På et tidspunkt fik jeg fat i en almanak, der vævede alle mulige områder sammen fra historiske begivenheder, over horoskoper og til årstidernes skiften. Det var meget fristende at skrive en bog, hvor hver dag fik sit regi, hvor hver enkelt dag adskiller sig fra de andre. Jeg har også forsøgt at skabe en sammenhæng mellem de dramatiske ting, der kunne foregå ude i verden og så hverdagen her. Og det er stadig det projekt, der skal holde mig i gang de næste par år. For der er den fejl ved tidebogen, at den ikke har alle årets dage med. Der mangler mere end hundrede dage.
Men kritikerne manglede helt blik for den biologiske side af bogen. De overså, at jeg jo skriver med indvoldene. Den slags lærer man ikke at opdage på universitetet. Jeg forsøgte at skrive på det hele, også det dårlige humør og de kedelige tanker. De skulle passes ind i dagene. Og det er det, jeg fortsætter med at gøre i den næste bog, der hedder Undren. Men den er kun på 99 digte, så der mangler stadig væk nogle og tredive digte for at bogen er komplet som almanak.«

FAKTA
Jess Ørnsbo
*Jess Ørnsbo blev født i 1932 og debuterede i 1960 med Digte. Hans første drama, Dværgen der blev væk, havde premiere i 1966. Har man ikke set hans skuespil, kan man læse dem i de to opsamlinger 14 spil for løst publikum (1987) og 8 ulige spil. Grynt fra 90’erne. Til efteråret udkommer digtsamlingen Undren, der er en fortsættelse af Tidebogen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu