Læsetid: 4 min.

Staffeldts lidenskabelige græmmelser

Samlede digte nyudgivet. De er et monument mod digterens iscenesatte glemsel
17. august 2001

(2. sektion)

Poesi
Schack Staffeldt, den oversete romantiske digter, der er så berømt, at man aldrig behøver at anføre hans fulde navn, Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt, amtmand i Schleswig, har i eftertiden levet højt på sin glemsel. Et par digte, især optakten til hans Digte 1804, med titlen »Indvielsen«, er en kanonisk tekst, et sikkert hit i enhver dansk digtantologi. Men enhver omtale af ham indledes også med konstateringen af, hvor glemt han er – og så alligevel ikke. Senest hos Erik A. Nielsen i hans nysudkomne digttolkninger, Lyrikere, der bemærker, at Staffeldt ud fra et vist synspunkt er tabt for nutiden, hvorefter han ud fra et andet viser, at det er han slet ikke.
Staffeldt har, så langt min hukommelse rækker, været enhver danskstuderendes yndling og opfindelse. Hakon Stangerup skrev en stor afhandling om ham i 1940, modernisterne dyrkede ham, og postmodernisten Hans-Jørgen Nielsen var dybt forelsket i sonetten, hvor digteren falder i trance over det natlige aftryk af den elskedes legeme i sengen: »den uberørte møes affødte datter«. Hans travesti står i fra luften i munden. En ren bortnærværelse i næsten nordbrandtsk forstand.

Forsinkelsen
Staffeldts problem var, at han iscenesatte sin egen forsinkede ankomst til det romantiske gennembrud i Danmark, som Oehlenschläger stjal fra ham et år forinden med Digte 1803. Den tosprogede Staffeldt var også betydeligt mere indforstået med den nyere skoles idealistiske filosofi i Tyskland end det intuitive geni Adam Aladdin, der fik det hele forærende af Steffens.
Fire år senere leverede Staffeldt endnu en samling Digte, men så gav han op, selv om der kan fremskaffes digte på dansk og tysk fra tiden helt op til få år før hans død i 1826. Det var den kommende storudgiver F.L. Liebenberg, der i 1841 fik overladt hans efterladte papirer, og som sin debut besørgede den samlede udgave af digtene. Johan Ludvig Heiberg skrev begejstret om Staffeldt, og Georg Brandes kreerede en stor introduktion til Liebenbergs senere udgave af digtene fra 1882, som jeg finder i reolen i et mørnet eksemplar. Dér hedder det: »Lidet læst og kjendt, aldrig sunget, sjeldent anført, mens han levede; død som dansk Digter atten Aar før sin Død; opmanet af Graven ved en Litteraturelskers Begeistring sytten Aar efter at Jorden havde lukket sig over ham; saa lovprist og skamrost af Datidens største kritiske Autoritet...«
Og sådan har berømmelsen og fraværet siden bølget. I 1968 kom kammerjunker og assessor Schack Staffeldts Digte blandt Gyldendals Trane-klassikere. Og nu foreligger den endegyldige udgave af Samlede digte i tre statelige bind, hvoraf det sidste er lutter kommentarer med tekstkritik og varianter samt efterskrift, alt sammen eksemplarisk besørget af Henrik Blicher, ph.d. ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet. Han gør også rede for både Staffeldts og Liebenbergs forskellige manipulationer med tekster og dateringer.

Spaltningen
Men næsten 900 sider lyriske digte skrev den forgræmmede mand om en tilværelse, han på ingen måde følte sig hjemme i, et fængsel for tanke og trang, der kun lindredes ved anelse, drøm og sang, som det før nævnte digt fortæller på baggrund af det enkelte, sjældne øjebliks sublime karakter af total identitet.
Og det er, hvad der forsyner hans bedste digte med en brændende intensitet, dette at hele livsfølelsen kan koncentreres i det sproglige udtryk: En poesi, der er religion, idet musens brændende kys er himlens åbning. Han redegør i flere digte for den ulægelige spaltning, han oplever ved kun at være i skyggernes uegentlige verden, sådan som Platon har udlagt eksistensens tekst om ideernes sande, men uopnåelige væren i livets morgenrøde. I »Kunstnerlængsel« udmaler han med Platons grottesymbol klagensangens melodiske dråbefald. Ingen fred og lise har han, thi alting længes og sukker.

Skattejagt
Den svenske digter J.H. Kellgren oversatte Staffeldt, der fik en genganger i Erik Johan Stagnelius, som med sukkenes mysterium på platonisk vis blev den svenske romantiks største lyriker. Der skal noget for at tilskrive Staffeldt en tilsvarende position, men hans galskab har trods alt større appel til nutiden end Oehlenschläger med det mere harmoniske temperament, indtil han en skønne dag nytolkes og de sjunkne skatte atter hæves. Som romancedigter distancerer han umiddelbart Staffeldt, hvis episke digte nu virker dilettantiske. Interessant bliver han dog, når han objektiverer sin fortvivlelse til beretning som i »Melancholie« med undertitlen »Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik«, hvor hulen får ny karakter: I Drømmenes Grotte, i Søvngudens Lye/Forgiæves mit Hoved jeg dølger.
Den store udgivelse er en fin invitation til skattejagt blandt de sære og lidenskabelige fantasterier, hvor ikke mindst de erotiske digte naturligvis er vilde og problematiske, provokerende for en nutid, der i ekstrem grad har afmytologiseret kunstnerrollen. Det var et patetisk ordarbejde, der måtte ende i personlig resignation – alt mens Oehlenschläger skrev videre i hektisk produktivitet for at bevare sin truede position. Heiberg, der et par år før hans død besøgte Staffeldt i Schleswig, beundrede ham for, i modsætning til digterkongen, at have fastholdt filosofien, endda i sin legemlige svækkelse at have tanken ganske opfyldt af ’Hegels objektive lyrik’! Det var vand på kritikerens mølle. Den maler stadig, langsomt, stædigt, nu til et monument mod glemselen.

*Schack Staffeldt: Samlede digte 1-3. Udgivet af Henrik Blicher. 453 + 443 + 471 s. Indb. 625 kr. DSL/C.A. Reitzels forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her