Læsetid: 5 min.

Det statsløse demokrati

Globaliseringen truer ikke demokratiet, men kræver, at vi gentænker forbindelsen mellem borger og politisk myndighed
28. august 2001

Globalisering
»Demokratiet er ikke nødvendigvis truet af globaliseringen. Demokratiet ser kun ud til at være truet, så længe vi holder fast i forestillingen om, at vi er nødt til at indgå i homogene, stabile politiske fællesskaber, at vi er medborgere i et velafgrænset, veldefineret og på forhånd givet demos: nationalstaten,« siger Jens Bartelson, professor ved Statskundskab på Kø-benhavns Universitet.
Udsagnet er en kommentar til de globaliserings-kritikere, der fremfører, at globaliseringen undergraver demokratiet, statens autonomi og den nationale identitet. Den opfattelse er Jens Bartelson yderst skeptisk overfor.
De problemer, som globaliseringen konfronterer demokratiet med, er for det første ikke nye, men har været der hele tiden, mener han.
For det andet ligger der i udsagnet om, at globaliseringen undergraver demokratiet, en indbygget idé om, at der til et demokrati nødvendigvis hører en forud defineret statsborgerkreds, et demos, der forstås som et homogent værdifællesskab, som er enten etnisk, sociokulturelt, sprogligt eller religiøst bestemt. Den idé er Bartelson kritisk overfor.
»Det nationale kollektiv er en historisk, men ingen nødvendig forudsætning for demokratiet. Det er det, de kosmopolitiske demokrati-teorier fremfører. Og det er rigtigt. Sagen er bare, at de ikke giver os noget svar på, hvordan et nyt demos skal se ud,« siger Bartelson.

Et nyt demos
Globaliserings-debatten opererer for det meste med to forskellige demos-begreber, to opfattelser af, hvem der bør udgøre fundamentet for de demokratiske beslutninger, hvis det ikke længere skal være nationalstaten og dens borgere. Første version er et demos, der defineres ud fra spørgsmålet om hvem, der berøres af en given beslutning. Den anden version er et demos, der omfatter hele jordens befolkning. Begge er problematiske, mener Bartelson.
»Man skal passe på med at foretage det, man i fagsproget kalder ’the domestic analogy’, altså overføre beslutningsformer og institutionelle mekanismer, der er opstået i nationalstaterne til det globale niveau. At overføre demokratiske beslutningsformer til et globalt niveau, kan ikke ske på nogen enkel vis. Og det kan ikke ske, uden at man på forhånd har taget en beslutning om, hvem der skal have del i de demokratiske beslutninger. Er det hele menneskeheden, der skal opfattes som statsborger-kreds-en, som demos?«
»Eller er det dem, der berøres af beslutningen, der skal konstituere demos? Hvad gør vi da med en beslutning, som tages i for eksempel Washington eller i Stockholm. Hvilke grupper kan og bør få legitim indflydelse på den beslutning. Hvis man siger, at det skal være dem, der berøres af beslutningerne, så står man tilbage med afgørelsen af, hvem der er berørt, og hvor berørt man skal være, for at være berørt nok af en beslutning til at kunne få indflydelse på den? Og hvem skal i øvrigt afgøre det?«
»I stedet kunne man vælge at definere demos som konstitueret i en given beslutnings-situation, hvor elementære demokratiske spilleregler, en slags demokratisk ideal, overholdes. Det betyder, at demos aldrig kan opfattes som homogent og stabilt, men udelukkende som heterogene, fluktuerende og ustabile demos, der skifter med beslutnings-situationen. Det betyder, at beslutnings-situationerne kommer til at ligne forhandlingsspil mellem forskellige parter, hvor det enkelte individ over tid kommer til at tilhøre forskellige demos med forskellige interesser.«

National kontrol
»Historisk har det været sådan, at national identitet og individuel loyalitet har været en nødvendig forudsætning for, at demokratiet kunne vokse sig stærk. I de mest livskraftige vestlige demokratier har det været en forudsætning, at folk er blevet demokratisk opdraget, først og fremmest gennem de na-tionale uddannelses-systemer, ligesom kontrol med informationer og monopol på massemedier har haft en central funktion i opretholdelsen af det nationale værdifællesskab, identitet og loyalitet hos medborgeren.«
»Men det er ikke længere nødvendige forudsætninger, hverken for politiske fællesskaber eller for, at demokratiet skal fungere, hvis vi forstår demokrati som noget, der findes i beslutningsøjeblikket, hvor det konstituerer sit eget demos eller sine egne demos. For så kommer de individuelle loyaliteter og mulighederne for de kollektive identiteter hele tiden til at skifte. Hvorfor den type stabile identiteter, der har udviklet sig i nationalstatens tid siden den franske revolution, er en historisk parentes, der nu måske er ved at forsvinde – i det mindste i vores del af verden. Andre steder i verden er det jo præcis den slags, man slår ihjel for.«
»Det, der af og til betragtes som en trussel mod demokratiet, nemlig opløsningen af de nationale identiteter, er måske i virkeligheden der, hvor demokratiets mulighed åbner sig i dag. Hvis vi formår at skabe eller søge vore identiteter på anden vis end via nationalstaten, tilgodese vores behov for belonging på anden vis end ved at abonnere på en færdiglavet national kultur, så er det jo også udfordringen for ethvert individ og ethvert menneskeligt kollektiv at agere demokratisk uden at kunne forudsætte et færdigt defineret politisk eller andet fællesskab.«

Verdens-samfund
»En af de mest spændende visioner for, hvordan verden kommer til at se ud, er ideen om et verdens-samfund, der består af mange forskellige typer aktører. Vi har stadig den suveræne nationalstat, men dertil kommer andre
aktørstyper: multinationale virksomheder, NGO’er, selvstændige individer, diasporaer, mængder af forskellige typer af organisationer, alt muligt. Det, der definerer en aktør, afhænger af sagsområdet og af den politiske, økonomiske eller militære ressource-tilgang, og af regelsæt, regel-efterlevelse, af sociale relationer.«
»Et verdens-samfund, der består af forskellige systemer og sub-systemer, som ikke begrænser sig til de enkelte staters territorier, men er delt mellem et globalt juridisk, politisk og økonomisk system. Det er en tanke, der for eksempel er udviklet i Niklas Luhmanns teorier.«
– Hvordan kunne en demokratisering af et sådant verdens-samfund se ud. Kunne man forestille sig en demokratisering via NGO’erne?
»På det punkt har jeg meget lidt håb. I forhold til
NGO’ernes evne til at fungere som en demokratisk kraft er jeg ret skeptisk. Dels fordi de ikke fungerer ud fra demokratiske spilleregler, dels fordi de er en del af en problem-industri. De er ganske vist som oftest baseret på idealisme, men opbygningen er sket ud fra et traditionelt hierarkisk mønster for erhvervsvirksomheder. De har arvet hierarkiske organisationsformer, der er udviklet i nationalstatens blomstringstid, og bærer præg af autoritær topstyring,« siger Bartelson.

*Første artikel i serien blev bragt i går. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her