Musikkultur
NEW YORK Curator eller museumsinspektør kalder flere af New Yorks markante musikfora det, som man i Danmark nok ville kalde en booker. Jobsene ligner egentlig også overfladisk hinanden, for begge har til opgave at lukke nogle musikere op på en scene. Men betegnelsen curator er alligevel ikke bare en smart kejserlig ekvipering af bookeren. Tag f.eks. Tonic i East Village, nedre Manhattan, som musikalsk set er det sted, hvor den musikalske curator er bedst udfoldet. Den i de mere avantgardistiske miljøer legendariske guitarist Derek Bailey fører her sin improvisatoriske nerve ud i sammensætningen af et varieret musikprogram.
Ganske vist finder man mere genkendelige begivenheder som den franske jazz-trompetist Erik Truffaz, den svale indiepoptrio Ivy eller det avantgardistiske bysbarn og kraftcenter John Zorns trio Masada. Så langt er der ikke nogen forskel fra så mange andre steder i byen, men det er der, når Bailey går aktivt ind og opsplitter kendte enheder: Når en række væsensforskellige musikere som den lettilgængelige eksperimentator Jim ORourke, dubkollektivet I-Sound og filmkomponisten Carter Burwell konfronteres med et til lejligheden installeret femkanals-Dolby Surround-lydsystem. Eller når latinmodernisten Arto Lindsay og hans musikere støder sammen med netop John Zorns hæsblæsende, hviskende sax og uvorne metoder. Se Zorn hviske jokes i øret på guitaristen Vinicius Cantuaria, se ham læne sig frem og vride på samtlige stemmenøgler på stakkels Vinicius guitar under hans soli.
Tonic beredte også mig den første oplevelse af to elguitarister og en laptopcomputer-musiker i fælles improvisation lodret fald gennem digital og analog vildskab. Og ligeledes radioteater for åbent tæppe: Cellisten Erik Friedlanders musik til en novelle opført af skuespillere med manuskript i hånd samt lydeffektmager.
På den renere elektroniske scene er begivenhedernes centre som altid mere flygtige, og steder beåndes ofte kun en overgang med elektronisk musik og kunst. The Anchorage, der har til huse i Brooklyn Bridges ene enorme bropille på Brooklyn-siden er et smukt eksempel på den elektroniske musiks vilje til at sætte omgivelser og mennesker i fælles svingninger. Genopdagelsen af bropillens rustikke 19. århundrede-katedral som musikalsk forum bliver gentaget år efter år hver torsdag kun i juni måned, og holder således publikums opmærksomhed på den sakrale, men grove arkitektur skærpet. Musikken runger gennem de mange sammenhængende rum bygget af gigantiske sten. Fugt driver fra væggene, og udspændte presenninger opsamler fugt (eller løsrevne murbrokker?) 20 meter oppe under loftet.
Flydende territorier
Jeg når begivenheden den sidste torsdag i juni, hvor frankfurter-selskabet Mille Plateaux fejrer ti-års fødselsdag. Et intellektuelt elektronisk funderet selskab, som har opkaldt sig efter filosoffen Gilles Deleuze og psykologen Felix Guattaris hovedværk, der netop opererer med ideen om fora, som ikke har faste regelsæt endnu flydende territorier, som med tiden vil fryse i en form, som enhver form for kreativt udbrud eller oprør har for vane. Men The Anchorage forsøger altså behændigt det modsatte...
Samtidig har arrangørerne, Creative Time, også kurateret en kunstudstilling i bropillen i år under titlen »Massless Medium: Explorations in Sensory Immersion« og store dele af udstillingen piller netop ved vor tredimensionelle fatteevne i dette ekstremt imposante rum. Duoen Firefly optegner genkendelige såvel som uigenkendelige objekters skeletter i et selvlysende materiale, hvor beskueren selv må fylde tomrummene, som i stregtegningen. Leo Villareal opløser afstandsfornemmelsen med Firmament, som via en række cirkulært strukturerede stroboskoplys i tre meters højde over et liggestolearrangement snart hypnotiserer beskueren til at opfatte lysene som lige for øjnene af sig.
Og Erwin Redls Matrix IV er en nærmest immateriel, men ikke mindre imponerende væg delende et højt aflangt rum i to: Tusindvis af lysdioder organiseret helt symmetrisk og lysende blåt når man står ved indgangen til rummet, men i forskellige tempi skiftende til rød altsom man passerer denne store, vægtløse væg.
Minimalistisk tilgang
»Grundlæggende fokuserer vi på minimalistiske tilgange til teknologi for derigennem at ramme publikum rent fysisk. Og den vigtige forbindelse mellem musikerne og udstillingens kunstnere er, at de engagerer sig i grundlæggende former for teknologi med henblik på at skabe rene sanselige oplevelser«, skriver musik- såvel som kunst-kurator Kevin McHugh fra Creative Time i en mail til mig.
»Jeg er inspireret af rene sensoriske oplevelser, rent lys, ren lyd... af mediet, ikke budskabet.«
Og det er også musikerne, ikke medløberne, som får spillerum under The Anchorage, hvor Porter Ricks går bastant kropsligt tilværks med sin innovative techno, og laptop-mesteren Kid 606 skaber en frontaloplevelse ad ørernes vej med sine blandinger af kornet kradsende støj, højfrekvent feedback-svæv og sukkersød melodik.
»Den musikalske oplevelses evolution efter ravekulturens komme er nået til en position aldrig nået af rockmusikken,« mener Kevin McHugh.
»Det er unikt, at tusindvis af mennesker kommer og lytter til kunstnere, som ikke benytter sig af tekster til at berette eller indikere en oplevelse, men i stedet manipulerer de samme former i timevis. Elektronisk musik er unik i forhold til rockmodellen i den forstand, at den intet har at sige. Og det ændrer også en begivenheds narrativitet: Det er ikke længere sang-bifald-sang-bifald-afslutning, det er en kontinuerlig sanselig oplevelse kontrolleret af teknologi og kunstnere.«
Den elektronisk sanselighed er anderledes solbeskinnet i det fremragende
Queens-galleri P.S.1, som hver lørdag eftermiddag og aften i juli og august under titlen »Warm Up« omdanner deres af fire meter høje, nøgne betonvægge indrammede forgård til en fiktiv strand eller urban oase, som kunstneren Lindy Roy og kompagni kalder det: Sand dækker det betragtelige areal, hvor man finder en væg af ventilatorer, forstøvningsanlæg over enklaver af hængekøjer, strandstole, to badebassiner, bruser, grill, P.S-1-folk i hvide kjorteler, et enormt tæppe med et fotografi af en surf-værdig bølge. Det er både humoristiske og helt banalt forfriskende installationer. Og hertil nogle af tidens mere interessante djs når det kommer til den behagende, masserende og ikke for anstødelige musik, som transmitteres over højttalere overalt i forgården. Og så er det fremragende, rummelige galleri åbent, når den megen velvære og lethed trænger til tyngdens modspil... Warm Up rummer som Information tidligere på sommeren har berørt dyder fra 60erne: Her som på The Anchorage i form af crossover-ånden såvel som den multimediale massage af sanserne, der gør det til den mest vederkvægende musikalske oplevelse i denne nådesløst varme storby eks- såvel som inklusiv stoffer.
Interessant sammenstød
Sjovt nok er det endnu et galleri, som her til sommer lægger hus til af de mere interessante musiksammenstød: The Turntable Sessions i galleriet Exit Art på Broadway organiserer duetter mellem dj og en serie skiftende instrumentalister: Samplister, vokalister, guitarister, percussionister.
Så, jo, New York pulserer på musikfronten også selv om der ikke er nogen flavor of the month eller ny bølge i sigte (men de tider er måske også forbi, hvor det gav mening for journalister med for store egoer at skrive om den slags) og mens The Knitting Factory den integrerede musikmetropol i downtown komplet med flere scener, indspilningsstudie og pladeselskab stadig er et vigtigt, men ikke altid helt så pulserende sted for newyorkermusikken, så synes de mest legesyge instrumentalister og elektroniske musikere at have fundet råderum i et langt mere omskifteligt netværk af steder og konstellationer. Alting flyder og ofte lidt hurtigere end alle andre steder i byen, der er for stresset til at kunne sove.
*Tonic og Subtonic (gratis lounge i kælderen under Tonic) www.tonicnyc.com
The Anchorage www.creativetime.org
P.S.1. www.ps1.org Warm Up hver lørdag i august
Exit Art www.exitart.org
The Knitting Factory www.knittingfactory.com
