Læsetid: 4 min.

Stort format med løse ender

Indisk forfatter forsøger sig med post-kolonial bestseller
2. august 2001

Ny bog
Glaspaladset er en roman i den store stil – en dannelses- og skæbnefortælling, der udspiller sig over hundrede år og flere generationer. Hvor det i den klassiske europæiske roman – hos Balzac eller i Thomas Manns Huset Buddenbrook – var kapitalismens gennemslag og det borgerlige individs formning og desillusion, der skabte sammenhængen, er det hos Amitav Ghosh kolonialismen, der er det altgennemtrængende strukturerende princip og fokus det post-koloniale subjekts kvaler og udfordringer. Om Indien og inderne i 1930’erne hedder det:
»De kunne se at det ikke var dem selv, ja ikke engang deres børn, som ville komme til at betale den virkelige pris for dette imperium; at de tilstande, som var ved at blive skabt i deres hjemland, ville sørge for at deres efterkommere ville træde ind i den nye tidsalder som krøblinge, og mangle de mest fundamentale redskaber til at overleve; at de i den fremtidige verden faktisk ville blive hvad de aldrig havde været i fortiden: en byrde for verden.«

Før-kolonial idyl
Romanen lægger fra kaj i Burma i 1880’erne med et romantisk kig ind i Mandalays før-koloniale uskyld og paladset af glas, hvor kong Thebaw, dronning Supalayat og prinsesserne hersker som en »legemliggørelse af det som er fælles for alle.« Blikket, der kigger, er hovedpersonen Rajkumars – en indisk proletarisk tilflyder, kan man vel sige, der er kommet til Burma via en lang odyssé med båd langs Chittagong-kysten. For ham er den form for samfundsfællesskab ukendt – »I det Bengalen, hvor han var blevet født, var disse bånd revet over af et århundrede med erobringer, det eksisterede ikke længere, ikke engang som et minde.«
Da briterne kort efter rykker ind i Mandalay, er deres styrker da også for flertallets vedkommende indiske sepoys – koloniserede soldater i imperiets tjeneste, »subalterne« eksistenser, som det hedder i moderne indiske debat.
Glaspaladset følger Rajkumar, hans afkom og forbindelser frem til vore dage. Det bengalske udskud bliver under det britiske styre tømmerbaron med besiddelser i både Burma og Malaja, han gifter sig med Dolly, som han første gang så i glaspaladset og siden – som prinsessernes anstandsdame – følger kongefamilien i eksil i Indien. Ud af denne bengalsk-burmesiske alliance vokser en familiesaga, hvis forgreninger kommer godt ud i hjørnerne af det tyvende århundredes historie i den koloniserede orient.
Amitav Ghosh har tidligere været på banen i lignende ærinder, bl. a. i den meget fine Skyggelinjer, der udkom på dansk i 1994 og skildrer delingen af Bengalen i 1947 som nedslag i en storfamilies liv og relationer spredt ud mellem Calcutta, Dhaka og London – en noget grummere version af det moderne Indiens fødsel end Salman Rushdies Midnatsbørn. Han er på dansk også kendt for malaria-romanen Calcutta-kromosomet fra 1997 om videnskab, magt, sygdom og spøgelser.

Historiens nedslag
Glaspaladset har en mere konventionel historisk ramme og er klart nok et forsøg fra Ghosh’s side på at skrive bestseller og slå igennem til en bredere læserkreds. Det er al ære værd, og bogen har mange kvaliteter, der må formodes at appellere – også til et dansk publikum af roman-ædere, der på trods af alt computeri og præk om bogens død er stadigt voksende og sultent.
Bogen rummer enkelte udfordringer og løse ender, der kan tænkes at stå i vejen for læseren. Den har flere personer end godt er at holde rede på, og de har ikke allesammen indlysende vigtige funktioner. Glaspaladset gør meget ud af at være historisk konkret – så meget at dens detaljerigdom omkring bilmodeller, fotoudstyr osv. ind imellem fremstår som skred ud ad en tangent.
Den rummer virkelig mange uoversatte indiske og sydøstasiatiske ord, der ofte virker blot som eksotik, og er meget geografisk specifik i udpenslingen af sit scenario. Dette er en del af dens rigdom, men kræver at læseren har tungen lige i munden, og det hjælper ikke at forlaget har sparet det kort over regionen væk, der findes i den engelske udgave. Selv den glimrende Annelise Schønnemann, der har oversat, bliver s. 22 rundtosset og forvandler en afrejse »til« Calcutta til én »fra«.
Lader man sig ikke forvirre, er Glaspaladset fuld af indsigter i sammenhænge, hvis facetterethed vil være ny for de fleste, herunder ikke mindst skildringen af 2. verdenskrig, af diskussionen blandt inderne om fascismen eller imperialismen som det højeste onde, og sepoys der i Burma deserterer og går over til japanerne og Subhas Chandra Bose’s Indian National Army for at undergrave det britiske kolonirige.
Romanens slutning er en vignet fra nutidens Myanmar – som Burma er blevet omdøbt – hvor militærdiktatur, stupiditet og vilkårlig vold hersker. Her har en efterkommer af Rajkumar et fotografisk atelier, han kalder »Glaspaladset«, hvor han om eftermiddagen – mens Aung San Suu Kyi henne om hjørnet taler til sin tilhængere gennem portens gitter – underviser i billedæstetik og fastholder en modstand mod et samfund, »hvor politik har overtaget alt.«

*Amitav Ghosh: Glaspaladset. Oversat af Annelise Schønnemann. 493 s. Kr. 349.- Cicero. Udkommer idag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu