Læsetid: 2 min.

Styrtebad

17. august 2001

(2. sektion)

Nedslag
I et interview til Politiken her i sommer udtalte Jytte Borberg sig om sin ungdoms generation og karakteriserede den meget rammende med ordene »konventioner og kolde styrtebade«. Især er ordet styrtebad velvalgt, det, alle nu kalder et brusebad. Det var jo mere lejlighedsvis vandpjaskeriet fandt sted, som det også fremgår af Den store danske Ordbog, der meddeler: »især brugt til afskylning af legemet efter arbejde, gymnastik olgn., til hærdning af legemet olgn.« Ordbogsbindet er fra 1944. Dengang under Besættelsen var vi også mest til kolde bade. Det var af sparehensyn kun varmt vand i rørene om lørdagen. På hospitalerne kunne man tidligere finde på at helbrede visse sygdomme med kolde ’dryppebade’. Sundhedstilstanden i Danmark var god under fødevarerationeringen.
Brusebadet blev først efterhånden en almindelig installation i hjemmene til daglig brug. Ellers skulle man være så heldig som Bjørnstjerne Bjørnson at have naturen til rådighed. Johannes V. Jensen har i Den ny Verden givet en næsten forelsket, helt animalsk skildring af den norske digter, der står splitternøgen og tager sit morgenbad under en lille fos i det fri. Her er der virkelig tale om styrt. Bjørnson tog også til orde i sædelighedsfejden på afholdenhedens parti.

I juli måneds hedebølge måtte man, ikke kun af hygiejniske grunde selv styrte sig i bølgerne eller for egen hånd gå under brusen – eller bruseren – for balancens skyld.
En yndefuld badescene er Christian Winther mester for i En Vise om Vaaren fra 1843, »Nu lakker det ad Tiden smaat, da Jomfru Vaar vil komme«. Det er den med omkvædet »Eia, hvor skjønt!«.
Digtet er en allegori om forårets forvandling til sommer, foranstaltet ved solens listige elskov med våren, der taber sin jomfrudom. Efter deres favntag myldrer frem en hærskare af kække små vækster overalt. Men først må hun ud af sit kammer, sit Closett, hun kaster sin Camisol, sin trøje, og lægger begge hænder på de unge bryster. Winther kan lige se det for sig:

Saa tager hun sit styrtebad
I Luftens friske Strømme,
Liig lette Skyer skilles ad
De mørke Nattedrømme.

Hun toer og tørrer sig, så det er mere end den bare luft. Og fuglene kvidrer så kønt.
Digtet er skrevet efter alle datidens lyriske konventioner, men det er næppe et koldt bad, der hentydes til, siden det animerer til erotik.
Konventioner er ikke kun noget fra Jytte Borbergs ungdom. De behersker også nutiden, så anderledes og oprørske de være vil. Men badning er for de fleste forbundet med nydelse, både i kolde og varme styrt og i bølgernes brus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her