Læsetid: 3 min.

Det er svært også at få tid til at læse bøger

Danske børn ville gerne læse flere bøger, men de har svært ved at få tid til det. Skolen og bibliotekerne er for dårlige til at tage hensyn til drengene
13. august 2001

.

0-18»Jeg har ikke tid til at læse bøger, fordi jeg spiller håndbold, fodbold, tennis, badminton og går til gymnastik. Og når jeg ikke er til sport, laver jeg lektier eller er sammen med mine venner.«
Sådan forklarer en dreng i ottende klasse, hvorfor han læser færre bøger end tidligere. Og den begrundelse er karakteristisk for hans aldersgruppe. Tiden er knap, og det er ofte bøgerne, der bliver lagt på hylden.
»Tiden er den helt tydelige forklaring på, hvorfor denne aldersgruppe læser færre bøger end f.eks. de 10-årige. De fleste vil gerne læse, og faktisk har mange dårlig samvittighed, fordi de ikke læser nok. Men de har også mange fritidsaktiviteter, venner, fester, arbejde og kæreste. Samtidig skal der være plads til andre medier som f.eks. tv, video og computer,« siger Torben Weinreich, som er professor på Center for Børnelitteratur på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Han har sammen med sin kollega, Anette Steffensen, netop lavet en undersøgelse af de 14-15-åriges læsevaner.

Stressede unge
I undersøgelsen deltog 417 elever i ottende og niende klasse. Eleverne var fordelt over hele landet og på forskellige skoletyper. De 417 elever havde sammenlagt læst 562 bøger den foregående måned. Det er et gennemsnit på 1,3 bog per elev. Da aldersgruppen fra ni til 12 år det foregående år var blevet spurgt om det samme, havde de i gennemsnit læst 2,8 bøger, – altså godt det dobbelte.
Undersøgelsen tegner generelt et billede af stressede unge, som gerne vil det hele, men som ikke kan nå det.
Samtidig viser den, at skolen i høj grad er med til at bestemme, hvilke bøger børnene læser.
56 procent af de adspurgte læser aldrig eller sjældent bøger, som de selv har valgt, i deres fritid.
At skolen spiller så stor en rolle for, hvad de unge læser, er både godt og skidt, mener Torben Weinreich.

Pigebiblioteker
Det gode er, at mange unge ville læse endnu færre bøger, hvis skolen ikke var med til at igangsætte læsningen. Det dårlige er, at skolens litteratursyn er meget snævert, mener han.
»Der er mange genrer, som slet ikke er repræsenterede i skolen. Det drejer sig f.eks. om science fiction, detektivromaner og gys og gru. Og det er netop de bøger, som mange drenge foretrækker at læse, når de selv kan vælge.«
Også på de danske biblioteker kniber det med at tilgodese drengenes interesser, og det kan ofte være svært for drengene at finde de bøger, de gerne vil læse.
»Bibliotekerne bør være langt mere opmærksomme på, hvad drengene godt kan lide at læse. Som situationen er i dag, føler drengene sig ikke nær så velkomne i bibliotekssystemet som pigerne.«
En del af forklaringen kan være, at der er en overvægt af kvindelige bibliotikarer.
»Måske overfører de deres forestilling om, hvad der er vigtigt at læse, til deres indkøb, sådan at de – uden at tænke over det – i virkeligheden kommer til at lave en slags pigebiblioteker,« siger Torben Weinreich.

SERIE
15 år
Mange føler sig pressede, fordi de både skal nå at passe skole, fritidsinteresser, venner, arbejde og måske en kæreste. En undersøgelse fra Unicef viser, at 76 procent af danske børn er medlem af mindst en organiseret klub eller forening. De fleste af disse er sportsklubber. Der er 57.039 15-årige i Danmark.
Serien 0-18 fortsætter til børnene får stemmeret.

FAKTA
Harry Potter er nummer et
Ud over science fiction, detektivromaner og gyserbøger, læser mange drenge historiske romaner. Samtidig er der en overvægt af drenge, som læser børnelitterære klassikere. Dennis Jürgensen er en af de mest populære forfattere blandt drenge.
*Øverst på både drengenes og pigernes hitliste står Harry Potter. Mange – især drenge – angiver direkte Harry Potter-bøgerne som grund til, at de overhovedet læser bøger.
*Nummer to på den fælles hitliste er Svend Åge Madsen: Jagten på et menneske.
*Piger læser mange kærlighedsbøger. To tredjedele af de bøger, pigerne i undersøgelsen havde læst, handler om kærlighed. Pigerne læser især Kirsten Holst og Hanne-Vibeke Holst
*Piger læser generelt mere end drenge. Den kønsmæssige fordeling i undersøgelsen viser, at pigerne i gennemsnit havde læst 1,9 bog, mens drengene havde læst 0,9 bog.
*85 procent af de 14-årige har eget tv på værelset. 55 procent har egen video og 40 procent har deres egen computer. Tallene stiger voldsomt i disse år.
*Flere end dobbelt så mange drenge som piger i denne alder har egen computer på værelset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu