Læsetid: 2 min.

Syngende strenge

Endelig nyt fra bassisten Eberhard Weber. Historiens vinger suser, men musikken er fanget i en blindgyde af skønmalende æstetik
21. august 2001

Ny cd
Rygtet om en ny cd med den tyske bassist Eberhard Weber skabte kriblende forventning i denne skribent. Der var ryddet op og gjort klar til Endless Days, Webers første udspil i eget navn i syv år. Men fest og sang bliver der ikke. Det er pladen alt for træg og kontrolleret til. Med denne udgivelse demonstrerer Weber i højere grad end nogensinde sin status som repræsentant for en europæiseret jazz med en cd, der melodisk og harmonisk skylder den klassiske kompositionsmusik mere, end noget andet.
Det er i første omgang interessant og lovende, at Weber vender tilbage til dét gruppeformat med bas, trommer, keyboard og horn, der gjorde ham kendt som soloartist, og som skaber historiske vingesus i erindringens rum. For Eberhard Weber er blandt de centrale musikere, der i 1970’erne skrev jazzhistorie med profileringen af selskabet ECM’s pladekatalog.

Unik lyd og stil
Med en unik, æterisk syngende og vibrerende bastone, som skyldes hans specialdesignede ’elektrificerede’ kontrabas uden klangkasse, skabte han sin egen lyd og – i gæld til den amerikanske bassist Scott LaFaro – en spillestil, hvor hans rolle som bassist var både melodisk og solistisk frigjort fra den traditionelle rolle som harmonisk og rytmisk garant i musikkens bund. Det gav international genlyd på plader som The Colours of Chloë (1974), Yellow Fields (1976) og en uforglemmelig medvirken på Pat Metheny’s Watercolors (1976) foruden mange andre indspilninger på ECM, bl.a. hans solistisk fabulerende og stemningsfarvende gæsteoptræden på Gary Burtons kvintetplader Ring (1974) og Passengers (1976).
Weber har desuden – for at sætte hans musikerstatus yderligere i perspektiv – virket som saxofonisten Jan Garbareks foretrukne bassist i over tyve år.

Pastoralt malende
Endless Days bryder dog ikke blot med tidligere pladers koncept for Webers instrumentale rolle, men er også i kollektiv forstand et brud med den åbne fokus, som navnlig i 70’erne gjorde Webers musik til noget eventyrligt og nyskabende. Endless Days består med få undtagelser af gennemkomponeret materiale, en slags orkestral kammermusik for jazzbesætning, hvor Webers bas, Rainer Brüninghaus’ klaver og strygerbaserede keyboardlyde, Michael DiPasquas trommer og Paul McCandless’ rørbladsinstrumenter har næsten determinerede roller, og hvor sidstnævntes udstrakte brug af obo og engelskhorn understreger tilknytningen til et klassisk musikalsk klangunivers.
Vi er langt fra jazzen i næsten enhver forstand. Her er ingen egentlig rytmisk energi, vovede solofraser eller improvisatorisk interaktion, men i stedet afbalanceret melodik, renfærdige harmoniske progressioner og klangfokus i et molpræget og pastoralt malende univers. De ni numre udgør en blindgyde af æsteticerende stemninger og kompositoriske motiver, som er kvælende kedsommelig især på titelnummeret og indspilningen var vel bedre tjent som filmmusik end som selvstændigt instrumentalværk.
McCandless’ skønhedsdyrkende spil er konstant på kanten til det selvsmagende. Forsonende er dog Weber, der især i de to uakkompagnerede stykker »Solo For Bass« og »A Walk In Garrigue« fingernemt og ferskt skaber fine sekvenser med små midler.

*Eberhard Weber: Endless Days (ECM 1748)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her