Læsetid: 3 min.

Tegnets uudsigelige kraft

Jan Groth var engang tæt knyttet til dansk kunstliv, men horisonten udvidedes, og nu tilhører han nordmændene – eller alverden. En vægtig biografi sætter ham ind i den store kunsthistorie
27. august 2001

Ny bog
Når japanske kunstnere bliver meget gamle, og ingen længere kan gøre dem kunsten efter, udnævnes de til nationale monumenter. Sådan gør vi ikke på disse breddegrader, vi kræver evig fornyelse, flere sensationer, silikoneungdommelighed og kunstneriske ansigtsløftninger.
Men lykkeligvis findes der da billedkunstnere, der år efter år stræber efter fornyelsen i japansk forstand: Den stigende grad af beherskelse af øjeblikkets bevægelse, i hånden, i ånden. En af disse organisk voksende er norskfødte Jan Groth, der med en svimlende monotoni nu i snart 40 år har udtrykt sig igennem stregen og tegnet, sort på hvidt men især hvidt i sort.
Jan Groth blev født i Stavanger i 1938, som barn af en engelsk-uddannet filolog og en datter, Lis, af De Bergske Blade. Mobbet blev han som barn, da han hellere ville læse og tegne end at være en glad sportsgut.
Som 17-årig kom han til Danmark, hvor han debuterede som maler i 1958, men Groth siger selv: »Jeg malede stort og vådt og tungt og trist. Formaterne var store, men artikulationsniveauet var lavt.«
Det var i de tider, hvor de egentlige malere i Danmark hed Mogens Andersen og Preben Hornung, men trods velvillige anmeldelser følte Groth sig ikke hjemme i det danske kunstliv.
Han fandt i stedet et helle i den uendeligt langsomme gobelinteknik, da han og væversken Benedikte Herlufsdatter (senere Groth) faldt over to væve fra 1905, hvorpå man havde rekonstrueret Karel van Manders gobeliner til Riddersalen på Frederiksborg. (Den ellers så omhyggelige Karin Hellandsjø giver originalerne til Hans Knieper – en bagatel, men nu er det sagt.)

Andenrangskunst?
Kunsthåndværket er vedblivende et reservat for sig selv, inden for billedkunsten - aldrig ækvivalerende det højere skoleridt inden for olie på lærred eller installationskunst, men Groth befandt sig i nogle år godt ved at lystre håndværkskravene i den uendeligt langsomme væveproces. I modsætning til Magdalena Abakanowicz, der trak tekstilkunsten i retning af skulpturen, og en tusindtallig skare af epigoner, der forsøgte at komme ud af det stigmatiserende ved at være kunsthåndværkere.
Uden at gøre vold på gobelinernes krav om disciplin lykkedes det dog hurtigt Groth at komme uden for reservatet og ind i den mest prestigefyldte kunstsammenhæng med en amerikansk udstillingskarriere og udsmykningsopgaver rundt omkring på kloden.
I 1974 vendte han hjem til Norge med en stor retrospektiv udstilling, samme år som installationen af den store gobelin til Danmarks Radio i Århus. Denne udsmykning efterfulgtes i 1976 af bestillingen på et værk til kapellet på sygehuset i Herlev, en hvid lasso på vej mod himlen i en begsort nat.

Mellemrummet
Han har selv formuleret det mægtigt dragende i den norske natur i forhold til det danske landskab således: »... i Danmark er tegningen ferdig. Der er gjort så mye med landet. Det er ikker min tegning, men en andens. Der er ikke råstof nok å øse av.’ Men der var også kunstneriske landskaber, han befandt sig bedre i, end det danske: Barnett Newmans, Ad Reinhardts, og især Eva Hesses, beslægtet ved det gestiske, menneskeligt levende.
Japanerne forstår ham som en kunstner, der arbejder i mellemrummet, eller tomrummet, imellem tid og rum og det er svært ikke at forbinde Groth med de japanske tegneres og kalligrafers linedanser-sikre evne til, når de har lært sig op i en hundrede års tid, at få stregen til at synge så rent som en cello-sekvens hos Bach.
Karin Hellandsjøs indlevelse i værk og kunstner har givet hende mulighed for at formulere Jan Groths position i den internationale kunsts verden både præcist og følsomt.

*Karin Hellandsjø: Tegn. Jan Groths kunst. Udg. af Museet for samtidskunst, Oslo. 260 s. omkr. 250 ill. I anledning af retrospektiv udstilling i museet, der åbner 29. september. I 2002 vises udstillingen på Nordjyllands Kunstmuseum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her