Læsetid: 3 min.

Terroristen der blev forhandler

UCK har opnået, hvad de ville. Nu skal resten foregå demokratisk, siger UCK’s leder, Ali Ahmeti, der nu opfattes som en seriøs forhandler
20. august 2001

SIPKOVICA – Støvet hvirvler, da Ford Sierraen drøner op ad de bakkede grusveje. Vi er kommet til det punkt, hvor man skal køre hurtigt. Vi er på vej op til landsbyen Sipkovica i det nordlige Makedonien. På denne strækning er bilen blottet, og der er udsigt ned til Tetovo, hvor politiet holder øje.
»Politiet skyder herop i ny og næ,« forklarer UCK-soldaten Bekim, der kører. Mellem benene holder han en pistol, og ved hans side står en kalashnikov.
Vi – en britisk og to danske journalister – er på vej til at møde lederen af UCK, Ali Ahmeti, der har dirigeret UCK’s krig mod de makedonske sikkerhedsstyrker.
Neden for bjerget ligger Tetovo, hvor gaderne ligger øde. Kun i den UCK-besatte del er der liv. Men hos alle kan man høre angst for at møde det makedonske politi.
I sidste uge blev en albansk mand dræbt, da han trak en vogn med meloner gennem byen. Ikke lang tid efter dræbte UCK en politimand.
Efter at have passeret UCK’s checkpoints kommer vi til Sipkovica, hvor der er stille. Men selv om der er våbenhvile, og fredsaftalen er underskrevet, var der kampe fredag i den nærliggende by Radusa. Men lederen af UCK er optimistisk, da vi møder ham på en skole.

Populær terrorist
Da Ahmeti i februar startede krigen, blev han af NATO’s ledere kaldt en morderisk terrorist. Nu sidder han ved forhandlingsbordet. Makedonerne hader ham, men han er populær blandt albanerne efter at have sikret albanerne rettigheder, de mener, de ellers ikke havde udsigt til.
»Vi har fået meget af det, vi ville have,« siger Ali Ahmeti, da vi sidder i et klasselokale.
Makedonerne er overbeviste om, at UCK vil splitte landet. Selv siger Ahmeti, at de med fredsaftalen er tilfredse.
»Nu skal resten løses demokratisk,« siger Ahmeti, der minder mere om en politiker end en guerillaleder.
Trods seks måneders krig virker den 43-årige Ahmeti, der har en universitetsgrad i filosofi, ikke hjemmevant i uniformen, som han sidder og snakker lavmælt.
Flere vurderer, at han efter krigen vil være i parlamentet. Albansk opbakning ville han være sikker på. Selv siger han blot: »Lad os nu vente og se.«
Men der er et stykke vej endnu, før freden er vundet. Som en del af fredsaftalen skal UCK aflevere våbnene til NATO.
»Vi vil aflevere alle vores våben. Hvorfor skulle vi beholde dem? Nu skal resten foregå demokratisk,« siger Ahmeti. Men der er ikke mange, der tror, at de vil aflevere alle deres våben. Det ville gøre dem sårbare.
I regeringen og parlamentet er der politikere, der ønsker en hårdere linje over for rebellerne. Flere har vurderet, at fredsaftalen kan strande i parlamentet. Men det synes ikke at bekymre Ahmeti, at de så kan stå uden våben.
»Vi har tiltro til, at parlamentet gennemfører reformerne,« siger han.
»Men selvfølgelig afleverer vi ikke alle våben med det samme. Det er et parallelt forløb, og de sidste afleverer vi, når reformerne er implementeret.«

Høge i regeringen
UCK skal aflevere våbnene over de næste tredive dage under NATO’s opsyn, og samtidig skal regeringen implementere fredsaftalen.
Der synes at være en tro på, at NATO nok skal være der for dem, hvis det går galt.
Men NATO er der på et meget begrænset mandat og vil ikke kunne forhindre, at uroligheder blusser op igen. I regeringen er der kræfter, der hellere så freden brudt.
»Selvfølgelig er det en svær proces. Der er ingen tvivl om, at der er sabotage mod freden,« siger Ahmeti og peger på ministerpræsident, Ljubco Georgievskij, og indenrigsminister, Ljubce Bochovski, der har talt for en hård kurs mod albanerne.
Samtidig er der også albanske kræfter, der kan destabilisere. Der er rygter om en oprørsbevægelse, der hedder ANA. De synes at være opsatte på at kæmpe for et forenet Storalbanien.
Men Ahmeti afviser kendskab til ANA. Han er overbevist om, at der bliver fred. Og så må han tage risikoen og aflevere våbnene, siger han.
Da interviewet er slut, går Ahmeti rundt og hilser på soldater i huset, indtil den unge mand Dreni, der har oversat interviewet, eskorterer ham ud til bilen. Som en pressesekretær følger Dreni ham hele tiden. Da vi igen kører ned ad vejen forbi de mange UCK-soldater, er der roligt. Men da vi næste dag tager samme tur, bliver det med speederen i bund. Politiet skyder i dag, forlyder det.
Og det synes på det tidspunkt svært at forestille sig, at de bevæbnede UCK-mænd vi ser på vejen vil aflevere hvert eneste af deres våben.

*Morten Østervang er studerende ved Danmarks Journalisthøjskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her