Menneskers opmærksomhed er efterhånden blevet det mest eftertragtede i dag. Får vi den ikke går vi fallit, siger de erhvervsdrivende og får vi andre den ikke, er vi henvist til psykologen, der jo bliver betalt for at lægge øre til. Han kan så fortælle, at man skal være opmærksom på noget helt andet og i det hele taget ikke være så opmærksom, men i stedet sørge for at få opmærksomheden på sin side. Tilbage i bussen indfinder kedsomheden sig, det er så trættende med alt det man skal, ubevidst fanges øjet af farveskrigende skilte, udsalg, spændende, skandale, interessant. Siger det et sted dernede i hjernen. Vel hjemme er det tvets tur. Men nu til noget helt andet. Se bare her! Følg med i morgen og blink, blink, nu er det nu.
De har travlt med at kildre og kæle for den, opmærksomheden, for det må for alt i verden ikke blive kedeligt, trivielt og hverdagsagtigt. Med mindre det handler om tv-programmet Big Brother, som i denne uge igen har åbnet sine elektroniske øje. Og hvad er det så vi skuer dér på skærmen? Mennesker som keder sig alt i mens seerne venter på, at det kedelige skal blive sjovt ...
I gÅr udkom Jørgen Gustava Brandts nye digtsamling, og i Information kunne man læse følgende citat: »En god vej hedder Kedsomheden/ med sidevejen Ugidelighed/ hvor jeg engang boede/ og gloede/ på dråber (...) »Vanskeligheden ved at slå ind på vejen/ senere hen er/ at man er blevet så rig på tid/ og flimrende ufattelig hurtighed/ at man ikke når at læse skiltet/ med Kedsomheden«. Barnet keder sig bravt, men genopdager verden ved pludselig at stille skarpt på springende dråber, der for et øjeblik kan styrte virkeligheden omkuld. Og denne livline til den mærkelige virkelighed, som kedsomheden ad snørklede veje pludselig tilbyder kan den voksne ikke tænke sig til. Ej heller digteren, siger han, mens hans digt pludselig har demonstreret noget andet.
Det er samme hyldest til den zigzaggede tankegang, som John Lennon har erfaret, da han sagde sit »livet er hvad der sker med en, mens man har travlt med at lave noget andet.« For hvor meget vi end okser afsted med bilradioen bankende derudad, mens der tales om foregangsland, vækst og de lande vi plejer at sammenligne os med er det nok værd stilfærdigt at spørge sin chauffør: Hvor er det egentlig vi skal hen?
De anderledes tanker og ideer, som enhver erhvervsleder er på kursusjagt efter og som efterspørges i alt fra finansloven til jobansøgninger kan overhovedet ikke sættes på formel eller tillæres. Det eftertragtede andet tankegods tilhører den kedelige verden, hvor ingen skilte angiver vejen, så man pludselig kommer ud i det bugtede terræn. Her taler kunstens sprog med et tungemål af tyttebær, traner og imaginære undulater. Eller hvad der ellers kommer af spøjse indfald, der måtte føre til digte og andet godt. Reklameindustrien har selvfølgelig spottet det, når de spiller på irrationelle strenge, der skal formidle fornemmelse snarere end snusfornuft. Ligesom virksomheders branding skal vække identifikationsbilleder og drømme i forbrugeren og ikke være kedeligt aflæselige reklamer.
Alt imens iler tiden afsted og i skyndingen fanger øret, at stres og depression tegner til at blive de mest omfattende sygdomme, vi skal tumle med fremover. Minsandten kedelige kendsgerninger! Dan Turéll skrev sin hyldest til hverdagen, hvori han opregnede tilfældige gøremål og iagttagelser og denne tilbundsgående og trivielle! indsigt er netop vedkommende i det øjeblik, man mærker den opmærksomhed hans ord er udtryk for.
Når tiden iler mod højere vækst, større forbrug og bedst udsigt er det i virkeligheden en længsel efter det Unikke som er på færde, en længsel mod det som rager op og ud over alle. Det som én gang for alle skal kaste kedsomhedens åg af vores skuldre. Med andre ord en fæl konstruktion, som snarere fjerner os fra virkeligheden end får os ind på lugteafstand af den. Men sætter vi os for at uddrive det interessante af hverdagens springende regndråber og rødklædte postbude, er vi lige vidt, for så skal dé fænomener jo lige pludselig være enestående. Og det er jo bare gentagelser, ligesom radioaviser, finanslove og biler på motorvejen er det.
Alt sammen kedsommeligt og øjeåbnende, alt efter hvilke øjne der ser.
