Analyse
Læsetid: 5 min.

Hvad skal vi tillade forskerne?

Mens alverdens lande intenst diskuterer, hvilke stamceller må bruges til hvilken forskning, løber udviklingen foran. Helbredelse ved hjælp af stamceller er allerede foruddiskonteret som et faktum i fremtiden
20. august 2001

LONDON – Forleden kunne Morgenavisen Jyllands-Posten berette om, at man nu også i Danmark – formedelst 15.000 kroner – kan få nedfrosset stamceller fra sit barns navlestreng. Det kan man også i f.eks. Holland, Tyskland og Storbritannien.
Det sker i forventning om, at hvis barnet nu en dag skulle gå hen og blive sygt, ja så kan disse stamceller bruges til reparation. Perspektiverne er store – Parkinsons, sukkersyge, svagt hjerte og meget mere vil måske kunne helbredes ad den vej.
Egentlig er det mærkeligt, at disse stamceller ifølge Jyllands-Postens oplysninger ikke må bruges til forskning. For det faktum, at de overhovedet gemmes, forudsætter jo netop yderligere forskning i, hvad stamceller kan bruges til. En pose celler nytter ikke meget, hvis man ikke ved, hvad man skal stille op med dem.
Faktisk kan man sige, at netop stamceller fra navlestreng og måske moderkage har den fordel, at de ikke rejser samme etiske problemer som stamceller fra fosterkim. Der bliver ikke slået noget liv ihjel ved at udtage celler fra en navlestreng. Men når man udtager stamceller fra et fosterkim eller embryo, kan det ikke leve videre.
Det er grunden til, at abortmodstandere og stærkt religiøse kredse – især i USA – har taget så kraftigt afstand fra denne type forskning.
Men det dilemma undgår man med stamceller fra f.eks. en navlestreng. Og det undgår man også, hvis man kan finde ud af at bruge ’voksne’ stamceller.
Men så let slipper verden ikke for fosterproblematikken i forbindelse med forskning i stamceller.
For videnskaben holder mest af fostercellerne. Som en førende forsker inden for feltet, Roger Pedersen, for nylig beskrev det i et indlæg i Financial Times, så lader det til, at f.eks. navlestrengsceller har »en ret begrænset mulighed for selvfornyelse og specialisering« i sammenligning med de celler, der kommer fra fosterkim. De kan formere sig i det uendelige, og de er så uudviklede, at de kan ende med at blive til alle mulige andre slags celler – muskelceller, hudceller m.v.

Skal verden gå videre med den nye stamcelleforskning, bliver det altså svært at komme uden om det etiske problem i at bruge fosterkim til det.
Enkelte lande har gjort et forsøg på at skabe regler. I USA har George Bush – uanset advarslerne fra Paven og andre – for nylig besluttet, at det er ok at bruge fosterstamceller i offentlig forskning. Men man må kun bruge cellekulturer, der allerede er udtaget fra de små fosterkim. Nyt liv må ikke lades af hensyn til at få flere slags celler. Reglerne gælder kun forskning med støtte fra den føderale kasse – de private forskere må gøre, hvad de vil.
I Storbritannien har man derimod ikke den slags kvababbelser. Her er det tilladt forskerne, uanset hvis penge de forsker for, at udtage stamceller fra fosterkim. Det er endda på tale at etablere en stamcellebank med masser af forskellige cellekulturer til brug for allehånde forskere, der måtte være interesserede.
At den politik er tiltrækkende for forskerne kan man se af, at føromtalte Roger Pedersen netop er flyttet fra USA til Storbritannien, fordi han mener, at hans arbejde har bedre betingelser her.

Men stamcellernes kontroversielle natur ender ikke her. For meget af den nye forskning i dem foregår ved hjælp af kloningsteknikker.
For det første kan man simpelt hen klone fosterkim for at skaffe sig flere stamceller. For det andet forskes der i at klone en voksencelle ind i et æg med henblik på at skabe stamceller, der passer nøjagtigt overens med den voksne donor. På den måde er det meningen, at man vil undgå, at en eventuel transplantation af celler kolliderer med modtagerens immunsystem.
Det er måske her, at stamcelleforskningen vækker den største mistro og ubehag. For celle- eller forsterkimskloning associeres ofte med menneskekloning. Fosterkim er jo potentielle mennesker.
Og den teknik, der bruges til at klone voksenceller ind i et æg for at få stamceller, er da også den samme som den, der potentielt kan bruges til at klone mennesker, som enkelte læger har planer om. Ved stamcellerne stopper man bare, før man når så langt.
Frygten går på, at hvis det først bliver acceptabelt f.eks. via kloningsteknikker at frembringe celler, der kan reparere et dårligt hjerte, ja så vil det på et eller andet tidspunkt også blive acceptabelt at klone et helt menneske.
For mange mennesker er sådant et forehavende at overskride en etisk grænse. Men hvor går den sådan helt præcist?

Mange vil formentlig kunne støtte kloning af celler og fosterkim til brug for at finde måder at helbrede alvorlige sygdomme på. Men hvis det en dag f.eks. blev muligt at fabrikere hele reparationsorganer via stamceller, hvad så? Hvis man en dag kan give et menneske nye nyrer, nyt hjerte, nye øjne osv., er skridtet til simpelt hen at klone mennesker så ikke blevet meget lille?
At sige ja tak til nedfrysning af sin søns eller datters stamceller er for så vidt nemt nok. Der foregår ingen forskning med dem, og ingen dør – bogstaveligt talt – af, at de bliver udtaget.

Der er et spring derfra til at acceptere, at f.eks. tiloversblevne fosterkim fra behandling for barnløshed bliver brugt til at fabrikere stamceller med. For det dør kimene af. Men hvis alternativet alligevel er destruktion, er der så ikke bedre at bruge kimene til forskning?
Der er også et spring til at acceptere kloningsteknikker i stamcelleforskning, hvad enten de involverer voksenceller eller fosterkim.
Men på den anden side ville det være ulogisk, at man siger ja tak til stamcelleforskning i princip men ikke i den praksis, som forskerne siger, at de er nødt til at have for overhovedet at kunne nå til brugbare resultater.
Navlestrengsbanken rejser ikke de store etiske spørgsmål selv, men den repræsenterer i realiteten en foruddiskontering af de resultater, som den kontroversielle forskning ventes at bringe.
Den kan blive det første skridt på en lang vej mod accept af flere og flere teknikker, der har etiske implikationer. Måske begynder det at haste med, at flere lande følger i Storbritanniens og USA’s fodspor og får defineret, hvad forskerne må og ikke må?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her