Tre dage, der fik verden til at holde vejret

ForløbetDet er synd at sige, at signalerne ikke havde været sendt længe forud for »otte-bandens« kup mod Gorbatjov for 10 år siden.
Eduard Sjevardnadse, sovjetisk udenrigsminister igennem alle reformårene og nær politisk allieret og ven til Gorbatjov, gik allerede i december 1990 af fra sin post i protest mod Gorbatjovs ind-rømmelser til partiets konservative fløj. Det skete med advarslen: »Diktaturet kommer.«
Igennem foråret og sommeren 1991 forberedte partiets konservative garde åbenlyst et opgør mod Gorbatjov. Der var tale om så højtplacerede folk som vice-præsident Gennadij Janajev (»En mand, jeg kan stole på,« som Gorbatjov havde kaldt ham), ministerpræsident Valentin Pavlov, forsvarsminister Dmitrij Jasov, indenrigsminister Boris Pugo og KGB-chef Vladimir Krjutjkov.
Planer for at sætte landet i undtagelsestilstand blev udarbejdet. Hen på sommeren foreslog de senere kupmagere åbent, at Gorbatjov skulle fratages nogle af sine beføjelser.
Tidligt i august gik Gorba-tjovs nærmeste rådgiver, Aleksandr Jakovlev, kaldet »perestrojkas arkitekt«, af med en advarsel om, at planerne om et kup var stærkt fremskredne.

'Sov trygt, George'
Selv USA’s daværende præsident, George Bush, tog det helt usædvanlige skridt at ringe Gorbatjov op og informere ham om de talrige efterretningsoplysninger om et forestående kup.
Men Gorbatjov lyttede ikke til nogen.
»George, du kan sove trygt. Der vil intet ske,« lød hans svar til den amerikanske præsident.
Der var talrige, vægtige årsager til, at kommunistpartiets gamle garde ønskede at rulle historien tilbage – men den helt konkrete anledning til kuppet var en ny unionstraktat, forhandlet igennem med de andre republikledere på Gorbatjovs foranledning.
Traktaten ville føre til en markant styrkelse af de enkelte republikkers magt og et farvel til Sovjetunionen, som man kendte det. Gorbatjov satte underskriftsceremonien for den nye traktat til den 20. august. Og rejste i begyndelsen af august på ferie med sin familie til luksus-datjaen ved Foros på Krim-halvøen.
I et sidste forsøg på at undgå kuppet opsøgte flere repræsentanter fra den nu etablerede Statskomite for Undtagelsestilstanden Gorbatjov i Foros – med det formål at overtale sovjetlederen til at støtte indførelse af undtagelsestilstand over hele Sovjet-unionen. Gorbatjov nægtede – og afviste også at træde tilbage. Han blev derefter reelt sat i husarrest, bevogtet af sikkerhedsstyrker, og supermagtens regalier, mappen med koden til landets atomvåben, blev taget fra ham. Næste morgen, 19. august, gik kupmagerne i æteren med meddelelsen om, at Gorbatjov var blevet »lettet for sine forpligtelser af helbredsgrunde«.
Vice-præsident Gennadij Janajev var trådt i hans sted. Alle strejker, demonstrationer og offentlige forsamlinger blev forbudt. De første lykønskningstelegrammer til den nye regering var begyndt at strømme ind – fra Ukraines leder, Leonid Kravtjuk, bl.a. Og fra Jugoslaviens Milosevic.
Men en tv-transmitteret pressekonference samme dag gav det første tegn på, at kupmagerne ikke indgød samme frygt som tidligere sovjetiske magthavere. Den nyudnævnte sovjetleder, Janajev, rystede synligt på hånden og var – bekræftet senere af flere udsagn – både beruset og nervøs over udfaldet.
Det var der også grund til at være. Allerede samme formiddag var den russiske præsident, Boris Jeltsin, og hans medarbejdere gået til modangreb. Jeltsin fordømte kuppet som forfatningsstridigt og opfordrede til generalstrejke.
Demonstranter begyndte at samle sig på Moskvas Manegeplads og foran den russiske regeringsbygning, Det Hvide Hus.
Det var her, at Jeltsin styrkede sin i forvejen store popularitet ved at stille sig op på en kampvogn og opfordre til massiv modstand mod kupmagerne. Senere samme eftermiddag spillede Jeltsin højt spil og udsendte et dekret om, at alle sovjetiske regeringsinstitutioner på russisk jord, herunder hæren og KGB, var underlagt hans myndighed.
Moskvas militære øverstkommanderende kaldte troppeenheder til hovedstaden for at »forsvare den offentlige orden«. Aktivister begyndte at barrikadere Det Hvide Hus forud for den ventende konfrontation. Omkring 100 håndvåben og nogle Kalashnikov’er blev udleveret til forsvarerne – ikke meget over for svært bevæbnede stormtropper.

Et symbolsk forsvar
Her kunne det nemt være endt. Som militæranalytikeren Pavel Felgengauer, dengang udsendt reporter for dagbladet Nesivisimaja Gazeta, fortæller i Moscow Times:
»Det var indlysende, at forsvarerne inden for Det Hvide Hus kun var i stand til at yde symbolsk modstand. Professionelle officerer iblandt dem ventede kun på det uundgåelige angreb. De vidste, at de ikke havde en chance, og at deres overlevelse kun afhang af, om angriberne tog fanger eller ej.«
Ankomsten kl. 10 om morgenen af en bataljon faldskærmsstyrker fra det berømte Rjazan-regiment, anført af en af nationens Afghanistan-helte, en vis general Aleksandr Lebed, viste sig at blive afgørende. Lebeds styrker skulle – sammen med KGB’s særlige anti-terroristenhed Alpha – storme Det Hvide Hus.
Men angrebet kom aldrig. I stedet strømmede tusinder af demonstranter til parlamentet, satte sig foran og oven på kampvognene, talte med soldaterne, omfavnede dem. Dette menneskelige skjold viste sig at være det bedste forsvarsvåben mod soldater, der tøvede med at dræbe civile. Lebed valgte at trække sine styrker tilbage.
Hans eksempel bredte sig hurtigt. Da hærens stabschef, general Mikhail Kolesnikov, om morgenen d. 20. august inspicerede styrkerne i Mo-skvas militære distrikt, sagde han ifølge eget udsagn:
»Drenge, jeg vil gå hjem og tage mig en lur, og jeg vil råde jer til at gøre det samme.«

Skødesløse kupmagere
Militærets ulyst til at tage juntaens parti blev afgørende. Som Felgengauer bemærker:
»I 1989 kunne den kinesiske ledelse sende ti fulde divisioner (over 100.000 mand) ind i Beijing for at gennemføre undtagelsestilstanden. I 1991 lykkedes det kun den sovjetiske hær at sende færre end 10.000.«
Også på andre fronter, over for medierne f.eks., handlede kupmagerne besynderligt skødesløst i betragtning af kuppets lange forberedelsestid.
»Vi sad på vore kontorer på bladet og skrev pressemeddelelser og sendte informa-tion til aviser i hele verden. Vi var nærmest chokerede over, at vi fik lov at gøre det. Den internationale faxforbindelse fungerede. Folk fra USA var i stand til at ringe til os. (...) Da blev vi klar over, at noget var gået galt for kupmagerne,« fortæller Jevgenija Albats, journalist på den uafhængige ugeavis Moskovskije Novosti.
Den 21. august om morgenen besluttede de militære chefer at trække styrkerne tilbage til kasernerne. Enheder, der kom andre steder fra, begyndte at trække sig ud af Moskva. Kuppet var slået fejl.
Gorbatjov vendte hjem fra sin husarrest i Foros – til et Sovjetunionen, som næsten kun fandtes i præsidentens forestillingsverden. Jeltsin tog det politiske initiativ, og ved årets udgang var Sovjetunionen historie.