Det tredje protektorat?

Balkan
Sommerferie bliver der ikke noget af for planlæggerne i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, der ellers traditionelt holder fri i august. I hvert fald ikke, hvis onsdagens ’betingede delaftale’ om det albanske sprogs status i Makedonien bliver fulgt op af en endelig fredsaftale inden for den næste uges tid, sådan som fredsmæglerne håber på.
Får de to vestlige udsendinge, USA’s James Pardew og EU’s Francois Leotard, en aftale i stand mellem de politiske partier – to makedonske og to albanske – er NATO klar til inden for to uger at sende en styrke på 3.000 mand til Makedonien. Deres opgave bliver at afvæbne de albanske oprørere i UCK, som i tilfælde af en aftale har lovet at møde op på 15 udvalgte steder og aflevere deres våben. Derefter skal NATO-soldaterne overvåge situationen i nogle uger, og hele operationen – kaldet ’Essential Harvest’ – skal efter planen være overstået inden for en måned eller to.

Imidlertid er der ved at opstå større og større tvivl i NATO-hovedkvarteret om, hvorvidt denne lille – og meget begrænsede indsats i forhold til eksempelvis de titusinder af soldater udstationeret i Bosnien og Kosovo – er tilstrækkelig.
Tvivlen er velbegrundet.
Helt grundlæggende kan styrken have et troværdigheds- og afskrækkelsesproblem alene af den grund, at USA ikke ønsker at bidrage med soldater. Erfaringer fra tidligere Balkan-konflikter i Kroatien, Bosnien og Kosovo viser, at kun med en substantiel amerikansk tilstedeværelse er der den nødvendige respekt at finde hos de lokale stridende parter.
I Makedonien har det internationale samfund siden kamphandlingernes start i februar forsøgt at reagere hurtigt i dets krisehåndtering ved at organisere og fremtvinge forhandlinger.
Men NATO’s generalsekretær, britiske George Robertson, og EU’s udenrigspolitiske koordinator, spanieren Javier Solana, havde trods utallige rejser til Skopje ikke held til at fastholde parterne ved forhandlingsbordet. Dette skyldtes blandt andet, at USA ikke havde sendt en mand, og at den amerikanske regering ikke havde udtalt sin entydige støtte til Robertsons og Solanas initiativ. Først med USA’s udpegning af James Pardew som særlig udsending, er der kommet skred i forhandlingerne. Samme dominerende amerikanske rolle kan vise sig nødvendig, når en fredsaftale i givet fald skal implementeres.

Derudover synes 3.000 soldater i en måned eller to at være for optimistisk i forhold til, hvor stor opgaven med at genskabe ro og tillid er. Godt nok vil UCK sandsynligvis kunne afvæbnes inden for relativ kort tid, men den makedonske regeringshær og indenrigsministeriet kan ikke betros alene at skabe sikkerhed for borgerne og vil slet ikke nyde tillid hos den etnisk-albanske tredjedel af landets to millioner indbyggere. Dertil har der været for mange ukontrollerede angreb på albanske byer, ligesom der både er opstået paramilitære makedonske enheder og blevet delt for mange våben ud til civile makedonere.
Der vil derfor være behov for en international politistyrke, når afvæbningen har fundet sted. Men en sådan styrke findes endnu ikke, selv om EU har planer om det på længere sigt. Desuden er det altid svært at samle nok politifolk til sådanne internationale styrker, viser erfaringerne fra Kosovo og Bosnien.
Det betyder, at NATO-soldater nødvendigvis må påtage sig en del politimæssige opgaver, og det betyder igen, at det vil være endnu sværere at trække sig ud efter kort tid. Er man først tilstede, er det svært at rejse, når man ved, at situationen så vil vende tilbage til det gamle.
Selv hvis fredsforhandlingernes sidste store hurdle – spørgsmålet om en uafhængig etnisk albansk politistyrke i område med albansk dominans – skulle blive løst i den nye forhandlingesrunde, som starter i dag, kan man ikke fortrække hurtigt.
Der er brug for oplæring af politi og samarbejde mellem politi i etnisk blandede områder, ligesom der er behov for opbygning af en lang række civile institutioner efter fredsplanen, som indeholder 14 forfatningsændringer, der skal sikre albanernes rettigheder i det slavisk dominerede Makedonien.

Hele denne diskussionen om en større styrke og en længerevarende tilstedeværelse er under forudsætning af, at de nationalistiske kræfter på begge sider accepterer aftalen og holder sig til den.
Hvis forhandlingerne bryder sammen – og der opstår en regulær borgerkrig – eller hvis der er risiko for, at NATO vil møde modstand, når en våbenhvileaftale skal implementeres, så er der tale om en hel anden situtation.
Så vil det være nødvendigt at titusinder af NATO-soldater i landet, får opgaver, der tangerer det fredsskabende frem for det normale fredsbevarende.
USA’s blanke afvisning af at stille med kampsoldater til en NATO-styrke i Makedonien gør det svært at samle mange soldater. Tyskland, der egentlig gerne vil bidrage, har svært ved at samle soldater nok, da det tyske forsvar endnu ikke er gearet til mange internationale operationer.
Danmark har forlængst sagt, at man ikke kan bidrage med soldater. Frankrig og Storbritannien vil givetvis komme til at dominere den internationale styrke, men også i London og Paris er man betænkelige ved at have gang i en tredje, langvarig mission på Balkan – ved siden af Kosovo og Bosnien.
Det er dette scenario om et tredje internationalt protektorat på Balkan, som får EU og USA til at sætte alle segl til under forhandlingerne i feriebyen Ohrid lige nu.