Læsetid: 3 min.

Trekantspil

Runde med klaver, bas og trommer - et godt gennemtygget format i jazzen. Kim Kristensens trio Anjiki-San og Marilyn Crispell viser vejen med personlige bud
23. august 2001

Nye cd’er
Tangentspilleren og komponisten Kim Kristensen er en sær snegl i dansk jazz. Gennem 1990’erne har han fastholdt en egenartet kompositorisk og improvisatorisk eklekticisme, hvor inspiration fra jazz, kompositionsmusik og etnisk folklore krydses i iscenesættelser med elektroniske keyboards, samplede lyde og akustiske instrumenter – på det seneste i samarbejde med folk som Ole Theill, Birgit Løkke (slagtøj), Fredrik Lundin og Thomas Agergaard (saxofoner): Impressionistiske og kriblende koglerier, som kan opleves på bl.a. Erindringens brønd (1995), Other Species (1997) og Souk: Visible Secrets (2000).
Med et sådant bagkatalog er det interessant, at Kristensen nu har vendt sig til det ’rene’ trio-format med piano, bas og trommer, der især siden Bill Evans’ banebrydende indspilninger i starten af 60’erne har udgjort en særlig og rigeligt gennemtygget disciplin blandt jazzpianister.
I trioen Anjiki-San med Jimmi Roger Pedersen (bas) og Anders Hentze (trommer) tryller Kristensen et pianospil frem, frit for gængse klicheer, bevægeligt, poetisk og pausesnusende. Trioens samspil har plastisk og luftig karakter og Pedersens basspil er af en særlig kvalitet. Med en kornfed tone og et satset attack på strengene – lidt i stil med Eddie Gomez – skaber han et konstant boblende akkompagnement og et frimodigt solospil.
De vignetagtige kompositioner, der fortrinsvis er af Kristensen, har sin egen finurlige melodik med ekkoer af både skandinavisk og slavisk folklore. Original musik, ganske enkelt.

Kvindeligt touch
Jeg har fra tid til anden hørt (fra mænd), at det er muligt at udpege kvindelige bilister alene på den måde, vognen bliver kørt. Sagen lugter af færdselschauvinisme, men gælder det også pianistinder? Kan man genkende en kvindes touch i klaviaturet? I hvert fald falder det én ind, når man hører de nye trioplader med henholdsvis Marilyn Crispell og LeeAnn Ledgerwood, at der i deres musikalske udtryk, i deres måde at vægte fingrene i tangenterne er et særligt strejf af blidhed og lyrisk generøsitet, som ligger godt for associationer til lad os sige kvindelig sensitivitet og kvindekroppens blødhed.
Marilyn Crispell (f. 1947) er en pianist, der bl.a. står i gæld til Cecil Taylors ekspressive spillestil, men de senere år har hendes spil været præget af fordybelse i minimalisme, ro og pauser. Med til historien hører, at Crispells seneste klavertrioplader er udgivet på selskabet ECM, hvor musikalsk klarhed og luft dyrkes i særlig grad. På Amaryllis tager Crispell tråden op fra Nothing Ever Was, Anyway (1997), igen med de anseelige samarbejdspartnere Gary Peacock (bas) og Paul Motian (trommer).
Nothing Ever Was var for lang og dvælende i sit 2-cd-format. Amaryllis er med kortere spilletid og mere prægnante kompositioner en bedre plade, hvor de tre musikeres sindigt artikulerede dialoger foregår på et højt og sofistikeret plan, og hvor Crispells inspiration i europæisk kunstmusik er særlig fremherskende.
Crispell slår (igen) fast, at hun er en af de mest interessante og personlige jazzpianister uden for den amerikanske hovedstrøm.

Blidt og skarpt
LeeAnn Ledgerwood derimod har hænderne solidt nede i den amerikanske jazzklavertradition med især Bill Evans og McCoy Tyner som fikspunkter. Hendes forrige trioplade Transition (1999) var et yderst behageligt bekendtskab. På Paradox bakkes hun op af veteranerne Ron McClure (bas) og Billy Hart (trommer), og sammen hjemsøger de kompositioner af bl.a. John Coltrane, Richard Rodgers og Richie Beirach. Ledgerwoods spil er ikke ekstraordinært, men har sin egen elegante friskhed og fremdrift (og en vis kvindeynde?).
Kønsteorien holder naturligvis ikke, for amerikanske Bill Mays har sammen med Matt Wilson (trommer) og Martin Wind (bas) begået cd’en Summer Sketches, en udpræget lyrisk og romantisk plade, hvor kapelmesterens afdæmpede og sofistikerede spillestil muligvis kunne være udført af kvindehænder, men faktisk blot er dybt afhængigt af Bill Evans.
Med små, letspiselige temaer og sympatiske idéudvekslinger, der ånder blidt af varm sommer, får Mays en lille helstøbt plade ud af sit trekantmøde.
Den nu 37-årige cubanske pianist Gonzalo Rubalcaba har med Supernova udsendt sit syvende album på Blue Note. Med Carlos Henriquez (bas), Ignacio Berroa (trommer) og enkelte gæster på latinsk slagtøj leverer Rubalcaba vanen tro et vitalt triospil, hvor komplekse afrocubanske og caribiske rytmespor flettes ind i jazzede improvisationer. Det er bedst, når kapelmesteren folder sit perkussive klaverspil ud i rytmisk driftige numre som »Supernova« og »The Hard One«. Hans balladespil er mere formummet. Henriquez og Berroa akkompagnerer skarpe som knive.

*Kim Kristensens Anjiki-San: Silent Wish (Subzonique)
*Marilyn Crispell: Amaryllis (ECM)
*LeeAnn Ledgerwood: Paradox (Steeplechase)
*Bill Mays Trio: Summer Sketches (Palmetto Records)
*Gonzalo Rubalcaba Trio: Supernova (Blue Note)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu