På tur i turismen
At rejse per stedfortræder er et fænomen, der sandsynligvis er lige så gammelt som fortællekunsten. Omkring ildstedet samles menneskene for at høre de befarnes beretninger, sande som falske, det spiller ingen rolle, thi de tilhørendes fantasi flyver under alle omstændigheder på vinger. Gudeberetninger rummer fortællinger om forjættede lande, paradiske haver, andre er blot historier om den nærmeste dals fortræffeligheder. Længslen efter udfrielse er lige så gammel som menneskets trængsler og de er, trængslerne, vil også guderne vide, gamle.
Man skal dog helt frem til romerne, før man finder egentlige bestræbelser hen imod drømmerejsens udfrielse. Det velhavende, romerske samfund havde produceret en blasert klasse med tid og hang til oplevelser, og de velbevogtede grænser gjorde en rejse nogenlunde sikker. Seneca fremhævede, at det tillod »mænd at rejse vidt omkring til forskellige steder for at søge diverse adspredelser, fordi de er vankelmodige, trætte af det komfortable liv og altid bange for at gå glip af noget.« Denne vankelmodighed blev snart fulgt op af egentlige guides til de forskellige rejsemål, sådan som f.eks. Plinius den Ældres, der blandt andet beskriver fordele og ulemper ved forskellige termer i Alperne.
Læse-rejsen
Disse guides tillod naturligvis også rejse per stedfortræder. Man kunne så at sige læse sig til rejsen på samme måde, som man havde kunnet høre sig til den tidligere. Man kunne blot træde ind gennem det virtuelle troldspejl, som fortællingen åbnede. Denne effekt gjorde naturligvis rejsebeskrivelsen utrolig populær. Med Thomas Mores Utopia og Daniel Defoes Robinson Crusoe fulgte genren snart sin egen logik og begav sig ud på rejser, der aldrig havde fundet sted andre steder end i forfatterens fantasi.
Rejsegenren blev efterhånden delt op i en masse subgenrer, hvoraf én af dem er rejsebureauernes glittede magasiner. Stedfortrædelsen er her illustreret med grafisk forbilledlighed, idet du naturligvis blot skal forestille dig selv klippet ind i stedet for de glade mennesker på billederne.
Stedfortrædelsen har en direkte afsmittende virkning på din egentlige rejse. Du vil, på det tidspunkt, hvor du rejser, have hørt så meget om rejsemålet, have så mange forestillinger om det, herunder at du vil kunne slappe af, have det godt og hvad du i øvrigt har projiceret ud, at du ikke længere er i stand til at se troldspejlets forside. Du befinder dig permanent på bagsiden, godt pakket ind i de mængder af information og forestillinger, som medierne og tidsånden har sendt i forvejen. F.eks. ved alle når de besøger Eiffeltårnet, at det er en af de mest kendte turistattraktioner i verden. Men også de mere afsides lokaliteter, de uspolerede steder, er spejlet på sin egen subtile facon. Alternative guider som f.eks. Lonely Planet-serien (bøger & tv) iscenesætter på sin egen karakteristisk indforståede måde den personlige oplevelse, sådan så selve uspoleretheden bliver en del af varen.
Vor tids stedfortræder
, og stedfortrædelse på film og tv har derfor en overbevisende virkning. Denne virkning er der penge i. Da det kommercielle tv grundlæggende er indifferent, bruger det de forhåndendeværende søms princip for udvælgelse af programtyper. Blandt disse søm finder det de længselsfulde drømme om det blå, blå hav og de uendelige strande.
Tager man en tilfældig søndag i begyndelsen af årtusindet, finder man ikke mindre end 37 programmer, der har et direkte turistisk aspekt, fordelt på de cirka 20 kanaler, jeg kan tage. Ikke overraskende trækker Discovery, Animal Planet og National Geographic Channel det store læs med programmer som »The Crocodile Hunter« med de ulidelige australiere Steve & Terry, samt antropomorfiserende dyreprogrammer med stærke dykkerferieaspekter som Hvalredning og Hajens skygge programmer, der nedstammer fra dykkerferiefilmenes fader, Jacques Cousteau, hvis programmer sågar også kunne ses den dag, dog på den tyske kanal, Kanal 1.
Discovery og Animal Planet fører også an med programmer som »Den Store
Sfinx«, »Det vilde Afrika«, »Det sidste paradis på Jorden« og »Den store Guide Pyramiderne«. På andre kommercielle kanaler finder man lette retter som »En kvinde på Antarktis«, »Partyøen nr. 1 Ibiza«, »Forunderlige verden«, »Dybets vidundere«, »Eventyrlige liv«, »Australien det blå Kontinent« og »Fit for Fun TV. Dykning i Egypten«.
På tur med de kendte
De ikke-kommercielle tv-kanaler, eller kanaler med en kulturel profil, ønsker også at være med, men det er ikke alle steder, man satser på de samme varer som de hurtige, kommercielle kanaler, om end forskellen er til at overse. På det franske Arte finder man programmer med den sigende titel »Til bordet i
Piedmont« og »På sporet Aztekernes Guld«. På tyske ARD1 kan man se et program med titlen »Verdens Rejser«.
Tv-kanaler køber som bekendt koncepter hos hinanden, eller hvis de ikke gør det, så kopierer de lystigt. Derfor kommer den ene kanal nemt til at ligne den anden i en grad, så man skulle tro, at der var tale om et kædeprodukt. I stedfortrædelsens navn synes det på mange kanaler at være en god idé at sende en kendt person rundt foran kameraet. Mens vi herhjemme har Bikerjens i »Bikerjens i USA« på TvDanmark1, har BBC Louis Theroux i »Louis Theroux Skøre Weekend«, Animal Planet har »På opdagelse med Jeff Corwin«, mens NRK1 har sendt en sportsstjerne rundt i »Sommerdag: I Auerlandsfjorden med Liv Grete Skjelbreid Poirée«.
Klassisk er selvfølgelig »Midt i naturen« med selveste David Attenborough (Sverige 2), men mens han følger de traditionelle spor, så er det åbenbart blevet en kliché for de andre værter, at de altid skal tage os med om bag kulisserne i de åbenbart meget bizarre samfund, som de gennemrejser. Det kan ikke være mærkeligt, sekterisk eller grotesk nok. I den forbindelse kan det være værd at nævne, at almindelige mennesker, der er mere almindelige end almindelige, sagtens kan gøre det ud for grotesken. På en eller anden måde er det en perversion i sig selv at lave langsomt eller
usensationelt tv. Filmes det på den rigtige trashede måde, svarer det til folks forestillinger om autenticitet bag facaden. En videreudvikling af denne programtype finder man i reality-serierne fra diverse badesteder.
Indirekte reklame
Andre genrer benytter kombinationer af turist-tv og andre tv-typer. Serier som »Pacific Blue« (TvDanmark1) handler om cyklende politifolk, der fanger skurke på stranden i Californien. Andre serier af denne type er f.eks. »Miami Vice« (at sejle i en hurtig båd på et lækkert sted) og »Baywatch« (at se på damer på stranden). En anden kombination er kombinationen turisttv og gameshow. Det mest berømte eksempel er i Danmark nok »Robinson Ekspeditionen« (TV3), men der findes langt mere ekstreme udgaver, turistisk set, f.eks. skattejagter og hastighedskonkurrencer, der har hele jordkloden som arena.
En del sportsprogrammer har i dag turistiske aspekter, både fordi sport er blevet et centralt element i mange turisters rejse, og fordi sporten på tv sættes ind i attraktive rammer, som f.eks. natur- og kulturlandskaber. Tour de France er et oplagt eksempel, men overgås nok af langt mere eksotiske Paris-Dakar. Med Eurosports direkte medvirker, er der desuden opstået en lang række ekstrem-sportsgrene, der ofte foregår i meget fotogene omgivelser som f.eks. ørkener, høje bjerge, regnskove med videre. Også Golf-turneringer på tv har turistiske aspekter, idet de i en vis udstrækning fungerer som reklame for udvalgte golfbaner.
Angående direkte reklame for diverse turiststeder, så er det et kendt fænomen blandt journalister, at man kan få sin lystrejse finansieret via alliancer med et rejseselskab og et massemedie. Et eksempel på sådan luderjournalistisk kunne man under rubrikken Lokalprogrammer finde på TvDanmark2. Programmet var en yderst positiv beskrivelse af en udvalgt thailandsk ø. Et navngivet rejseselskab var blandt sponsorerne af programmet.
Der er ingen tvivl om, at vi vil kunne rejse endnu mere via tv i fremtiden. En kombination af faktisk og virtuel rejse vil nok være endemålet, og når den første turist lander på månen, vil han se månens overflade nærme sig via videokameraer monteret på landingsstellet, samtidig med at han vil se den blå planet i det ovale vindue.
*Dette er den sidste artikel i serien, hvor Pablo Henrik Llambias via besøg på danske turistmål har reflekteret over og fortalt turismens historie
