Analyse
Læsetid: 5 min.

Tyson i Parken

For manager Mogens Palle er Brian Nielsen ikke et stykke chanceløst slagtekvæg mod Tyson. Alt kan ske i Parken
13. august 2001

Fokus har flyttet sig, siden Mogens Palle for år tilbage første gang lancerede sin drøm om en kamp i professionel sværvægtsboksning mellem Mike Tyson og Brian Nielsen. Nu er kampen der – under tag i Parken lørdag den 8. september. Hvis eller Tyson kan dy sig for at bide ørerne af flere mænd – og gøre værre ting ved flere kvinder.
Det er stort, rigtig stort. Men hvor en Tyson-fight før var den ultimative kassekamp for danske Nielsen og hans promotor-manager, så er der efter amerikanerens tre-årige fængselsophold for voldtægt, ’et liv’ efter Tyson. Og endnu større kassekampe, hvis Super Brian sensationelt skulle vinde over manden fra Brooklyn, der er mytologiseret som ’den ondeste mand på jorden’.
Faktisk har Mogens Palle siden juni 1997 og en noget kikset Brian Nielsen-kamp i Lake Tahoe hævdet, at den 36-årige boksebamse havde en chance mod Tyson.
Efter fængselsopholdet, der sluttede i marts 1995, »er Tyson ikke, hvad han har været,« sagde Mogens Palle i Lake Tahoe.
Det var ugen efter, at Mike Tyson i en WBA-titelkamp havde bidt et halvt øre af Evander Holyfield. Bokseverdenen var i oprør, og Tyson lignede en fuldkommen færdig mand efter sit andet nederlag til Holyfield på et år. Men en undskyldning og en bøde på tre millioner dollars senere var Tyson klar til nye trakasserier.

De fem kampe, som Tyson siden har bokset og vundet før tid, har ikke ændret Mogens Palle opfattelse. Til Berlingske Tidende sagde han forleden, efter at have indgået en TV-kontrakt med Viasat-TV3, der angiveligt skulle indbringe ham 15 millioner kroner, at han var træt af danske journalisters nedvurdering af Brian Nielsens evner som bokser.
For manager Palle er Brian
Nielsen ikke et stykke chanceløst slagtekvæg mod Tyson. Hvilket hænger sammen med, at Stald Palles superstar er modig, hårdfør, hurtig for en sværvægter og tungtslående. Han er, mener Palle, en bedre bokser end mange ser ham. Samtidig er 35-årige Tyson ikke så hurtig og så knock out-hårdtslående, som han var før fængselsstraffen.
Men ’Iron Mike’ er navnet, selvom han ikke længere er indehaver af én af den halve snes forbundstitler, som har påhæftet verdensmester-etiketten. Den 35-årige ’hard hitter’ er mere berømt – og berygtet – end verdensmesteren Hasim ’The Rock’ Rahman, John ’The Quiet Man Ruiz’, Lennox Lewis og Evander ’The Real Deal’ Holyfield. Der er ikke et hjørne på planeten, hvor man ikke har hørt om Tyson, den primitive gadedreng fra New York, der som 20-årig blev historiens yngste verdensmester i sværvægt. Blot et år efter var han ’unified’, altså absolut verdensmester, da han havde vundet titlerne i alle tre vigtige forbund, WBA, WBC og IBF. Han var kun 21 år.
Derfor må Brian Nielsen, der i USA træner på livet løs til sit livs kamp, ’nøjes’ med fem-seks millioner kroner for kampen mod Tysons seks millioner dollars. Som Mogens Palle forklarede, da
Ekstra Bladet bragte tallene frem: Brian får chancen, griber han den, venter der titelkampe til tocifrede millionbeløb, f.eks. mod verdensmesteren Hasim Rahman.

Faktisk var det en kamp mod ’the Rock’ Rahman – en to meter kleppert fra Baltimore, som Lennox Lewis undervurderede og tabte så sensationelt til i foråret i Sydafrika, at det lød som en aprilsnar. Amerikanske bokse-eksperter gjorde sig lystige over, at Rahman hverken skulle op mod Tyson eller i revanche mod Lewis. Nææh, kampen ’verden ventede’ på skulle stå i ’det obskure boksemekka kaldet Danmark’, hvor ’life of Brian is big news’, mens resten af bokseverdenen gaber kæberne af led, som en kommentator skrev.
Brian Nielsens rekordliste med et nederlag i 60 kampe gør ikke det store indtryk på amerikanere, for, som det noteres, var det en 47-årig Larry Holmes og en 42-årig Tom Witherspoon, som ’the overhypped dane’ besejrede. Resten af de 49 sejre, der matchede legendariske Rocky Marcianos rekord fra 50’erne, var mod mænd, der ikke skulle nogen vegne. Respekt for det hvide eurpæiske håb er der altså ikke meget af fra amerikansk side før den kamp, Ekstra Bladet har døbt »PUNCH I PARKEN.«

Det matcher ikke lige ’Them Rumple in Jungle’ mellem Muhammad Ali og George Foreman – og ’The Thrilla in Manila’ mellem Ali og ’Smoking Joe’ Frazier. Men selvfølgelig smager det lidt af myte – og af drøm.
Al professionel boksning »er 95 procent forretning og fem procent sport,« som historiens eneste ubesejrede sværvægtsmester Rocky Marciano, engang sagde. For Tyson, der ikke har bokset siden 20. oktober sidste år, hvor han vandt på teknisk knock out over Andrew Golota, handler besøget i København om få en overkommelig kamp til rimeligt gode penge. Et halvt hundrede millioner, er selv i danske kroner, en sum for en mand, der er erklæret fallit flere gange. Han har tilmed sagsøgt sin tidligere promotor Don King for at have hugget omkring 100 millioner dollars af hans penge. Den slags er jo dyrt i sagførere.
Selvom Tyson stadig er navnet, så skal han altså også præstere noget for at få sin markedsværdi op i superklassen. I det virvar af TV-kontrakter og promotor-optioner på ’den næste kamp’, som i virkeligheden styrer professionel sværvægt, mangler Tyson det resultat, som gør, at han ikke er til at komme udenom. Han står ikke for tur til en revanche mod nogen, sådan som Lennox Lewis, hvor de astronomiske penge ligger.
Brian Nielsen bringer næppe Tyson nærmere, men der er en god ’purse’ i at møde en mand, man i USA anser for blød og let. At Nielsen ikke er markedsmæssigt ’ubrugelig’ for pay per view-TV-selskabet Showtime, hænger sammen med, at han er hvid, europæer, OL-bronzevinder fra 1992 – og har en rekordliste.
En TV-kontrakt til 15 millioner og billetpriser op til 5.000 kroner ved ringside den 8. september er i sig selv udtryk for, hvorfor Brian versus Tyson i Parken er en rigtig god ide!
Viasat-TV3 bruger matchen til at markedsføre sig selv som udbyderen af digitalt betalings-tv i Danmark. Der er kun 100.000-150.000 potentielle købere med digital dekoder, som kan modtage kampen, hvis de overhovedet vil betale prisen, fem hundrede kroner eller mere. Underskuddet skrives i givet fald på reklamekontoen.

Efter successen med det europæiske melodi grand prix går Parken med overdækning nu over dammen og viser, hvad vi kan i den moderne udgave af HC Andersens eventyrland. For Mogens Palle, den københavnske værktøjsmager, der har arrangeret professionelle boksekampe i 40 år, er ’Tyson i Parken’ et personligt masterpiece.
Naturligvis er det ikke ligegyldigt, om satsningen går hjem, men tilfredsstillelsen ved at have lavet kampen til Brian betyder med garanti lige så meget for Mogens (og Bettina) Palle. Palle var den første, der solgte pay per view TV til danskerne, da 43.000 købte Brian Nielsen-Larry Holmes i 1997. Det er han lidt stolt af. Det er større at få Tyson til Danmark.
Og hvis så Brian Nielsen kan træde ud af andegården…Det er ikke helt umuligt, hvis han i de første omgange undgår at blive ramt af dét slange- og øksehug, hvormed Tyson har væltet større navne end Danmarks Brian.
FC København har vist, at alt kan ske i Parken. Hasim Rahman at det samme er tilfældet i sværvægt. Hvad kan der ikke ske, når det samtidig er ’alt eller intet’ for de to gamle fightere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her