På tur i turismen
Der er god grund til at sammenligne Kattegatcentret med Tivoli i København. De to attraktioner minder på flere måder om hinanden. Men på væsentlige punkter adskiller de sig også drastisk.
Tivoli, der blev startet i midten af 1800-tallet, er det virksomhedsmæssige forbillede for adskillige af de attraktioner, der ser dagens lys i disse år. Nogle få entreprenører får den brillante idé at etablere en virksomhed, der kan trække husarerne til, så de lægger deres penge og opmærksomhed i etablissementet. Men mens Tivoli og byen København først blev uadskillelige begreber hen ad vejen, indregner man i kommuner som Grenå, hvor forlystelsesakvariet Kattegatcentret ligger, øjeblikkeligt denne effekt og kalder den synergi-effekten. Kattegatcentret vil, med sine åbenlyst populære attraktioner som f.eks. hajer, trække turister til kommunen, der så igen vil blomstre med restauranter, hoteller, optimeret infrastruktur, flere attraktioner, der så igen vil lokke endnu flere turister til og så videre.
Det vil ikke være for meget sagt, at Kattegatcentret er bygget med goldt overlæg man vil ikke noget med publikum andet end at lokke deres penge op af lommen. At kvitteringen tilfældigvis, og også i dette tilfælde, hedder gode oplevelser er mere en tilfældig konsekvens af nødvendigheden end et mål.
Uden originalitet
Gode oplevelser er et produkt på linje med andre produkter noget man kan investere og distribuere sig til hvad også de mange andre forlystelsesakvarier rundt om i Europa vidner om. At der er tale om en kæde i åndelig forstand, kan man forvisse sig om ved at besøge de forskellige etablissementer. Opskriften er ikke originalitet, særpræg og legelysten opfindsomhed.
Her skiller vandene mellem Tivoli og Kattegatcentret for alvor. Ikke et gram af kærlighed er der lagt i de mange detaljer i Kattegatcentret. Restauranten har standardvarer, cafeterierne standardvarer (og det, der er værre), bassinerne er fyldt med standardvarer eller hvad man nu har kunnet opdrive eller fundet flot, farligt eller andet, der menes at trække folk til. Standardinventar dominerer over hele linjen, og det er slet ikke noget tilfælde. Kattegatcentret er kopieret direkte over fra den engelske kæde Sea Life Centre, og man har, i sand McDonalds-ånd, ikke glemt børnene slet ikke! det er vel dem og deres købestærke forældre, man har villet give et tiltrængt break i den kedsomhedsplagede ferie i det lejede typesommerhus.
Teatralsk videnskab
Men man har dog skam i livet, synes det. I Kattegatcentret sætter man øjensynligt en ære i oplysning. Måske for at tækkes den demokratiske kommune, der, omend man dér ikke direkte har andel i det private foretagende, formodes at have forholdt sig yderst velvilligt til dét, der kan gøre en kommunal ledelse fremsynet, driftig og hvad man ellers i sine plumpe, lykkelige øjeblikke har håbet på. Centret leger i hvert fald videnskabeligt med alskens teatralske midler. Man forsøger sig med plancher, som jeg er sikker på, at man har fået hos et pseudomuseums-inventarfirma i Frankrig eller England, hvor man for længst har taget skridtet at gøre disse forlystelsesakvarievirksomheder til egentlige kædevarer.
Man gør sig stor umage for at iscenesætte sit produkt, så det ligner det, man finder på den gamle type folkeoplysende, borgerlige museer. Pile op og pile ned, levevis og levesteder. Dyrene svømmer rundt i det forlorne teater. Strategien er eklekticistisk: Hvis det er det, der skal til i et land, hvor forældrene endnu ikke holder af at høre ordet fordummelse i egne stuer, omend man allerede i flere år har haft tvet kørende i døgndrift, så er det det, man får.
Forestillingen hedder legitimitet, og også kunderne vil have den. 99 ud af 100 mænd vil stadig hævde, at en firehjulstrækker er praktisk, selvom man kan nøjes med at lede i deres infantile sjæl for at finde svaret på købet. Således er det også med hajerne. Fodringen af dem garneres med latterlige trivia om f.eks. antallet af tænder i munden, og ethvert barn går fra centret med det intetsigende artsnavn Sandtigerhaj på læberne. Idiotien har fået sin egen skønne indpakning omtrent på samme vis som firehjulstrækkerens hårdføre udseende.
Hyklerisk pegefinger
Topmålet af hykleri finder man dog i centrets miljøudstilling på øverste etage. Undskyldningen for hele herligheden, Kattegat, betænkes med en udstilling om dets miljøproblemer. Tårerne trænger sig umiddelbart på ved denne udviste omsorg.
I udstillingen, såvel som i museets afsnit om koralrevene, omtales opvarmningen af kloden som et af de centrale problemer i forbindelse med havenes miljøskavanker. Det kan ikke være ment uden en vis ironi. Mens man på den ene side af centret kan beskue det fænomen, der i centrets projekteringsmateriale garanteret har adstedkommet formuleringen unik beliggenhed, nemlig Kattegat, kan man på den anden side se en parkeringsplads i panoramastørrelse. Centret er med andre ord, på samme måde som indkøbscentre, en del af det omtalte problem. Men dette aspekt underspilles for nu at sige det mildt i plancherne.
I afsnittet om koralrevet, hvor den globale opvarmning og turismen nævnes direkte og side om side som de væsentligste årsager til revenes udryddelse, finder man således ikke anledning til at udpege bilisten som synder i forhold til koralrevets forsvinden, omend netop transportsektoren har det største ansvar i forhold til produktionen af drivhusgasser. Man nøjes med en lille hyklerisk pegefinger til turisten, der opfordres til at fare frem med lempe i forhold til koralrevene. Den enkelte turist kan gøre en forskel, som det så umanerlig patetisk lyder. Museet græder med andre ord sine miljømæssige krokodilletårer ved udsigten til de penge, der skæpper i kommunekassen såvel som i de private investorers lommer.
Ingen anbefaling!
Jeg kan som den eneste turistattraktion, som jeg har beskæftiget mig med i denne serie så absolut ikke anbefale Kattegatcentret. Jeg foretrækker klart andre akvarier i Danmark, herunder Danmarks Akvarium i København, der er indrettet med en vis dyster charme, samt akvarierne i Hirtshals og Esbjerg, hvor man, på trods af tilsvarende pop på forskellige planer, alligevel mærker ærlige og
seriøse sjæle bag projekterne.
Adskillige andre attraktioner ville imidlertid blive omfattet af min væmmelse, såfremt jeg ville orke at beskæftige mig med dem. Det er alle de attraktioner, der i de seneste år er skabt uden et gram af kærlighed af entreprenante fidusmagere, der, uden en eneste selvstændig idé, skæver til andre regioners produkter, for så selv at etablere sådanne penge- og statusproducerende fabrikker i sit eget område.
Der er ikke den mindste idé i det, hvis man ser bort fra de økonomiske sådanne, fabrikkerne bidrager ikke med noget nyt, mest af alt blot til yderligere hjernevaskning af den befolkning, der ikke har nogen skyld i at blive trukket rundt ved næsen. Der er intet odiøst i at lade sig fascinere af en haj. Det begynder først at blive ulækkert, når nogen med total indifferens over for, hvad det nu er, der skal til for at tiltrække husarerne, stiller op med hvad som helst, bare det glimter. Sandtigerhaj, hammerhaj, hvidhaj det kan være et fedt, bare den bider. Min respekt for denne udviste ligegyldighed kan, som det nok er fremgået, ligge på et meget lille sted.
*Dette er den 15. af 17 artikler hvor forfatteren Pablo Henrik Llambias via besøg på danske turistmål reflekterer over og fortæller turismens historie
