Læsetid: 3 min.

Underbevidsthedens dødsfest

Ny opsætning af historien om den mistede kærlighed i Orfeo af Monteverdi lever i ny fortolkning, hvor visuelt design møder musikalsk mesterværk
25. august 2001

Ny opsætning af historien om den mistede kærlighed i Orfeo af Monteverdi lever
i ny fortolkning, hvor visuelt design møder musikalsk mesterværk

Opera
Der skal mod til at lave om på Claudio Monteverdis grænseoverskridende musik, som i sin tid var med til at vise nye veje i operaen som kunstform. Selv i dag slår den italienske mesters vokalmusik gnister med smidig melodik, dissonansrig klangbehandling og ekspressive udtryk. Der hviler næsten et ’rør-mig-ikke’ over denne uden overdrivelse epokegørende musik, som Monteverdi skrev for 400 år siden.
I fagkredse er der da også en evig-aktuel diskussion om, hvorvidt man kan tillade sig at ’pille’ ved gamle mesterværker. Inden for malerkunsten er (næsten) alt tilladt, lag på lag på lag i en ofte frugtbar stilforvirring.
På musikkens område kan de klassiske komponister for så vidt godt hugge med arme og ben, men at tage et helt værk og spidse det til i forhold til nutidens lyttere, det nærmer sig en provokation.
Bent Lorentzen har gjort det med Orfeo med undertitlen Opera af Bent Lorentzen frit efter Claudio Monteverdi. Gudskelov inviterer ordet frit i denne sammenhæng ikke til ubetænksom justering af noget, der i forvejen fungerer på egne præmisser. Lorentzen er fintfølende over for forlægget, og der er sandt at sige mere Monteverdi end Lorentzen tilbage efter den frie bearbejdelse. Med en hårfin balance og respekt for den oprindelige musik, tilføjer Lorentzen en dramatik gennem effekter i det instrumentale og gennem en instrumentation, der trækker Monteverdi tættere på vores egen tid uden at miste tråden tilbage til renæssancen.

Billedstorm
Musikken ville i sig selv ikke føre til den meget vellykkede forestilling, som Orfeo er blevet. Når det samlede udtryk udstråler formal konsistens og indre stringens, skyldes det, at billedmageren Martin Tulinius faktisk har gjort det samme som Lorentzen: Udgangspunktet er fastholdt, men der bygges bro til nutidens udtryksformer.
På den måde bliver Orfeo i den aktuelle opsætning en rejse i tid og rum. En ydre rejse i det, der kan sanses direkte, men også en indre rejse i sjælens labyrintiske formationer. I nøje afstemte farver og nuancer skaber Tulinius en magi og sørgmunter atmosfære, som på forunderlig vis kreerer en ubestemmelig tidsfornemmelse. Det er her, som det i sin tid var tilfældet med Pierrot Lunaire-opsætningen, at man som publikummer løftes ud af klokketidens stramme skema og føres ind i en ikke-tid, som udelukkende består af nu’er.
Når disse billeder og musikken virker så stærkt, er det i sidste instans fordi, man genkender sig selv og de sjælsrystende kvaler, som personerne gennemlever. Symbolikken og det magiske rum er en af de bærende kræfter i Tulinius’ virke, og han forstår at vælge temaer, som i et kunstnerisk udtryk kan rode rundt inde i os og gøre noget ved os.

Et godt sammensat hold
Det er knapt til at sætte ord på udspringet eller ansatspunktet for Tulinius’ kreativitet, men han synes at være fascineret af at cirkle om en underbevidsthedens dødsfest, hvor katastrofen ses som jeg’ets udfrielse i en undergang, hvis sansede oplevelse er langt vigtigere for personen end overlevelsen. Vi er derude, hvor kontrollen ophører og andre kræfter tager over. Vi venter i halvanden time på, at Orfeo vender sig om, vi ved det vil ske, men kan ikke gøre noget og er fanget i et ulideligt forløb, hvor vi gør deres trængsler til vores. Det er den spænding, som musikken og iscenesættelsen så fint fremstiller i den aktuelle opsætning.
Det er første gang, jeg hører en forestilling i Vor Frelsers Kirke, som akustisk set fungerer fremragende. Der plejer at være for meget rum til at man kan opfatte noget som helst. Her kunne man høre hvert eneste ord, og samtlige instrumenter lød pragtfuldt afstemt.
Den amerikanske baryton Summer Thompson var overbevisende i rollen som Orfeo. Hans vokale færdigheder overstrålede de sceniske, men skønt var det at høre hans helt igennem sprøde og varme gengivelse af det italienske sprog.
Af de øvrige vokale kræfter er der grund til at bemærke Dorthe Elsebet Larsen (Euridice), Isabel Piganiol (Budbringer/Håb), Ulla Kudsk Jensen (Dødsrigets Vogter), og Mikkel Thorning som en uimodståelig Dødsrigets Dronning.
Det samlede ensemble blev kyndigt ledet af dirigenten Per Hanke, som har grund til at være tilfreds – både som kunstnerisk ankermand og som medlem af bestyrelsen af Contemporary Opera Denmark, der står bag forestillingen.

*’Orfeo’ - Opera af Bent Lorentzen frit efter Claudio Monteverdi. Sangere og musikere under ledelse af Peter Hanke. Martin Tulinius: Instruktør og visuelt koncept. Vor Frelsers Kirke onsdag aften. Spiller sidste forestilling fredag kl. 22. Oplysninger på www.exart.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her